fbpx

Suspicious Mind nedkæmpede Havana Red i dramatisk Forårs Cup

Han er blevet 10 år gammel og løb med mellem fire og 12 kilo mere end sine konkurrenter. Alligevel er der stadigvæk ingen over eller ved siden af Nina Lensvik-trænede Suspicious Mind, der lørdag sæsondebuterede med sejr i Klampenborgs Forårs Cup. Et dramatisk opgør, hvor Oliver Wilson heldigvis blev forskånet for alvorlige skader efter sit styrt rundt tribunesvinget.


Prins Valiant og Oliver Wilson i sekunderne før hesten brød gennem rails. Foto: Burt Seeger.

Oliver var i sadlen på Prins Valiant (Lope De Vega), som aldrig tidligere havde været rundt Klampenborgs tribunesving. Da parret nåede svinget, brød Prins Valiant kraftigt mod venstre og splintrede rækværket.

Oliver blev kastet til jorden på den anden side langs sidste del af opløbsstrækningen, mens Per-Anders Gråberg på mirakuløs vis undgik at ryge med i styrtet sammen med Suspicious Mind.

Den danske championjockey blev liggende længe i græsset, men var ved bevidsthed og kunne til sidst selv komme på benene til Klampenborg-publikummets taktfaste klapsalver.

Det blev heldigvis ved forskrækkelsen, og et par timer senere kunne Oliver udskrives fra skadestuen med en (meget) øm biceps og uden brud på knogler.


Suspicious Mind nedkæmper udvendige Havana Red i Forårs Cup. Foto: Burt Seeger.

Og så tilbage til Suspicious Mind. Som tidligere nævnt var han brøkdele af et sekund fra at blive taget med i faldet, men Per-Anders Gråberg blev stående i bøjlerne og fik rettet sin mangeårige makker op igen.

På dette tidspunkt ville ethvert løb være tabt for de fleste, så hvordan Suspicious Mind alligevel formåede at genfinde kadencen og indhente de mange tabte længder er bare et mysterium der kan lægges til Appel Au Maitre-sønnens unikke historie.

Rundt opløbssvinget havde Suspicious Mind så småt fået kontakt til feltet igen, og ind på den lige strækning gik han for alvor til angreb på førende Havana Red (Havana Gold), som dog ikke havde tænkt sig at give op.

De to heste kæmpede side ved side yderst i banen, og da først Suspicious Mind havde fået hovedet foran, nægtede han at lukke sin konkurrent tilbage i kampen.

Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg smiler om kap efter triumfen i Forårs Cup. Foto: Burt Seeger.

Den tredobbelte Scandinavian Open-vinder vandt med hals, hvorefter der var små to længder til Grey Flash (The Factor) efterfulgt af godt afsluttende Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard), Seneschal (Appel Au Maitre) og Warwick Avenue (Hallucinate).

Sejren i Forårs Cup var 50.000 kroner værd for 360 North Horse Racing, som efter en længere årrække som én af galopsportens størst satsende ejere, nu kun har Suspicious Mind tilbage.

Stutteri Hjortebos opdræt vandt sin sejr nummer 24 i 28 starter, og den 27. maj vender han tilbage til Klampenborg for at tage sin fjerde sejr på stribe i Scandinavian Open Championship (Gr.3).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top