fbpx

Suspicious Mind blev dobbelt klassisk vinder

Med syv længders afstand til Bent Olsens Bassiano og Marc Stotts Efesos trak Niels Petersen-trænede Suspicious Mind sig lørdag eftermiddag sejrrigt ud af årets sidste klassiske løb i Danmark, Dansk St. Leger.


St. Leger-feltet på vej ind i tribunesvinget med Bassiano forrest og Suspicious Mind lige efter. Foto: Burt Seeger / US Photo.
St. Leger-feltet på vej ind i tribunesvinget med Bassiano forrest og Suspicious Mind lige efter. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Per-Anders Gråberg havde aldrig Suspicious Mind placeret længere tilbage end andenpladsen, og Appel Au Maitre-sønnen lå størstedelen af vejen og skyggede førende Bassiano/Elione Chaves, mens næstfavoritten Efesos blev redet en smule mere afventende som tredje-fjerde.

På sidste del af bagsiden skruede Gråberg tempoet op, og Suspicious Mind overtog føringen fra Bassiano, som på dette tidspunkt så ud til at få en lang vej hjem, men selv om der intet var at stille op overfor den suveræne vinder, kæmpede Bassiano hver en meter af rejsen og holdt akkurat Efesos fra andenpladsen.

Herefter fulgte Call Me Back, Hongkong Paradigm, Naga Jolokia og Jackson Five.


Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg vinder Dansk St. Leger. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg vinder Dansk St. Leger. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Suspicious Minds opvisning mindede lidt om Derbysejren tilbage i starten af august, hvor hesten også med største lethed satte sine konkurrenter skakmat ved indgangen til opløbet, og dette var den brune vallaks fjerde sejr på Klampenborgs græs ud af fem forsøg.

Eneste nederlag var i Dansk 2000 Guineas, hvor han sluttede anden bag All Or Nothing.

Dermed gik Suspicious Mind ikke kun i sin halvbror Call Of Dutys fodspor som vinder af Dansk St. Leger – han var også lige så tæt på at vinde den danske Triple Crown som Sibelius var det i 2004.

Sibelius vandt nemlig også både Dansk Derby og Dansk St. Leger, mens han i Dansk 2000 Guineas med kort hoved måtte bøje sig for Wido Neuroths Emilio.


Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg modtages af træner Niels Petersen og Jägersro-teamet Sabina Karlsson og Andrew Kidney. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg modtages af træner Niels Petersen og Jägersro-teamet Sabina Karlsson og Andrew Kidney. Foto: Burt Seeger / US Photo.

For danske 360 North Horse Racing var det syvende gang de kunne se Suspicious Mind galoppere først over stregen, og hesten har i sin lokale svenske valuta – han trænes til daglig på Jägersro – vundet tæt på 2,2 millioner kroner.

Efter triumfen var Niels Petersen selv i vindercirklen sammen Andrew Kidney og Sabina Karlsson, som begge har stor del i de enorme fremgange for Petersens Jägersro-filial i Malmö.

I avlsmæssig henseende blev det en ny klassisk triumf for både Stutteri Hjortebo og Stall Perlens Appel Au Maitre.

Hernando-datteren Fleur En Fleur, som både er mor til Call Of Duty og Suspicious Mind, har ikke haft nogen åring i 2016, men hun fik til gengæld et hingsteføl efter Center Divider tidligere i år, og så er hun igen tilbage i fol ved Appel Au Maitre.


Er det nok for Petersen?

Niels Petersen efter St. Leger-sejren. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Niels Petersen efter St. Leger-sejren. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Sejren i Dansk St. Leger og førstepræmiens 100.000 kroner var ultra-vigtig for Niels Petersens forhåbninger om, at fravriste Bent Olsen trænerchampionatet på Klampenborg.

Alligevel ser det fortsat svært ud for Petersen at holde Olsen bag sig, og Bassianos andenplads til 50.000 kroner var nærmest lige så vigtig for den regerende konge.

I næste uge – på årets næstsidste løbsdag – er der Skandinavisk Grand Prix på programmet, og allerede her kan Olsen nemlig nå tilbage i førertrøjen med navne som Call Of Duty og Falconet blandt de formodet startende.

Niels Petersen har ingen heste meldt i Skandinavisk Grand Prix, og han er heller ikke repræsenteret i nogle af dagens øvrige storløb, Vinterfavoritternes Ærespræmie og Produce Stakes.

Forspringet mellem Niels Petersen og Bent Olsen i toppen af Klampenborgs trænerliga er blot 134.000 kroner.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top