Supernova Bling aflagde maidentitlen i Svenskt Oaks

Niels Petersen og Carlitos Lopez fortsatte søndag på Jägersro nøjagtig hvor de slap lørdag aften på Klampenborg. Med et samarbejde, der udmøntede sig i en klassisk triumf. Denne gang med Supernova Bling, der tog førstepræmiens halve million i Svenskt Oaks.



Duoen Petersen og Lopez behøvede således ikke Queen Azteca (Sharp Azteca) for at hjemfør Oaks-sejren over de 2400 meter dirt.

Fra start var det Derby Day Sprint-vinderen Abby (Appel Au Maitre) der tog hånd om teten, og Elione Chaves lykkedes også med at få taget en god bid af tempoet ud af opgøret.

Abby fortsatte fortrøstningsfuldt rundt sidste del af opløbssvinget, men Chaves var trukket et spor væk fra rails, og dette udnyttede Lopez på mesterlig vis til at snige sig indenom med Supernova Bling.

Da først denne manøvre lykkedes, var Svenskt Oaks 2025 reelt afgjort.

Supernova Bling og Carlos Lopez vinder 2025-udgaven af Svenskt Oaks. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Også Cathrine Erichsen-trænede A Million Dreams (Moohaajim) nåede forbi Abby i kampen om andenpladsen, mens millionøsen Karla With A K (Swipe) aldrig så tilpas ud på Jägersros dirt og til slut måtte være glad for fjerdepladsen.

Siden tilfaldt de to sidste præmier Peaceful Impact (Saxon Warrior) og New England (Lord Of England).

Førstepræmien var en halv million svenske kronor værd for Bling Enterprise, som købte hoppen for £40,000 gennem Martin Buick på Goffs Breeze Up Sale i Doncaster i fjor.

Supernova Bling havde ikke vundet løb tidligere.


Supernova Bling med jockey Carlos Lopez og træner Niels Petersen efter triumfen i Svenskt Oaks. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.


Fra samme salg og gennem samme agent kom Silja Støren-trænede Capitana Bling (Invincible Army), og det blev hende, der tog sig af den korte udgave af Svenskt Oaks – Altamiralöpning over 1730 meter.

Under Manuel Martinez førte Capitana Bling fra start til mål og sejrede med en halv længdes afstand til Ylva Brandts Bay Princess (New Bay) og Cathrine Erichsens Irish Lioness (Invincible Army).

I Altamiralöpning var førstepræmien 200.000 kronor værd for Stall Flax, som tidligere på sommeren også så hoppen vinde Norsk 1000 Guineas hjemme på Øvrevoll.


Capitana Bling og Manuel Martinez vinder Altamiralöpning foran Bay Princess. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.


Formstærke Rikke Rohbach Bonde og Nicolaj Stott tog en hurtig double på Jägersro med 5-årige Lazy Susan (Swipe) og 4-årige Chappel (Appel Au Maitre).

Mens Lazy Susan sejrede i et klasse-4-løb med 30.000 kronor til vinderen, var der det dobbelte til Chappel, som i det traditionsbundne Jägersro Cup besejrede St. Leger-vinderne If He Says So (Summer Front) og Seneschal (Appel Au Maitre).

Chappel, som startede efter et handicap på 85, leverede en stor præstation og vandt med tre længder for Margit Guldborg, Mogens Drehn og Lulu Tøpholm.


Chappel og Nicolaj Stott på vej mod en sikker sejr i Jägersro Cup. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

2-årige Papa Joe debuterer med en ni længders sejr under Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Som så mange gange tidligere stod der Francisco Castro på årets første 2-årsløb på Jägersro.

Spillet helt ned i 1,17 gange indsatsen vandt Papa Joe (Kodi Bear) overlegent med ni længder for Per-Anders Gråberg.

Andenpladsen tilfaldt danskopdrættede Skywalk (Appel Au Maitre), med ligeledes danskopdrættede Warrior Princess (Evasive) på tredjepladsen i det lille fire hestes felt.

Francisco Castro fandt Papa Joe på sidste års Goffs Orby Sale og købte ham for €35,000 på vegne af en ny anpartsstald, hvor størstedelen også er repræsenteret indenfor travsporten.

Papa Joe er halvbror til Blandford Stakes (Gr.2)- og Silker Glider Stakes (Gr.3)-vinderen Lumiere Rock (Saxon Warrior), som bl.a. også var tredje i Prix de l’Opera (Gr.1) og fjerde i Irish Oaks (Gr.1) og Pretty Polly Stakes (Gr.1).


Seneste artikler

Scroll to Top