fbpx

Summertime imponerede i Goffs Mowerina Trial

Francisco Castro-trænede Summertime (Binary File) leverede en imponerende indsats i Goffs Mowerina Trial, og løb samtidig den hurtigste tid af samtlige fire opgør over 1600 meter lørdag eftermiddag på Klampenborg.


Summertime. Foto: Burt Seeger.

Ovenpå en sæsondebut, hvor hun mistede adskillige længder fra start, og først alt for sent fik meldt sig ind i afgørelsen, var Summertime denne gang en anelse skarpere ud af startboksen.

Det var alligevel ikke helt nok til at hun kunne hænge på i første halvdel af strækningen, og ved indgangen til opløbet havde Manuel Martinez fortsat masser af arbejde med en hær af konkurrenter foran sig.

Det lykkedes aldrig for jockeyen at finde plads til angreb imellem heste, og til slut måtte han vælge den lange vej ud til rækværket.

Da Binary File-datteren endelig så dagslys, fløj hun med stormskridt forbi længe førende Phoebe/Manuel Santos og vandt med det mindst mulige. På tredjepladsen fulgte Florence Craye/Rafael Schistl, mens Madame Jane/Shane Karlsson og Hanna/Nicolaj Stott fik de sidste præmiepenge.

“Jeg er så glad for denne sejr. Hun tabte starten sidste gang, og selv om hun også fik langt frem denne gang, var hun blevet klart bedre i startmomentet. Hun står uden tvivl længere distance, men nu retter vi fokus mod Mowerinaløb og derefter Dansk Derby. Siden jeg fik hende i træning, har jeg anset hende for at være en rigtig Oaks-hest, og alt hvad vi ellers kan opnå på vejen er ren bonus”, siger Francisco Castro til galopsport.dk.

Summertime er både ejet og opdrættet af Bernt Dahl i henholdsvis Kentaur A/S og Light Valley Studs regi. Hoppen er halvsøster til både sidste års Larch-vinder og Mowerina/Breeders’ Prize Sprint-2’er Miss Cooper, og det tidligere store 2-årstalent Miss Mariko. Hun tilhører første årgang efter Binary File (Nureyev), der nu har to fremragende Guineas-kandidater i både The Kicker og Summertime.

Både Dansk Hesteforsikring Mowerinaløb og Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas rides på Klampenborg søndag den 20. maj.


Double til Brian Wilson

Brian Wilson har forrygende form på Klampenborg-stalden i det sene forår, og lørdagens Irish Day bød på to besøg i vindercirkelen.

Det første efter 4-årige Shreks anden sejr på stribe i The Dark Green School of Irish Dancing Cup over 1600 meter. Under Lennart Hammer trak Shrek suverænt fra sine konkurrenter i opløbet og vandt overlegent med fire længder foran Chasmin/Danny Patil og Gold Diamond/Emilia Hvitved. En sejr der var 10.000 kroner værd for ejer Michelle Gross.

Brian Wilson rundede sidenhen dagen af med sejr til Lille Tuc, der med sønnen Oliver Wilson i bøjlerne ganske sikkert kunne henvise den ellers stærkt afsluttende Bossa Nova/Bettina Wilson til andepladsen med 2½ længde. Herefter fulgte Mr Timberlake/Max Friberg, Mylovlyroseofclare/Manuel Santos og Feuer Claus/Elione Chaves.

Også her var 10.000 kroner i førstepræmie til Stald Oxen.


Doubler til Hammer, Schistl og Martinez

Tre jockeys formåede at vinde to gange i løbet af lørdagens otte opgør. Lennart Hammer havde inden sejren med Shrek også været først over stregen på Head Above Clouds i The Viking House Cup over 2200 meter. Hesten var klart forbedret i forhold til sidste uges start, og han vandt besnærende foran Emmessen/Juan Pinto og 3-årige Khan/Oliver Wilson. Sidstnævnte skal nok blive interessant at se over denne distance mod sine jævnaldrene gang.

Manuel Martinez vandt sine to løb med One Direction og Summertime, mens Rafael Schistl fuldførte sin double med Solo og Alnitak.


San Jemeniano tilbage på milen

En yderligere svensk sejr blev det til i The Guinness Cup over 1600 meter, hvor Katharina Stenefeldt-trænede San Jemeniano fulgte op på sin sejr fra premieredagen ved at besejre Brian Wilson-trænede His Highness efter en medrivende opløbskamp. Bertolini-sønnen blev i sidste uge fanget direkte på målstregen over 2200 meter, og han trivedes glimrende ved at være tilbage over milen.

“Han har virkelig været en oplevelse for os. Blev importeret med et handicap på 81 fra England, men viste absolut intet det første år og var helt nede i 69, før han endelig vandt for første gang. Siden har han været meget ærlig, og det ser ud til at han synes allerbedst om græs under hovene”, sagde Ulf Persson efterfølgende til galopsport.dk.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top