Stutteri Outback: Red Cactus-halvbror til Good Fortune

Hos Majbritt og Karsten Østergaard på nordjyske Stuttteri Outback nedkom Siyouni-datteren Eko Palace Bay sent søndag aften med en hingst efter Red Cactus. Føllet er halvbror til Good Fortune, Aperola og den nu 2-årige hingst Left U Speechless, der i fjor blev handlet til Norge for 300.000 kroner på Scandinavian Open Yearling Sale.


Good Fortunes halvbror kom til verden en time før midnat den 26. marts. Foto: Stutteri Outback.

“Han er en stor og stærk dreng”, konstaterer Majbritt og Karsten om hingsten, som får rigtig meget at leve op til.

Aperola og Good Fortune – begge efter Appel Au Maitre – har igennem flere år været blandt de bedste danskopdrættede væddeløbere, og mens Aperola nu er gået i stutteriet for at besøge Go Go Gadget (Areion), er Good Fortune efter sin imponerende triumf i Zabeel Turf på Meydan blandt de helt store favoritter til årets største opgør på de skandinaviske baner.

Aperola nåede at vinde otte gange og tjene tæt på en million danske kroner i en karriere der strakte sig fra den tidlige 2-årssæson og til udgangen af 5-årsæssonen.

2-årige Left U Speechless (Appel Au Maitre) er gået i træning hos Annike Bye Hansen på Øvrevoll og ejes af samme forbindelser, som står bag sidste års vinder af Svenskt Derby, Norsk Derby og Stockholm Cup International (Gr.3), Hard One To Please (Fast Company).

Good Fortune og Theo Bachelot slår Godolphins White Wolf i Zabeel Turf på Meydan. Foto: Dubai Racing Club.

Stutteri Outback ejer fortsat den 3-årige hoppe Juniper Bay (Juniper Tree), der grundet en skade som 2-årig aldrig nåede til start, og hun skal i år bedækkes i Frankrig ved Gruppe-1-vinderen Hunter’s Light (Dubawi), mens Eko Palace Bay selv går tilbage til Red Cactus (Hard Spun).

På Klampenborg glæder Bent Olsen sig hver gang han hører om et nyt føl fra Red Cactus’ første årgang, og igen i dette tilfælde har Olsen både haft føllets far og mor i træning.

Eko Palace Bay kom aldrig til start, men hun er efter en af verdens bedste avlshingste, Siyouni, og halvsøster til Steinway, Brunello og andre gode heste, så det er ikke så mærkeligt, at hun er blevet så god i avlen”, siger Olsen og tilføjer:

Red Cactus har faktisk en 3-årig halvbror efter Oscar Performance, der vandt på Gulfstream Park i sin seneste start lige før nytår”.

Lillebroderen til den suveræne svenske Derbyvinder hedder Island Swagger og er i træning hos Brian Lynch.

Red Cactus er også lillebror til Stakes-placerede The Zip Zip Man (City Zip) og stammer fra samme stærke, amerikanske moderlinje som den tredobbelte Grade-1-vinder Island Fashion (Petionville).

Lone Kaj-Nielsens Red Cactus under morgentræningen i Dubai, mens han stadig var i træning hos Bent Olsen. Nu står han opstaldet som avlshingst på Stutteri Hjortebo. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top