Jørgen Pedersen og Pia Brandt Hansen fra det fynske Stutteri Løkkemarken har igennem de senere år udvidet opdrættervirksomheden betragteligt via køb af velafstammede avlshopper på diverse europæiske auktioner.
– Og på fredag ankommer yderligere to hopper til stutteriet. Begge er to år gamle og erhvervet på samme irske stutteri som den jævnaldrene Chevalier-datter parret købte i december og nu har videresolgt til MTM Racing og træner Ole Larsen. Den første nyindkøbte hoppe er ligeledes efter Danehill-sønnen Chevalier og Polish Precedent-datteren Sugar River, der var vinder som 3-årig i Frankrig. Andenmoderen Showboat er selv ud af den dobbelte Gruppe-1-vinder Fitzwilliam Place og helsøster til den Listed-placerede Original Cast.
Den anden 2-årige hoppe er efter Mark Of Esteem-sønnen Redback og Indian Ridge-datteren Indiana Bride, der selv var ustartet og hidtil har produceret en enkelt vinder i avlen. Andenmoderen Ukraine Girl vandt det franske 1000 Guineas, Poule d’Essai des Pouliches (Gr.1) og har i avlen bl.a. produceret den Gruppe-3-placerede Going Global.
Fra samme familie kommer også superhoppen Paddy’s Sister, der helt tilbage i 1959 var Champion 2-årshoppe i Irland og senere blev mor til den irske 2000 Guineas-vinder Ballymore.
“Allerede inden vi har fået hopperne hjem fra Irland har vi fået henvendelser fra Italien, men vi har afslået tilbudene idet vi ønsker at sælge dem herhjemme med mulighed for tilbagekøb efter endt løbskarriere og på den måde sikre deres blodlinjer i vores fremtidige opdræt”, fortæller Jørgen Pedersen til galopsport.dk.
Stutteri Løkkemarken skriver på deres website www.galop-online.dk endvidere, at deres spændende tyske hoppe Epik – mor til gode Encinas – har et smukt og velproportioneret hoppeføl efter Sadler’s Wells-sønnen Sholokhov og at hun i år skal bedækkes af den irske succeshingst Redback, der med sin første årgang i 2006 bl.a. blev far til Gruppe-2-vinderen Gilded og netop er far til den ene af stutteriets nyimporterede hopper.