Sidste års vinder af Vinterfavoritternes Ærespræmie, den i tre starter ubesejrede Stuart Little (Esprit Du Nord – Cocco Pio v. Turtle Island), bliver ved næste forfeit slettet af både Dansk 2000 Guineas, Jyllandsløb og Jockeyklubbens Jubileumslöpning, beretter hestens ejer og opdrætter Bernt Dahl til galopsport.dk.
Stuart Little trænes nu hos Peter Chapple-Hyam i Newmarket, og han har allerede nu fornøjet sine nye forbindelser på træningsbanen, men de tidlige forårsklassikere i Skandinavien bliver tilsidesat til fordel for en start i England.
“Vi har et løb i kikkerten på Sandown i slutningen april, og derefter er vi alle forhåbentlig en del klogere. Som alle andre drømmer jeg naturligvis om at vinde et Derby, men viser Stuart Little så gode takter i England at der pludselig opstår muligheder for deltagelse i gruppeløb, ja så er DanskDerby pludselig en del længere væk, men vi tager et løb ad gangen og har fortsat den sidste søndag i juni markeret med fed i kalenderen”, forklarer Bernt Dahl.