Stradivarius beviste søndag eftermiddag, at han stod hver en meter – og lidt til – af de 3850 meter i det tyske Listed-opgør Silbernes Band i Köln. Desværre fik Chinese Mandarin-sønnen ikke lov at strække ud før opløbet, og han kom for sent i sit angreb, hvilket meget vel kostede andenpladsen.
Allerede kort efter start begyndte “skænderiet” imellem Stradivarius og jockey Josef Bojko, og parret lå længe sidst i feltet.
Først rundt opløbssvinget for sidste gang indledte Stradivarius sit avancement, men på trods af ekstremdistancen formåede hesten at blive “outpaced” i opløbet.
Alligevel stod han for en stærk afslutning, og det skulle ikke have været mange galopspring længere, før han også havde taget andenpladsen i løbet.
Vinderen, Carpathian, var der dog intet at stille op imod.
Tredjepladsen i Silbernes Band (L) var 3.000 euro værd for Galop Kompagniet.