fbpx

Stor Nationaldag for Erichsen og Petersen

Når det kommer til Norges nationaldag er de to mest vindende trænere gennem tiden Niels Petersen og Cathrine Erichsen i nævnte rækkefølge. På dette års 17. maj delte de i porten med hver to vindere.


Duca Di Como og Sandro De Paiva. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com
Duca Di Como og Sandro De Paiva. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com (Arkiv).

Cathrine Erichsen ser ud til at have sit bedste og bredeste 3-årshold nogensinde, og det var også i opgørene for den klassiske årgang, at hun igen slog til med to overbevisende triumfer.

Clodovil-sønnen Duca Di Como, der aflagde sin maidentitel med syv længder på sandbanen den 26. april, blev i sit livs kun anden start kastet for løverne i Emirates 3-årsløp over 1600 meter græs. Men løverne blev tæmmet, og med Sandro De Paiva på ryggen førte Duca Di Como fra start mål og vandt overlegent med små tre længder foran Wido Neuroths duo Buddy Bob og Jet Pilot.

Først på fjerdepladsen fulgte Niels Petersens knebne favorit Nordic Defense foran staldveninden Fingerprints, mens vinderens to staldkammerater, Ticano og Marrington Twist, sluttede uden for præmierækken.

“Jeg må indrømme, at det så ret godt ud i dag. Nu går vi planmæssigt imod Norsk 2000 Guineas i slutningen af juni”, sagde Cathrine Erichsen efter opvisningen. Duca Di Como blev købt for 42,000 euro igennem Peter og Ross Doyle på Goresbridge Breeze Up Sale i fjor, og han må nu formodes at være den bedste hjemmebanechance i  Norsk 2000 Guineas.


Senere på dagen vandt Erichsen og De Paiva også Skandinavisk 3-års Mesterskap med svenskopdrættede Fast And Furious (Philomatheia), der spurtede bedst af alle i opløbet og vandt med halvanden længde foran Are Hyldmos godt afsluttende Crossroad Blues, mens Wido Neuroths duo Appel La Légende og Delacour tog tredje- og fjerdepladsen før Theatricals Oscar.

Her var der 100.000 norske kroner i førstepræmie til Fast And Furious, der ikke havde vundet i sine første seks karrierestarter, men til gengæld kom han fra et beviseligt stærkt maidenopgør på Jägersro, hvor han var slået med 13 længder til fjerdepladsen af Gemstone. Et løb, som sidenhen har produceret flere gode vindere på de skandinaviske baner.


Our Last Summer/Rafael Schistl. Foto: Roger Svalsrød, Hesteguiden.com
Our Last Summer og Rafael Schistl. Foto: Roger Svalsrød, Hesteguiden.com (Arkiv, 17. mai 2016)

Det blev også en stor Nationaldag for træner Niels Petersen og ejer Nils Petter Gill. Den første triumf kom i hus, da Rafael Schistl førte fra start til mål på ryggen af forrige års norske 2000 Guineas- og Derby-vinder Our Last Summer.

Zamindar-sønnen startede for anden gang siden han blev kastreret i fjor, og han viste sig tilbage til fordums styrke med en magtdemonstration over de 2160 meter. Han vandt legende let med syv længder foran Tam O’Final og Gideon, som han henholdsvis gav otte og to kilo.

Our Last Summer vandt i øvrigt også på Nationaldagen som 3-årig, også dengang med Rafael Schistl i bøjlerne.

Our Last Summer var også meldt i mandagens Pramms Memorial på Jägersro, men Petersen valgte i stedet denne opgave på græsset.

“Det passede bedre med den plan vi har lagt for ham, og næste gang går han mod Stockholms Stora Pris på Bro Park”, sagde den tilfredse træner, som allerede i løbet efter var tilbage i vindercirklen sammen med Gill.

Denne gang var det fantomhoppen Icecapada, der for andet år i træk hjemtog Fam. E Nagell-Erichsens Hoppeløp under Carlos Lopez.

Icecadapa havde kun Appelina bag sig undervejs i opgøret, som foregik i meget lavt tempo med sidste års Derbyvinder High As A Kite i front før Elektra Art og Speciale Di Giorno.

Ind på opløbet viste Icecapada og Appelina hurtigt fremme og trak fra de øvrige ned gennem det lige. De to hopper kæmpede indædt til målstregen, men Icecapada havde hele tiden en lille fordel og sejrede til slut med en halv længde. På tredjepladsen fulgte netop High As A Kite foran Speciale Di Giorno og Elektra Art.

Førstepræmien var 125.000 kroner værd for Icecapada, der ligesom Our Last Summer har engagement i Stockholms Stora Pris (Gr.3), men Petersen kan også vælge hoppernes Bloomers’ Vase (L) samme dag.


Resultater: Øvrevoll, torsdag 17. maj.

Repriser: Øvrevoll, torsdag 17. maj.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top