Torsdag aften rides det traditionsbundne Stall EOS Hoppeløp på Øvrevoll. Tidligere har opgøret båret navnene Peugeot Pokalløp for Hopper og senest Erik O Steens Memorial, og vinderne har gennem tiden haft navne som Kutbeya, Romola, Shaisa, La Petite Chinoise, Miss The Boat, La Zona og Icecapada.

Stall Perlen har tidligere vundet opgøret med førnævnte La Zona (Singspiel), samt med Angel Love (Pivotal), Sea Lodge (Sea The Stars) og senest i 2024 med Thunder Sea (Night Of Thunder).
Netop Thunder Sea er med igen i år, og nu hvor løbet er omdannet til et handicap, skal hun give mellem syv og 10 kilo til sine fire konkurrenter, som også tæller sidste års vinder, Caroline Malmborg-trænede Chamori (Exceed And Excel).
Thunder Sea rides af Oliver Wilson og møder foruden Chamori også Annike Bye Hansens Oaks-vinder Mauna Queen (Inns Of Court), Silja Størens Carrara (Outstrip) og Bent Olsens Good To Go (Zoffany).
Førstepræmien i Stall EOS Hoppeløp er 80.000 norske kroner, og løbet rides som anden afdeling af torsdagens V65-spil.

Grundet Øvrevolls nuværende udfordringer med dele af græsbanen, afholdes der ingen løb gennem det ydre sving. Det bevirker, at det indre sving og kortere opløb tages i brug, og at distancen er ændret fra 2400 til 2460 meter.
Torsdagen indledes med et maidenløb over 1730 meter for den klassiske årgang, hvor tre af deltagerne opretholder engagement i Bucherer Dansk Derby den 1. august.
Niels Petersen sadler to af disse, Elkær Stutteris egenopdrættede debutant Jazz (Juniper Tree), og Stald Sottos Japan-søn Konnichiwa, som var anden i sin debut bag Jan-Erik Neuroths Matilda (White Soxs).
Netop Jan-Erik Neuroth har den tredje Derbyaspirant, Stall Perlens egenopdrættede Blushing Zone (Appel Au Maitre).


























