fbpx

Tom Klampenborg-stald ryddes for bakterier

Der er aktuelt tomt i stalden hos Klampenborg-træner Bettina Andersen. ”Vi er i færd med at friske den fuldstændig op”, fortæller Bettina Andersen.


“Vi var plaget af sygdom det meste af sæsonen, så noget må gøres, og vi er nu halvvejs igennem processen”.

”Det bliver forhåbentlig dejligt for hestene at komme tilbage til en stald, hvor bakterierne er væk”, beretter Bettina Andersen. Træneren har sine heste opstaldet to steder i venteperioden.

”Nogle holder ferie hjemme hos os selv og andre på York Stutteri”, fortæller hun.

En af de hårdest ramte heste var 2-årige Juana. Den lovende hoppe startede karrieren med en dybt imponerende sejr på Klampenborg, fire længder klar af nærmeste vidne, Fru Hjuler.

Stald Rainbow-opdrættede Juana blev herefter spillet til næstfavorit i Skandinavisk Opdrætningsløb, Academy Award-datteren var helt ved siden af sig selv og sluttede i køen af heste udenfor præmierækken.

Træneren konstaterede sygdom hos hesten efter starten, og Juana fik herefter løbspause frem til Auktionsløbet. Men heller ikke her var hun sig selv og kom atter i mål som uplaceret.

Juana indleder 2016 med 71 i handicap. Et tal, som hun givetvis kan forbedre betragtligt når hun vender tilbage i en frisk udgave.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top