fbpx

Stærk Breeders’-optakt af Aperola

Marc Stotts første starthest i 2020 blev en vinder, da 4-årige Aperola akkurat holdt Eftiraath fra livet i Karl K. Pedersens Mindeløb på Fyn.


Aperola holder sig akkurat foran godt afsluttende Eftiraath i Karl K. Pedersens Mindeløb. Foto: Gorm Foto.

“Hun er en let hest at sætte op, og nu er hun hvor hun skal være til Breeders’ Cup på Klampenborg den 6. juni”, sagde Stott efter sejren i det traditionsrige mindeløb, hvor Stutteri Tousgaard blev belønnet med en førstepræmie på 25.000 kroner.

Aperola tog sin karrieres sjette sejr i 14 starter, og samtidig rundede hun en samlet præmiesum på 600.000 kroner.

Som 2-årig vandt hun både Produce Stakes i Klampenborg og Future Stars på Bro Park, og i fjor sejrede hun i Petit Prix og Provinsens 3- og 4-års Serie.

Træner Marc Stott og ejer Asbjørn Sørensen tager imod Aperola og Oliver Wilson. Foto: Gorm Foto.

Appel Au Maitre-datteren er opdrættet af Stutteri Outback og første afkom ud af den ustartede Siyouni-datter Eko Palace Bay – en halvsøster til bl.a. St. Leger- og Breeders’-vinderen Steinway.

Bag Aperola og Eftiraath fulgte favoritten Mr Gunpowder med Ventuari og Lemon som de sidste præmietagere. (Reprise).


Rockabye tager karrierens første sejr under Oliver Wilson. Foto: Gorm Foto.

I bøjlerne på vindende Aperola stod Oliver Wilson, der forinden også havde vundet med Sarah Hornstrups 4-årige Rockabye (Air Chief Marshal). (Reprise).


Udvendige Borodino vinder årets første løb på Fyens Væddeløbsbane. Foto: Gorm Foto.

Årets første vinder i Odense blev Jørgen og Le Tølbølls 10-årige Borodino (Strategic Prince), som i absolut sidste galopspring fangede Redcoat (Appel Au Maitre). (Reprise).


3-årige Schumli besejrer ældre heste i sin første start for Ann-Charlotte Wedsgaard. Foto: Gorm Foto.

Det 1800 meter lange Silverstone Handicap blev vundet af Ann-Charlotte Wedsgaards nye import Schumli (Swiss Spirit), der kom til Nordjylland i starten af året efter at være blevet handlet for 1.500 pund på Goffs UK January Sale.

Schumli startede hele 14 gange som 2-årig og vandt en enkelt gang, mens hun allerede havde startet to gange i starten af januar før Stald Søndervang overtog hende. Marcos Robaldo var i sadlen på den 3-årige hoppe. (Reprise).


Stratego og Susanne Lyseng. Foto: Gorm Foto.

Det blev til endnu en sejr til Nordjylland i form af Keld Chr. Karlsens 4-årige hoppe Stratego (Go Go Gadget), der under lærling Susanne Lyseng besejrede Daurehøj Carlras/Maikel Narvaez med hals og tog karrierens tredje sejr i 14 starter. (Reprise).


Resultater: Odense, torsdag 14. maj

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top