fbpx

Speedman kan afrunde stor sæson for Kaj Sørensen

Jydsk Væddeløbsbane sætter på lørdag punktum for den danske galopsæson med fem løb på programmet. ”Jeg er ret overbevist om, at vi gennemfører”, siger hjemmebanens Kaj Sørensen mandag aften.


Kaj Sørensen og Speedman. Foto: Burt Seeger.

”Banen er blød og der er da også lidt udfordringer, men ikke noget som skal bringe løbene i farezonen”.

Kaj Sørensen starter Produce Stakes-vinderen Speedman i Købmand Herman Salling – Den Jydske Vinterfavorit, og Søren Brun i Boutique Bolou Århus Store Handicap.

”Det e to chancer på samme plan, jeg kan ikke sige hvem der har størst mulighed for at vinde”, siger træneren, som oplever sin bedste sæson siden trænerstarten i 2015.

”Jeg klager ikke, men jeg lever altså heller ikke kun af galopsporten. Jeg har nogle forretninger ved siden af, ellers var jeg tæt på at dø af sult”.

Speedman vinder 2-åringernes Stayerprøve under Elione Chaves. Foto: Ole Hindby.

Kaj Sørensen har for første gang i karrieren fået præmier hjem for over 300.000 kroner i løbet af en sæson, ikke mindst takket være 2-årige Speedman, der i sommer vandt Produce Stakes på Klampenborg og i efteråret fulgte op med en let sejr i 2-åringernes Stayerprøve.

Inden lørdagens sæsonfinale har Go Go Gadget-sønnen tjent lidt over 208.000 kroner til sin ejerkreds som bl.a. består af opdrætteren Stutteri Poulsensminde.

Formstærke Ian Archer gæster også i denne uge Aarhus. Han er på solotur med Storm Wind, som ikke nåede at starte i lørdags i Klampenborg, da løbene blev aflyst inden hesten skulle på banen.

”Jeg fatter ærlig talt ikke hvorfor løbene ikke blev gennemført. Der var nogle ryttere som ikke ville ride, men flere øvrige stillede gerne op. Det er vel ikke rytterne, som bestemmer på en galopbane”, kommenterer Klampenborg-træneren.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top