fbpx

Special Quest pensioneret

I en alder af 22 år er den Gruppe-1-vindende avlshingst, Special Quest (Rainbow Quest), blevet pensioneret. “Han stopper sin avlskarriere på grund af fertilitetsproblemer”, fortæller hingstens ejer, Berner Olsen, til GalopSport.


Special Quest.
Special Quest.

Special Quest havde en glorværdig løbskarriere bag sig, da han i første omgang indtog avlen i Chile.

Som 2-årig vandt han Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) i Paris, og efter et skift fra Criquette Head-Maarek i Frankrig til Richard Mandella i USA, sluttede han af med at vinde Millennium Mile Handicap (L) på Golden Gate i Californien.

I Chile blev Special Quest far til Gruppe-1-vinderne Tumaco og Paula’s Girl, samt en lang række øvrige Black Type-vindere.

Efter ankomsten til Berner Olsen fortsatte Special Quest med at producere storløbsvindere.

Blandt de fremgangsrige har været Daydream Believer, Harmonia, Sweety, Rockyto, All Quest og Special Grey.

De to sidstnævnte er Jyllandsløbsvindende helbrødre, som begge er opdrættet af netop Berner Olsen.


Foto: Lisa Lindbjerg.
Special Grey. Foto: Lisa Lindbjerg.

Special Quest nåede i alt at blive far til mere end 100 vindere, og selv om han ikke kommer til at bedække flere hopper, vil man fortsat se hans afkom på de skandinaviske baner mange år endnu.

Igen i fjor stod Special Quest bag én af årgangens bedste 2-årige hopper, The Danish Girl, og i 2017 er han repræsenteret ved syv 2-årige individer – heriblandt søskende til både The Danish Girl og andre topnavne som Blue Mary, Lady Clementine og Half Dane.

The Danish Girl/Dayverson De Barros. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
The Danish Girl. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Special Quest fik kun et enkelt afkom i 2016, og det blev dermed også hans sidste”, afrunder Berner Olsen med henvisning til en unavngiven hingst ud af den tidligere 2-årsdronning Lois Lane (Academy Award).

Selv med Special Quest pensioneret råder Berner Olsen fortsat over to aktive fuldblodshingste på Kallehavegården i Ringsted – Danzig-sønnen Primatico og Galileo-sønnen Kahyl.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top