fbpx

Spændende avlsemner købt til Danmark

Der er blevet handlet flere spændende avlsemner til Danmark i den seneste tid. Stutteri Thorskovgaard har sammen med Klaus Pagh erhvervet sig den 7-årige hingst Dexterity, som skal erstatte afdøde Assasy som avlshingst på det fremgangsrige jyske stutteri.


Dexterity havde en flot løbskarriere, hvor det bl.a. blev til en Listed-sejr i Nantes, men det er især hingstens afstamning der er værd at bide mærke i.

Dexterity er efter den internationale champion Kingmambo og morfaderen er Diesis.

Moderen Diese er halvsøster til flere Gruppe-vindere, heriblandt fantastiske Xaar, der som 2-årig vandt både Dewhurst Stakes, Prix de la Salamandre (Gr.1) og var anden i Prix Morny (Gr.1).

Dexterity er endvidere selv halvbror til Gruppe-vindere, heriblandt Senure, der triumferede i både United Nations Handicap (Gr.1), Hirsh Memorial Turf Championship (Gr.1) og Fatness Handicap (Gr.3).

Prisen for Dexterity var 32.000 euro.

Også Stald Rainbow og York Stutteri har været på indkøb, og på July Sales i Newmarket har de to partnere erhvervet den bare 3-årige Hernando-datter Heritiere, ifolet ved Champion-mileren Domedriver.

Heritiere er selv ustartet, men ud af en virkelig stærk moderlinje.

Hendes egen mor Subjective er Listed-vinder og mor til fem vindere, mens andenmoderen Welsh Garden var Championhoppe som 2-årig i Irland.

I avlen har Welsh Garden produceret fjorten vindere ud af fjorten startende heste, heriblandt Gruppe-1-vinderen Molesnes og Gruppe-3-vinderen Celtic Heir.

Heritiere blev erhvervet for 26.000 guineas.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top