Stald Handshakes 6-årige Slava Ukraini, der gik ubesejret igennem sin 3-årssæson på de skandinaviske baner med sejr i bl.a. Dansk Derby, har endegyldigt afsluttet sin store karriere. “Efter et langvarigt genoptræningsforløb, hvor han var blevet erklæret helt frisk igen, pådrog han sig i fredags en ny skade. Nu skal han i stedet få lov til at nyde sit otium”, fortæller hingstens delejer Tom Glæsner Larsen tirsdag aften til GalopSport.

Slava Ukraini havde ikke startet siden den 8. september 2024, hvor han vandt Breeders’ Trophy Mile over 1600 meter på Bro Park.
Det var Moohaajim-sønnens fjerde triumf i Breeders’-sammenhæng, idet han forinden også havde vundet Breeders’ Trophy Classic og Breeders’ Prize Classic som 3-årig, samt Dansk Breeders’ Cup som 4-årig.

Allerede som 2-årig viste Slava Ukraini sit enorme talent, da han som en del af Niels Petersens satellit-stald på Klampenborg både vandt Dansk Galops Auktionsløb og Basnæsløb.
Dertil kom naturligvis sejren i 2023-udgaven af Dansk Derby på Klampenborg, samt Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park og Skandinavisk Mesterskap for 3-årige på Øvrevoll.
Imellem 2- og 3-årssæsonen var Slava Ukraini på vinterophold i Dubai, hvor han var placeret to gange i tre starter, og derefter vendte hjem og vandt fem løb på stribe i Skandinavien.

Mellem 3- og 4-årssæsonen var han igennem først et træningsophold i Chantilly, og derefter en tur til Saudiarabien, hvor han endte på niendepladsen i Saudi International Handicap.
To måneder senere sæsondebuterede han i Danish Jockey Club Cup Cup (L) på Klampenborg og var anden bag Good Fortune (Appel Au Maitre), inden det senere blev til de to nye Breeders’-triumfer.

Det er næsten to år siden vi senest så Slava Ukraini til start, men han har aldrig forladt Niels Petersens stald på Øvrevoll, og der var indtil i sidste uge god tro på, at det ville lykkes at få ham comeback-klar.
Hingsten var bl.a. anmeldt til Pokalløb (L) på Klampenborgs Derbydag.
“Slava Ukraini er en stor hest, i mere end én forstand, og han har givet os så sindssygt mange glæder. Vi kan ikke andet end takke ham for den store fornøjelse det har været at være en del af hans karriere”, siger Tom Glæsner Larsen og fortsætter:
“Vi går nu med tanker om at finde et godt hjem til ham, og der er enighed om, at han kan blive en rigtig fin ridehest. Hvis nogen har lyst, eller måske kender nogen, er de meget velkomne til at tage kontakt til mig eller Niels Petersen”.

Bag Stald Handshake står udover Tom Glæsner Larsen også Morten Buskop, Carsten Zink, Klaus Schmidt og Jakob Dalhoff.
Det var sidstnævnte, som er bosat i Ukraine, der fandt på at give den store, stærke, mørkebrune hingst sit opsigtsvækkende navn.
Slava Ukraini. Tak for oplevelserne.


























