fbpx

Slava Ukraini slog Maxmartin i Breeders’-gyser

Slava Ukraini var søndagens største favorit, men han måtte slide og strække sig til det yderste, før han akkurat kunne sætte næsen foran tapre Maxmartin i Breeders’ Trophy Classic. En sejr, som indbragte yderligere 827.778 svenske kronor på præmiekontoen.



Slava Ukraini (Moohaajim) lagde som ventet ud blandt de bageste i det 14 heste store felt, som desværre blev sendt af sted uden Søren Jensen-trænede Dunkerque (Appel Au Maitre), der blev bortvist fra start.

Rundt opløbssvinget var Slava Ukraini velgående udvendigt på konkurrenterne, og da Carlos Lopez fra den yderste position i opløbet gav sin hest marchordre, troede de fleste vel, at løbet reelt var afgjort.

Men Maria Anderssons fightervillige Maxmartin (Barocci) ville det anderledes, og under kraftig drivning af Oliver Wilson sloges hesten hele vejen til målstregen, hvor det unægteligt var svært at se hvem vinderen af Breeders’ Trophy Classic anno 2023 var.

Slava Ukraini og Carlos Lopez kæmper indædt mod Maxmartin og Oliver Wilson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Wilson og Lopez gav hinanden hånden efter målstregen og sagde tak for kampen, men først da begge ryttere havde fundet vej tilbage foran vinderområdet kunne sejrherren kåres.

Og han hedder Slava Ukraini.

3,5 længder bag de to forreste ankom vinderens staldkammerat Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre), hvorefter der var yderligere to længder til Sandie Kjærs Alakay (Wilshire Boulevard).

Slava Ukraini sætter akkurat næsen først på stregen foran Maxmartin. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Præmier var der også til Jessica Longs 2000 Guineas-vinder Bud (Moohaajim), Rikke Rohbach Bondes Jyllandsløbs-2’er Silverflame (Binary File) samt Ylva Brandts Breeders’ Trophy Classic Trial-vinder Edge Of Darkness (Juniper Tree).

Førstepræmien var 827.778 svenske kronor værd for den danske ejerkvintet i Stald Handshake, hvoraf en tredjedel var på plads på Bro Park.

Carsten Zink, Klaus Schmidt og Tom Glæsner Larsen kunne juble videre ovenpå Derbysejren i Klampenborg for lidt over en måned siden, mens Jakob Dalhoff fulgte med fra Ukraine og Morten Buskop fra Bjerringbro.

Carlos Lopez triumferer efter målfoto-afgørelsen i Breeders’ Trophy Classic. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Også Slava Ukrainis fynske opdrætter Lars Chr. Nielsen havde taget turen til Bro Park, hvor Moohaajim-sønnen i sommer også vandt Jockeyklubbens 2000 Guineas – og det var ligeledes foran Maxmartin og Cotton Eye Joe på de nærmeste pladser.

Det var andet år på stribe, at den danske Derbyvinder også hjemtog Breeders’ Trophy Classic, for i fjor hed vinderen Titannia (Appel Au Maitre).

Slava Ukraini og Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Slava Ukraini har nu indløbet 2.831.248 svenske kronor i karrierens 11 første starter, hvoraf de seks er endt med sejr. Samtlige hestens starter i Skandinavien i år er blevet vundet, efter han kom tilbage fra et succesrigt træningsophold i Dubai over vinteren.

Den danskopdrættede superstjernes meritliste tæller nu sejre i Dansk Galops Auktionsløb, Basnæsløb, Jockeyklubbens 2000 Guineas, Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer, The Macallan Dansk Derby og Breeders’ Trophy Classic.

Og sæsonen er ikke engang slut endnu. Slava Ukraini står selvfølgelig også meldt i Breeders’ Prize Classic på sin hjemmebane i Oslo om bare tre uger.

Slava Ukraini med tre femtedele af sin ejerkreds: Carsten Zink, Klaus Schmidt og Tom Larsen, samt træner Niels Petersen og opdrætter Lars Chr. Nielsen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top