Sir Randolph i Rainbowstables.com Opdrætningsløb

Det var meget tæt på at blive en ren storløbstrippel for Lennart Reuterskiöld Jr. og FredrikJohansson på Klampenborg, men i Rainbowstables.com Skandinavisk Opdrætningsløb måtte duoen dog bøje sig med kort hoved mod Søren Jensen-trænede Sir Randolph og Kim Andersen.


Fra start var det Calamity/Manuel Martinez der tog hånd om føringen, og denne gang var Sir Randolph langt bedre med end da han tabte starten senest. Rundt opløbssvinget kæmpede Sir Randolph sig ind på den førende, mens Half Dane også fik en perfekt indvendig rejse.

Ned gennem den lige strækning var det som de fleste havde forventet et “two-horse-race” mellem Sir Randolph og Half Dane, men i modsætning til da de to heste mødtes i debuten i midten af juni, kunne Sir Randolph til slut hjemtage sejren. Loire sluttede udvendigt fin af til tredjepladsen, halvanden længde bagved de to første, hvorefter der var fem længder til Me Legend og Elaine på de næste pladser.

Både Sir Randolph og Half Dane er efter championhingsten AcademyAward, mens tredjehesten Loire tilhører første årgang efter Kingmambo-sønnen Dexterity som her for første gang fik rigtigt fik markeret sig. Efter tre andenpladser på stribe var det endelige forløsningens stund for Sir Randolph, der her fik karrierens første sejr.


I sin mors fodspor

Sir Randolph er første afkom efter Cajun Cadet-hoppen La Sall, der selv var Klampenborgs 2-års Dronning i begyndelsen af det nye millennium. La Sall vandt både Skandinavisk Opdrætningsløb, Klampenborg Auktionsløb og Dansk Kriterium og var anden i Vinterfavoritternes Ærespræmie som 2-årig, inden en skade satte en kæp i hjulet for videre fremgange.

Sir Randolph er opdrættet på Stutteri Hjortebo, men ligesom La Sall er hingsten ejet af Mme Fernande, alias Karin Salling, der med tre sejre på samme dag havde en uforglemmelig søndag i Klampenborg.

“Dengang La Sall og Lady Clementine løb mod hinanden var det helt som en drøm. La Sall vandt de tre første storløb, og til sidst vandt Lady Clementine Vinterfavoritternes Ærespræmie foran La Sall. Sir Henry der vandt sit maidenløb i dag og Sir Randolph var faktisk Stutteri Hjortebos betaling for både La Sall og Lady Clementine, og det må jo siges at være fantastisk for os alle”, fortalte en strålende glad Karin Salling efter Sir Randolph sejr.

Sir Henry havde forinden startet dagen med at aflægge sin maidentitel i Zwicky 2-års Maiden Serien under jockey Lennart Hammer, der akkurat på stregen fik presset hesten foran længe førende Zaphir/Per-Anders Gråberg.

Karin Sallings tredje sejr på SOC-dagen kom i hus da Nicolaj Stott red Lady Mary først over stregen i Stig Holm Handicap over 1600 meter efter endnu en hård opløbskamp foran Vida Nova/Lennart Hammer og ActionTime/Jacob Johansen. Lady Mary er i øvrigt helsøster til La Sall, som igen er mor til Opdrætningsløbsvinderen Sir Randolph!

Seneste artikler

Scroll to Top