Søren Jensen og Kim Andersen havde atter engang hovedrollerne i Jyllandsløbsdagen på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, da duoen vandt to af dagens højdepunkter – Jydsk Champion Stakes og Ceres Jyllandsløb.

I Jydsk Champion Stakes red Kim Andersen svenskfødte Bazouka Apache til sejr efter hård kamp med Royal Engagement og Fastina.
Der var gode 50.000 kroner i førstepræmie til Bazouka Apaches ejer Torben Sinding.
I dagens absolutte hovedbegivenhed, Ceres Jyllandsløb over 2200 meter, red Kim Andersen den talentfulde hoppe Singita til en yderst overlegen sejr på godt otte længder foran overraskelsen Touch Wood/Bettina Wilson og Berlioz/Nicholas Cordrey.
Berlioz fik lagt et godt tempo på løbet sammen med Midnight Princess, men da feltet ramte opløbet for anden gang afgjorde Kim Andersen løbet på et kort øjeblik med Singita, som strøg væk fra sine konkurrenter og siden legende let cantrede fra de øvrige og snuppede førstepræmiens 126.000 kroner.
Singita ejes af Elkær Stutteri, der trods mange års succes inden for galopsporten aldrig tidligere havde vundet Jyllandsløbet.
Den næste opgave for Singita bliver Dansk Derby søndag den 29. juni, og denne opgave er Kim Andersen sikker på at Singita nok skal blande sig i.
“Hun går et forrygende løb i dag, selv om hun ikke engang er på toppen endnu. Hun kan fortsat nå at forbedre sig endnu mere inden Dansk Derby, og her vil jeg ikke blive overrasket hvis hun stryger helt til tops”, udtalte Kim Andersen efter løbet.
Netop Kim Andersen står også over for valget mellem netop Singita og norske Lights Out, som skuffende måtte se sig slået til andenpladsen bag Luxorline i Derby Trial Stakes i fredags.
Form 80 Petit Prix over 1550 meter resulterede i en flot sejr til Brian Wilson-trænede Bossa Nova, der med Bettina Wilson i bøjlerne let kunne afgøre løbet indvendigt foran Polaris/Nicholas Cordrey og Touch Of Dubai/Sara Slot.
Løbets totalisatorfavorit Hå Te Hå kom ind på en skuffende femteplads, men efterfølgende rapporter lød på at hoppen havde fået nyreslag under løbet, hvilket muligvis kan være forklaringen på den svage præstation.
I Jydsk Champion Sprint vandt Stall Lambadas Flaming Ember med Dina Danekilde i sadlen foran en godt afsluttende All That Jaz/Bettina Wilson, mens Callahan/Kim Andersen sluttede et stykke efter på tredjepladsen.
Sejren indbragte Flaming Embers ejer Sten Thynell 13.500 kroner.
Der blev samlet omsat for mere end 1 million kroner på Jyllandsløbsdagen, hvilket var klar fremgang i forhold til sidste år, og Jydsk Væddeløbsbane i Århus må være meget tilfredse med årets meeting der bød på rigtig fine felter og flot sport.

























