Simian bedst i Rosengårdlöpning

I søndags fejrede Stall EOS og Wido Neuroth en klassisk triumf i Capinordic Dansk Oaks, og blot to dage senere fik teamet endnu en storløbssejr, da Simian afgjorde Rosengårdlöpning over 1200 meter på Jägersro.


Okawango-sønnen vandt med trænersønnen Jan-Erik Neuroth efter kamp med ligeledes norske Hansinger/Manuel Santos, mens Bent Olsens storfavorit Master Chef/Jacob Johansen denne gang måtte tage til takke med tredjepladsen under Jacob Johansen.

Der var 139.000 kroner i førstepræmie til Simian, der både er ejet og opdrættet af Stall EOS og halvbror til Solvana som selv vandt netop Rosengårdlöpning tilbage i 2005. Det var Simians tredje sejr på stribe, efter han i august vandt Sofierolöpning over 1750 meter på Jägersro og senest også SM Sprinters mod ældre heste på Täby.


Tak til Smmering

Simians mor Simmering, der var efter Mas Media og halvsøster til Bechmann Racings topsprinter og nuværende avlshingst Hot Run, opnåede selv tre sejr og to andenpladser i fem starter som 2-årig i England, inden hun kom til Norge og gjorde rent bord sine fem første starter som 3-årig med bl.a. sejr i Norsk 1000 Guineas. Hun blev senere også storløbsvinder i Tyskland, inden hun gik i avlen for Stall EOS.

Den fremragende hoppes samtlige syv startende afkom er vindere, og hun har stort set ikke leveret andet end topheste med millionærerne Kalle og Solvana som de hidtil bedste, men både 4-årige Simano og 3-årige Simian ligner heste der meget vel også kan vokse en ekstra klasse.

Simmering nåede inden sin bortgang som 17-årig i 2007 at producere endnu et afkom i form af 1-årige Silmaris efter Gruppe-1-vinderen Slickly, og det er altså en hoppe vi kan forvente at se på banen til næste år.


Hongkong Legend og Sydney uplaceret

De to øvrige dansktrænede heste i opgøret, Master Kids staldkammerat Hongkong Legend og 1000 Guineas-vinderen Sydney, sluttede begge uplaceret i Rosengårdlöpning.

Bent Olsen kunne dog slutte aftenen af med sejr i dagens sidste opgør, Niniski-Löpning over 2200 meter, hvor Stall Incos Montgomery/Jacob Johansen let med halvanden længde henviste Shadows Fall/Manuel Santos til andenpladsen.

Netop Stall Inco stod i lørdags bag to af den danske åringsauktions sværvægtere, to hingste efter Soviet Star og Academy Award til henholdsvis 150.000 og 200.000 kroner. Begge disse går senere i træning hos Bent Olsen.

Seneste artikler

Scroll to Top