fbpx

Silverstone dobbelt Oaks-vinder

For anden gang i trænerkarrieren leverede Bent Olsen en dansk/norsk Oaks-double, da Silverstone onsdag eftermiddag emulerede Elektra Arts præstation fra efteråret 2016.


Silverstone og Elione Chaves på vej mod en overlegen sejr i Norsk Oaks. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com

Det blev samtidig Bent Olsens fjerde klassiske triumf i 2019 og den ottende klassiske sejr ud af 14 mulige, der er endt på danske hænder i denne sæson.

Under Elione Chaves førte Kjeldsbjerggaards skimle hoppe Silverstone (Pistachio) hver en meter af Norsk Oaks, og hun vandt til slut overlegent med fem længders afstand til Wido Neuroths Beau Nuage (Mukhadram) og Vanja Sandrups Powerpoint (Juniper Tree).

På fjerdepladsen vinderens staldveninde Meringue (Battle Of Marengo), mens Niels Petersens Love Of Course (Verrazano) tog den sidste præmie.

Silverstone med sin ejer Laila Jeppesen og træner Bent Olsen efter sejren i Norsk Oaks. Foto: Øvrevoll.

Silverstone var spillet til favorit i 25:10 og bogførte sin karrieres femte sejr i 15 starter.

Præmien var 150.000 norske kroner for den nu dobbelte klassiske vinder, hvis mor Loquita (Final Appearance) selv vandt Dansk Oaks.

Silverstone er opdrættet af Bechmann Racing og sørgede for, at dansk opdræt nu har vundet åbne klassiske løb i alle tre skandinaviske lande i 2019.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top