fbpx

Seneschal til start i Langer Hamburger (L) på onsdag

Der bliver norsk deltagelse i Hamborg på onsdag, hvor Stall EOS og Jan-Erik Neuroths Appel Au Maitre-søn Seneschal kommer ud i stayerløbet Langer Hamburger over 3200 meter. Til gengæld starter hverken Good Fortune eller Hard One To Please syd for grænsen.


Seneschal ses herover ved en af sine to sejre i Kapps Stora Pris. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Seneschal får Neuroths førstejockey Sandro De Paiva i bøjlerne på onsdag, og parret møder fem konkurrenter i kampen om førstepræmiens 15.000 euro.

Den 7-årige vallak, som tidligere både har vundet Svenskt og Norsk St. Leger, kommer fra en fjerdeplads i Oslo Cup (L) bag staldkammeraten Ami De Vega (Lope De Vega), og turen til Tyskland bliver hans første siden forsøget i Hoppegartens Altano-Rennen (L) i april 2022.

Hér sluttede Seneschal næstsidst, men da var der også tale om sæsondebut, og Seneschal har historisk set haft brug for at løbe sig i form.

Langer Hamburger (L) rides onsdag aften kl. 19:41.

Se startlisten hér.


Torsdag aften rides Gruppe-3-opgøret Grosser Preis von Hamburg over 2000 meter, og hér var både Søren Jensens Good Fortune (Appel Au Maitre) og Annike Bye Hansens Hard One To Please (Fast Company) forhåndsanmeldt.

Ingen af hestene var dog at finde på den endelige liste mandag morgen.

“Vi vurderede i sidste ende, at det ville blive for svær en opgave for Good Fortune, som skulle give vægt til flere konkurrenter som handicapmæssigt stod godt oppe i 90’erne. Nu bliver vi i stedet hjemme og forbereder os til Pokalløb på den danske Derbydag om en måneds tid. Det er muligt, at han får en start på sin hjemmebane inden da, men det ligger ikke fast endnu”, fortæller Søren Jensen til GalopSport.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top