fbpx

Seks potentielle 2-årsstjerner til start i The Heatherwold Cup

De seneste syv udgaver af det prestigetunge norske 2-årsløb The Heatherwold Cup er blevet delt mellem Wido Neuroth og Niels Petersen. For førstnævntes vedkommende er stafetten givet videre til sønnen Jan-Erik, og i år dyster de mod en ny stormagt – med efternavnet Bling.


Elkær Stutteris Grey Tycoon vandt på den danske Derbydag uhyre overlegent Boutique Bolou 2-års Maidenserien foran den senere maidenvinder Sov Gott. Foto: Burt Seeger.

Siden 2017 har Niels Petersen vundet The Heatherwold Cup fire gange med Fingerprints (Footstepsinthesand), Privilegiado (Sea The Moon), Herewegodandy (Dandy Man) og Lord Mountbatten (Connect).

Førstnævnte var ejet af Elkær Stutteri, som også står bag den ene af Petersens to chancer på torsdag, nemlig Dark Angel-sønnen Grey Tycoon, som efter en tredjeplads i debuten bag den senere Amacita-vinder Crystal Love (Oasis Dream) vandt overlegent på Klampenborgs Derbydag.

Formen fra begge Grey Tycoons løb har udviklet sig fornemt, og der er foreløbig kommet to gode vindere ud af maidenopgøret på Klampenborg i form af Lea Olsens duo Sov Gott (Appel Au Maitre) og Sisi (Wentworth).

Carlos Lopez har valgt Grey Tycoon, hvilket giver Elione Chaves muligheden i bøjlerne på Petersens Be Curious (U S Navy Flag), som aflagde maidentitlen i sin anden start.

2-årige Be Curious vandt sin anden start på Øvrevoll foran Katsumoto. Foto: Hesteguiden.com.

Jan-Erik Neuroth har meget at leve op til i Heatherwold-sammenhæng, idet hans far i det nye millennium har sadlet ikke mindre end 13 vindere af løbet.

Nu sætter Jan-Erik sin lid til Stall Destinys Katsumoto (Le Havre), som i sin debut over 1370 meter sluttede anden på halvanden længdes afstand bag førnævnte Be Curious.

Petersen og Neuroth står således for halvdelen af de seks heste store felt. Den anden halvdel sadles af Silja Støren og ejes af Bling Enterprise.

Supernova Bling var anden bag Crystal Love i sin debut, og sluttede foran indvendige Grey Tycoon. Foto: Hesteguiden.com.

Trioen hedder Icon Bling (Lope De Vega), Domdiggida Bling (Havana Grey) og Supernova Bling (Starspangledbanner). Førstejockey Manuel Martinez rider sidstnævnte, hvilket giver chancen på de to øvrige til Maikel Narvaez Bravo og Ulrika Holmquist.

The Heatherwold Cup rides som torsdagens første løb på Øvrevoll, med start kl. 17:50.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top