fbpx

“Sejr i mere end hver tredje start er helt utroligt”

Jägersros Hans-Inge Larsen har hidtil i år sadlet 11 vindere ud af 32 startheste, og på søndag sender han to gode sejrschancer ud på Bro Park.


Hans-Inge Larsen tager imod Elione Chaves og Moon Idol. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Hans-Inge Larsen med Elione Chaves og Moon Idol efter sejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Det er gået helt forrygende. Sejr i mere end hver tredje start er helt utroligt, og det er klart, at vi nyder det”, siger Hans-Inge fredag morgen til GalopSport, der forsøger sig med Crafty Exit i Guldhandicap og Moon Idol i Bronshandicap.

”Crafty Exit har nu to løb i kroppen i år. Han er ude i et opgør med kun fem heste, og det kan blive et falsk løb. Hesten er bedst når den kan gemme speeden til sidst, og med den rette rejse bør han være med i afgørelsen, antager Hans Inge Larsen og fortsætter:

”Moon Idol har endnu ikke tabt for mig. Han kostede mange penge som Breeze Up-hest, men fungerede ikke”.

“Han startede blot en enkelt gang som 2-årig, og løb slet ikke sidste år. Jeg fik ham tilbudt fra Irland som chancehest og tog chancen og købte. Nu har han vundet to billige løb, og skal en smule op til bevis i forsvar af sit nye tal på 66”.

“Begge hans sejre er er vundet med et par længder, og jeg må tro på lidt chance, men synes bestemt ikke at det er nogen storfavorit i løbet. Han døjer fortsat med allergiproblemer, men det går dog heldigvis fremad.

Hans-Inge Larsens opsigtsvækkende resultater har ikke givet nye kunder til stalden.

”Som jeg har udtalt tidligere til jer, så spiller det ingen rolle hvor mange løb jeg vinder. Der kommer ganske enkelt ikke nye kunder til os. Vi må klare  os med det vi har, og det er jo gået fortræffeligt i år. Jeg havde aldrig drømt om det her, at vinde løb i hver tredje start over så lang en periode”.

Svenskeren er ikke til start på Klampenborg i morgen.

”Jeg har været derovre to gange i år, og har vundet løb ved begge lejligheder med Mr Oban. Jeg har nogle heste, som er klart bedst på græs, og de skal nok dukke op”, afslutter Hans Inge Larsen, som aktuelt har 17 heste i træning.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top