Seelands forløsning!

Da Stald Seeland i 1997 købte den fukse amerikanske Trempolino-søn Seeland, var det med henblik på at få en hest der kunne være med blandt de bedste i Skandinavien.

Hesten kom i træning hos Søren Jensen, og de første starter som 2-åring virkede også meget lovende. Seeland vandt let sin første start på Klampenborg og fulgte siden op med en tredjeplads i The Heatherwold Cup bag Valley Chapel på Øvrevoll.

I Vinterfavoritternes Ærespræmie blev Seeland kun overgået af Castle Queen, og herefter var han blandt de allervarmeste kandidater til det de klassiske løb i 1999.

Men 1999 gik hen og blev et meget skuffende år for kredsen omkring den fantastisk godt trukne hest, som gang på gang skuffede sine mange tilhængere og i sine i alt syv starter kun formåede at vinde en enkelt gang.

I år fortsatte nedturen for Seeland, der i sine første 8 starter bare havde en andenplads som bedste resultat. Handicaptallet var også dalet fra 75 til 67, hvilket medførte at han kom ind i lørdagens hovedbegivenhed på Klampenborg, Margrethe Trocks Ærespræmie over 1400 meter, med bare 54 kilo.

Og netop denne dag, hvor Seeland var den mindst afkrydsede hest på spillernes V5-kuponer, havde den evnerige hest det “rigtige hoved på”, og under Louise Malmberg vandt han en sikker sejr foran Relate/Kim Andersen og Habitus/Nicholas Cordrey.

Louise Malmberg havde Seeland velplaceret undervejs, og fra det udvendige startspor trak ekvipagen til angreb yderst i banen.

I midten havde Kim Andersen guidet Relate helt frem til kort føring, men Seeland kæmpede bravt og kunne med 100 meter igen gå sikkert forbi til første årssejr for både hest og rytter.

Der var 30.000 kroner i førstepræmie i Margrethe Trocks Ærespræmie, som er blevet afviklet siden 1996 for at ære en af Klampenborgs trofaste væddeløbsfamilier – familien Trock har haft heste siden Klampenborg Galopbanes åbning i 1912 – en bedrift, som ikke ses mange andre steder i hele verden.


Miss Lovely – en dejlig 2-årig

Dagens løb for de 2-årige maidens, Mobilix Wanadoo Ærespræmie over 1400 meter, var efter afbud fra favoritten Monsieur Et Toi en ren walk-over for Søren Jensens dejlige brune hoppe Miss Lovely, som under Kim Andersen styrede begivenhederne fra start til mål og til sidst vandt totalt overlegent med næsten 10 længder ned til Sisus/Mark Larsen på andenpladsen.

Herefter fulgte Søren Jensens anden deltager, Desert Spring/Jacob Johansen foran Flanagan og Blue Jasmin.

Efter en start på karrieren med to andenpladser var det også mere end fortjent, at Miss Lovely fik sin første sejr, og der sigtes nu efter Norsk Kriterium på søndag.

Miss Lovely er ejet af Stutteri Skovmarken, som har købt hende fra England. Hun er efter Magic Ring – Miss Loving v. Northfields og dermed utrolig sprintertrukket.

Magic Ring har ikke mange startende afkom i Danmark, men med til de bedste hører dette års vinder af Larch Ærespræmie, Magic Wind, som jo også viste utrolig hurtighed som 2-åring.


Kim Andersen x 2

Kim Andersen fulgte op på Miss Lovelys sejr ved at vinde på ryggen af Lions Itchiban i Mobilix Mayday Ærespræmie efter føring fra start til mål.

Lions Itchiban vandt hele fire løb i fjor, og hans handicaptal var vel lige kommet en tand for højt op til at han skulle kunne fortsætte sejrsstimen.

Men efter flere mindre gode præstationer de seneste måneder var Lions Itchiban igen i hopla og kunne på distancen 2400 meter altså meget let henvise Alex/Mark Larsen til andenpladsen, mens Zoomood spurtede stærkt til tredjepladsen før udvendige Midnight Magic.

Lions Itchiban trænes af Anne Nimand Jansen og ejes af Stald Monbrison.


Mobilgiganten Mobilix

Som det fremgår af løbenes navne, var det igen telefongiganten Mobilix, der sponserede løbsdagen. Og Mobilix fik lov til at lægge navn til tre meget åbne afdelinger af V5.

Den første, Mobilix Modus Ærespræmie over 1800 meter gav sejr til Maria Perssons Two Terms Friend, som for tredje gang i træk på Klampenborg vandt for Luis Villarroel. Efter et afventende ridt på bagsiden trak Villarroel sin hest til angreb udvendigt og passerede tidligt i opløbet den førende Moneypenny.

Flere af de på bagsiden førende heste faldt tidligt fra i opløbet, og i stedet fik Nicholas Cordrey gang i Shabaash, mens Susanne Malmborgs Ifrisco Sacc også viste sig med en sen spurt. Ingen kunne dog true Two Terms Friend, der vandt med næsten 5 længder ned til Shabaash og Ifrisco Sacc.

Herefter fulgte Palish og Music Media. Det blev altså 3-dobbelt sejr til de svenske amatørtrænere, som virkelig får noget ud af at starte deres heste på Klampenborg.

Selv om Two Terms Friend ikke leverede den store overraskelse ved at vinde, så var der til gengæld ikke mange der havde troet på Counterfeits chance i Mobilix Erhvervsaftale Ærespræmie for de 3-årige og ældre heste.

I stedet var Flemming Poulsens Gt Dano Mast stor favorit, men efter langvarige skader og uden optimal træning var den 3-årige vallak aldrig i nærheden af sejren.

Fernando Diaz havde Men First hurtigt af sted og førte med et par længder ind på opløbsstrækningen. Her satte Jacob Johansen gang i endnu urutinerede Noveau som kom vældig stærkt frem, men der var absolut intet at gøre da først Counterfeit blev skudt af midt i banen af Colin Halpin.

Noveau beholdt andenpladsen før Men First og Absolutely Certain, mens Gt Dano Mast fik den sidste præmie. Counterfeit gjorde karrierens bare anden start og viste, at han også er mand for større opgaver. Han er faldet efter fantastiske In The Wings og Bogus John, opdrættet i Irland, ejet af Hb Bornslätt og trænet af Lars Göransson.

Larissa Tandari vandt sin anden årssejr på Klampenborg, da hun på ryggen af Øllegård Gren-trænede Sarastro efter hård kamp henviste den længe førende Olympic Line/Sara Slot til andenpladsen.

Sir Edwin blev tredje efter et uheldigt løb, hvor han mistede noget af aktionen kort inde i opløbet da det kneb med pladsen mellem Olympic Line og Sarastro.

I Amatør Trofæ Serien fik Elo Ervolder endnu en sejr i kampen om trænerchampionatet, da 5-årige Jasmin ganske enkelt vandt foran Square Dance og Gold Chance. Det var første sejr for amatørrytter Susanne Vittarp, der også til daglig rider ud for Elo Ervolder.


Godt, at spillerne har det svært

Selv om løbsdagen bød på bare syv løb, var det til gengæld med de største felter siden midten af 1998. Sværhedsgraden i spillet kunne også ses af, at der ikke blev fundet nogen rækker med 5 rigtige i V5.

Men det er nok også det der skal til for sporten herhjemme. Jo sværere det er at ramme, jo større chance er der også for, at det kun er én eller to personer der sidder tilbage med en kæmpe gevinst.

Klampenborg Galopbane har i år haft store udbetalinger i V5, og dette må også være med til at stimulere spillerne til at lave større V5-boner.

Hidtil er der gjort meget for at lave “overkommelige” felter, hvor der, hvis alt går efter bogen udbetales små præmier til en masse spillere – men i tider med milliongevinster i Lotto og skrabelodder, skal der mere til at lokke spillerne end “småpenge”.

Derfor er Klampenborg helt klart på vej i den rigtige retning nu, for før eller siden skal de store gevinster nok lokke nye spillere til.

Seneste artikler

Scroll to Top