Se op for Risky Lady

Der stod Bent Olsen på søndagens hovedbegivenhed for de 2-årige, men en anden Olsen havde tidligere på dagen et lige så bredt smil på læben, da Risky Lady vandt Zwicky 2-års Maiden Serien med mange længder.


Jan Olsen, der både er med-ejer og -opdrætter, samt træner af Take Risks-datteren Risky Lady, kunne stråle om kap med solen efter hoppens magtdemonstration over 1200 meter, hvor den klare forhåndsfavorit Sitano og rutinerede Benneweis aldrig fik lov at komme ind i legen og blev distanceret med mange længder ned gennem opløbet.

Manuel Santos tabte sin ene stigbøjle i starten, men efter den blev dirigeret på plads igen, skød Risky Lady frem til front og så sig aldrig tilbage. Hun sejrede til slut i den flotte tid 1.11,6, hvilket var godt halvandet sekund hurtigere end Sitano på andenpladsen.

Risky Lady er ud af hoppen Perle d’Or, som selv er søster til bl.a. Kriteriums-vinderen Belle De Crecy, og chancen ved at have sendt hoppen til bedækning i Frankrig ser ud til at have givet pote for Jan Olsen, der her har et fint klassisk emne til næste års 1000 Guineas.

Seneste artikler

Scroll to Top