Da Be My Chief-sønnen Marron debuterede med en legende let sejr i Petré Toddler’s Trophy over 1200 meter på Derby-Dag, lignede han absolut en oplagt kandidat til årets store opgør.
Formen fra løbet var også fin, idet senere storløbsvindere som Miss Saigon og Air Force Eleven, samtKriteriums-2’eren Cut Best var blandt de slagne. Men Marron formåede ikke selv at leve op til præstationen, og de efterfølgende starter resulterede i en femteplads i Skandinavisk Opdrætningsløb, fjerdepladser i både Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer og Klampenborg Auktionsløb, samt senest niendepladsen i Breeders’ Trophy Juvenile.
Den længste distance Marron endnu har løbet på er 1400 meter, og den store, langt galopperende vallak har nærmest skreget på flere meter under hovene. Han var senest hægtet helt af ind på opløbet i Breeders’Trophy Juvenile, men hentede mange længder i slutfasen og var til sidst kun otte længder bag vindende Ellicat.
Lørdag eftermiddag bringes Marron til start i Danmarks længste 2-årsløb, Basnæsløb over 1800 meter, og her kommer hesten for første gang ud over en distance der passer til hans fysik. “Marron holder stadigvæk topform og kommer for første gang i år ud over rette distance. Han er vant til hårdere modstand, og jeg tror på stor vinderchance”, udtaler trænerDesmond Scarlett til Klampenborgs baneprogram ‘Galoppen’.
Basnæs-feltet tæller kun seks deltagere og inkluderer bl.a Tempi, der i starten af august besejrede bl.a. Marron i Skandinavisk Opdrætningsløb. Tempi har dog heller ikke levet op til sin fornemme debut, og hoppen betragtes kun som en outsider i opgøret. Løbet rummer to øvrige vindere i Sportschau og Action Time, mens hverken Siparo eller Clauses Luna endnu har skåret målstregen først.
Begge hopper vil dog have fordel af den ekstra distance, og hvis Marron skuffer ser løbet helt åbent ud. “Men Marron skuffer ikke på lørdag, og han fortjener at gå på vinterferie med en god sejr”, slutter Scarlett, der har booket championats-sultne Kim Andersen til at forvalte Marrons chancer.