fbpx

“Sandie fik ham gratis”

Som GalopSport skrev tidligere i dag, har Klampenborg-træneren Sandie Kjær overtaget ejerskabet af Einsteins Folly – og det var ikke ligefrem nogen dyr hest.


Årets bedste opløb på Klampenborg! Einsteins Folly og Dina Danekilde vinder foran Maltho, The Kicker, Jubilance og Goldstep. De seks første heste kom i mål indenfor en enkelt længde. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Einsteins Folly (nærmest kameraet). Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Nej hun fik den gratis”, fortæller hestens nu forhenværende ejer, Bernt Dahl. Det har været en dyr fornøjelse for mig. Hesten har kapacitet til at løbe op mod enhver hest i Skandinavien, men han viser kun noget af sit sande jeg i glimt, fordi han har ondt”.

”Vi vidste godt, at han havde lidt problemer med en kode, da vi købte ham, men forventede at kunne få styr på det. Det lykkedes desværre ikke. Min hustru fik så ideen om, at tilbyde hesten til Sandie, for hestene har det helt fantastisk under hendes forhold”.

”Sandie kom herover og så Einsteins Folly, og hun var ellevild. Det vil glæde os meget, hvis hun får succes med ham, ligesom hun gjorde det med Alpacco”.

”Og lykkes det ikke som væddeløber, så er vi til gengæld sikre på, at Einsteins Folly bliver en pragtfuld ridehest – præcis som Stuart Little”, siger Bernt Dahl, som efterhånden savner en rigtig succeshistorie blandt sine løbsheste på fuldblodssiden.

”Det har ikke kørt min vej i galopsporten i et stykke tid. Jeg har nu kun fire heste tilbage i træning – to hos Bent Olsen, en hos Niels Petersen, og en i fransk træning”.

”Den ene hos Bent Olsen solgte jeg faktisk til ham på auktionen forrige år. Lang tid efter opdagede jeg rent tilfældigt, at Bent Olsen fortsat ejede hesten, og så besluttede jeg mig for at købe den tilbage, med en tredjedel til Niels Varming”.

Den omtalte hest er franskfødte French Warrior (Soldier Of Fortune).

Den 3-årige hest er endnu ustartet, akkurat som staldkammeraten Point Blank, som Bernt Dahl ejer sammen med Michael Stounberg.

Point Blank (Special Quest) har afdøde All Fair som mor, og hun er dermed lillesøster til væddeløbere med 16 sejre og 2.429.996 kroner, anført af Breeders’-vinderne Blue Mary og New York.


Men livet svinger i travsporten

Bernt Dahl har til gengæld succes indenfor travsporten.

Sammen med Michael Stounberg og Hjalte Kjems ejer han tre travheste i træning hos Lundens 27-dobbelte championtræner Steen Juul, og i trioen indgår Takethem, som kraftigt nærmer sig to millioner i præmiesum og som er storfavorit til titlen årets travhest i Danmark.

”Vi har haft en fantastisk oplevelse med Takethem. Vi er jo alle tre mere til galopsport end trav, men det ene udelukker ikke det andet”.

Takethem vandt som 3-årig det klassiske Dansk Trav Kriterium, men brækkede kort efter ned og startede overhovedet ikke i derbysæsonen. Heldigvis vendte ham tilbage i 2015 og står nu foran sin internationale ilddåb.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top