fbpx

Sæsonstart: Årets første anmeldelser til Klampenborg

Tirsdag formiddag blev der anmeldt til årets første løbsdag på Klampenborg. Trænerne forhåndsanmeldte 105 heste fordelt på premieredagens otte løb, heraf 17 i 3-års Drømmen og 21 i 3-års Maidenløbet.


Bettina Andersens 10-årige Sandtastic står bedst til blandt de forhåndsanmeldte i Tuborg Åbningsløb. Foto: Burt Seeger.

Hovedbegivenheden, Tuborg Åbningsløb over 1600 meter med 100.000 kroner i samlet præmiesum, tiltrak otte anmeldelser fra syv forskellige trænere.

Bettina Andersen-trænede Sandtastic (Footstepsinthesand) er med 90 den højest handicappede kandidat i det udskrevne opgør, og han står også matematisk bedst til før Flemming Poulsen-trænede Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) , Francisco Castros Civilon (Hallucinate) og Bent Olsens Nascetta (Dubawi).

Øvrige anmeldte i opgøret er Lea Olsens Sir Jeffrey (Hunter’s Light), Lennart J:r Reuterskiölds Tille In Action (Pastorius) og Sandie Kjærs duo Alakay (Wilshire Boulevard) og Bad Investment (Wilshire Boulevard).


3-årige Kis var dobbelt storløbsvinder i fjor. Nu er hun meldt i 3-års Drømmen, som kan blive en formafpudsning til Mowerinaløb. Foto: Burt Seeger.

I 3-års Drømmen over 1400 meter bliver der rift om startpladserne med 17 forhåndsanmeldte navne.

Højeste handicap har Bent Olsens Mowerina-kandidat Kis (Moohaajim), der i fjor både vandt Produce Stakes og Breeders’ Trophy Juvenile. Kis står bedst inde med sit tal på 77, efterfulgt af Lea Olsens Soft Gallery (Pistachio) og Maria Westmans Swedish Calypso (Frontiersman) på 75, samt Olsens Stig Holms Pokal-vinder Troja (Hard Spun) og Bettina Andersens A Lady’s Dream (Giant Sandman) – begge på 74.

Også i 3-års Maidenløb over samme distance bliver der mange om buddet med 21 anmeldte.

Her har Bent Olsen-trænede Napoleon (Al Shemali) det højeste tal på 72, efterfulgt af Bettina Andersens Lord Of Karthago (Hurricane Red) på 70. Listen rummer mange ustartede kandidater og ligeledes en del med rutine, men uden tal.

Der starterklæres til årets første løbsdag i Skandinavien på mandag den 8. april frem til kl. 9:30.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top