Sæsonen definitivt slut for Peas And Carrots

Træner Lars Kelp og hele kredsen omkring Derbyvinderen Peas And Carrots fik onsdag eftermiddag den frygtede bekræftelse på at Final Appearance-sønnen er ude i resten af sæsonen efter den skade han pådrog sig under et rutinearbejde tirsdag.


“PeasAnd Carrots er i dag blevet opereret på Helsingborg Dyrehospital for en fraktur i det venstre bagben, og hesten har fået indsat tre skruer i skinnebenet der hvis alt går vel kan fjernes igen om seks til otte uger”, beretter en tydeligt skuffet Lars Kelp til galopsport.dk onsdag aften. Operationen gik heldigvis uden komplikationer, og Peas And Carrots var hele tiden under tæt observation af Lars Kelps nære ven, amatørtræner Ulf Sjöholm, der kunne holde Kelp informeret om udviklingen undervejs.

“Der er mellem 80 og 90% chance for at hesten kommer sig uden varige mén, det står også klart at resten af sæsonen 2006 er slut for Peas And Carrots. Jeg er selvfølgelig utrolig ærgerlig, både på mine egne og Dr Zawawis vegne, men også for hele dansk galopsport der i Peas And Carrots så ud til at have fået den succeshistorie vi har sukket efter så længe”, fortsætter Kelp, der dermed må se drømmen om at vinde alle tre skandinaviske derbies med samme hest smuldre.

“Det her er en af mine største skuffelser, men jeg må se positivt på tingene og se frem til at Peas And Carrots kan vende tilbage til løbene næste år og forhåbentlig fortsætte hvor han slap i år”, slutter Klampenborg-træneren.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top