fbpx

Russel Baze slog Laffit Pincay Jr’s rekord

Fredag aften dansk tid skrev den 48-årige amerikaner Russel Baze sig ind i historiebøgerne som den mest sejrende jockey gennem tiderne.


Det skete da han på Bay Meadows red hesten Butterfly Belle først over stregen og blev noteret for sin karrieres vinder nummer 9.531 og dermed overtog titlen fra pensionerede Laffit Pincay Jr, der den 10. december 1999 selv rundede Bill Shoemakers tidligere rekord op 8.833 sejre.

Pincay Jr. var selv tilstede på banen som ligger i den californiske by San Mateo, og han havde fulgt Baze tæt den seneste uge hvor det til sidst kun var et spørgsmål om tid før han overtog rekorden. Baze havde vundet et enkelt løb både onsdag og torsdag, og efter fredagens sejr udtalte Pincay Jr. i den direkte TV-udsendelse fra Bay Meadows: “Det var utrolig vigtigt for mig at være her i dag, for Russel er en stor rytter. Han arbejder virkelig hårdt, han er på banen hver eneste dag, og det kræver både dedikation og evne at vinde så mange løb. Han fortjener at have rekorden, han fortjener at være nummer ét”.

Russel Baze har vundet mere end 400 løb i 11 af de sidste 14 sæsoner, 10 gange har han vundet “The Isaac Murphy Award” der gives til den amerikanske jockey med den højeste sejrsprocent i over 500 ridt, og i 2002 fik han overrakt The George Woolf Memorial Jockey Award for sit store sportsmanship og måden hvorpå han forvaltede hver eneste ridt optimalt, uanset klassen på løbet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top