Reventon fik i lørdags tildelt sejren i DM for 3-årige på Jydsk Væddeløbsbane efter at voldgiften havde deklasseret Maltho for trængning i opløbssvinget.
Dansk Galops direktør Peter Knudsen har nu vurderet sagen og finder ikke grundlag for at anke voldgiftens afgørelse.
“Af de optagelser af løbet, som blev vist på Racing Live, er det vanskeligt at se den omhandlede episode, men af optagelserne taget af Jydsk Væddeløbsbanes egne interne kameraer fremgår det, at Maltho i opløbssvinget generer Reventon”.
“Marc Stott forklarede jo også både på Racing Live og til voldgiften, at der efter hans mening kun var et halvt spor, og det red han efter. Dette sammenholdt med at der kun var meget kort afstand mellem hestene i mål gør, at jeg mener, at beslutningen, som Jydsk Væddeløbsbanes voldgift traf, er i overensstemmelse med Dansk Væddeløbsreglement og praksis på området”, forklarer Peter Knudsen.
Han tilføjer desuden, at formanden for Klampenborg Galopbanes voldgift Kim Dyhring har haft lejlighed til at se optagelserne og er enig i konklusionen.
























