Torsdagen bød på fire Lunch-løb på Jägersro, og her stod der Reuterskiöld på alt – Lennart Reuterskiöld Jr. og lillebror Fredrik sadlede nemlig hver to vindere.
Fredrik Reuterskiöld lagde ud med den 3-årige canadiskfødte Royal Academy-datter Royal Blue Shoe i Talangjakten over 1200 meter, der i hænderne på Nicholas Cordrey vandt med en sikker halv længde foran stærkt afsluttende Bestbyfar/Espen Ski og Seeking The Storm/Jose Luis Sanchez.
Fredrik Reuterskiöld fulgte op i det næste løb, hvor Sir Robin/Gustavo Solis forsvarede sig stærkt overfor Half Sadlers/Sara Slot og vandt Diomedlöpning over 1730 meter. De to heste havde langt ned til Fritz Zaid/Dina Danekilde og Soft Pearl/Anette Jarven på de næste pladser.
Dermed var dagens arbejde gjort for Fredrik Reuterskiöld, og han lod i stedet storebror Lennart Reuterskiöld Jr. tage over – først vandt Rocky Marciano Triumphserien over 1200 meter, og derefter var det Mr Rasmus der en smule mere overraskende besejrede Braeval/Teres Linden og Dream King i det afsluttende opgør. Begge Reuterskiöld Jr’s heste blev redet til sejr af Per-Anders Gråberg.