fbpx

RaceTime: Optakt til de klassiske løb i England

Hvem vinder de klassiske løb i England i år? Godolphins ubesejrede Native Trail (Oasis Dream) er storfavorit i 2000 Guineas og sæsondebuterer i onsdagens Craven Stakes, medens Camelot-sønnen, ligeledes ubesejrede Luxembourg, er øjeblikkets favorit til at vinde Epsom Derby, hvor Dronning Elizabeth med Reach For The Moon (Sea The Stars) også har chancen for endelig at få en derbysejr.


FIRE KLASSISKE LØB I ENGLAND PÅ GODT EN MÅNED.

Den 30. april løbes det første klassiske løb i England. 2000 Guineas i Newmarket. Og så går det hurtigt. Dagen efter er der 1000 Guineas – også i Newmarket. Den 3. juni er der Oaks og dagen derpå Derby, begge på Epsom. Kun Engelsk St. Leger afholdes om efteråret, den 10. september i Doncaster.

Craven Stakes (Gr.3), der er et vigtigt prøveløb forud for 2000 Guineas, rides allerede nu på onsdag den 13. april over 1600 meter i Newmarket.

Startlisten til Craven Stakes finder du hér.


Godolphins Native Trail i de kendte blå farver og med William Buick i sadlen vinder National Stakes (Gr.1) 2021 på The Curragh foran Point Lonsdale (Ryan Moore). Foto: Godolphin.

FORTSÆTTER NATIVE TRAIL SIN SEJRSRÆKKE?

Englands bedste 2-åring i 2021, Godolphins Native Trail (Oasis Dream), der var ubesejret i sine fire starter i fjor, har overvintret som storfavorit til 2000 Guineas, og han får sin med spænding ventede sæsondebut i netop Craven Stakes (Gr.3) mod seks konkurrenter.

Native Trail, der er efter Juddmontes July Cup (Gr.1)-vinder Oasis Dream, og ud af den ustartede Needleleaf (Observatory), er i træning hos Charlie Appleby, og rides af William Buick, der også var Native Trails faste partner ved de fire sejre i fjor.

Samme kendte konstellation: Godolphin/Appleby/Buick vandt også Craven Stakes (Gr.3) i fjor med Master Of The Seas (Dubawi). Efterfølgende var Master Of The Seas anden i 2000 Guineas Stakes efter et meget tæt opløb, hvor Poetic Flare (Dawn Approach) vandt og Lucky Vega (Lope De Vega) var tredje.

Lucky Vega er velkendt for GalopSports læsere, da en halvbror – ejet af The J.C. Organization – blev solgt på Goffs Orby Yearling Sale i 2021 for knap fem millioner kroner.



101 I GENERALHANDICAP.

Native Trail var Englands højest handicappede 2-årige hest i fjor med et OR på 122, svarende til et skandinavisk generalhandicap på 101. Efter to sejre på Sandown og Newmarket vandt Native Trail Gruppe-1-opgøret National Stakes på The Curragh med 3 ½ længde før en anden af sidste års toårsstjerner, Point Lonsdale (Australia).



Tilbage i Newmarket afsluttede Native Trail sin toårssæson med sin anden Gruppe-1-sejr, da han vandt Darley Dewhurst Stakes med to længder.

Native Trail er også meldt i Irish 2000 Guineas den 21. maj, og derefter kan turen gå til Epsom, hvor Native Trail er blandt favoritterne til årets Derby, der løbes den 4. juni.


LUXEMBOURG ER BOOKMAKERNES DERBYFAVORIT.

Aidan O´Brien-trænede Luxembourg, der vandt alle sine tre starter som 2-årig, er øjeblikkets favorit hos bookmakerne til at vinde Epsom Derby. Camelot-sønnen er ud af Attire (Danehill Dancer) og opdrættet af Ben Sangster. Han blev solgt til Coolmore-teamet på Tattersalls October Yearling Sale i 2020 for 150.000 guineas.

I Danmark er Epsom Derbyvinderen Camelot, der er opstaldet på Coolmore, far til Stald Airborne Racings Got A Lot, der er i træning hos Søren Jensen, og han er ligeledes far til sidste års svenske St. Leger-vinder Lot Of Joy og til den norske Derby-2’er Jet Action.

Efter sejr i sin debut vandt Luxembourg med fem længder Gruppe-2-opgøret Beresford Stakes på The Curragh, og han afsluttede året med en favoritsejr i Vertem Futurity Trophy (Gr.1) på Doncaster.



Luxembourg er meldt i såvel engelsk som irsk 2000 Guineas, men han er også mulig starter i Dante Stakes (Gr.2) over 2100 meter på York. Et løb, der ofte tjener som forberedelse til Epsom Derby.

Frankel-sønnen, Hurricane Lane, vandt i fjor Dante Stakes, og han fulgte op senere på året med sejre i Irsk Derby (Gr.1), Grand Prix de Paris (Gr.1) og Engelsk St. Leger (gr.1), ligesom han var tredje i Epsom Derby (Gr.1) og Prix de l´Arc (Gr.1).


COOLMORE-TEAMET HAR FLERE DERBYCHANCER.

Seks gange i løbet af de sidste 10 år har teamet bag Coolmore vundet Epsom Derby. Og de står med gode chancer for en ny sejr i år. Ud over Luxembourg er de også ejere af Point Lonsdale, der er efter Epsom Derbyvinderen i 2015 Australia, der er opstaldet på Coolmore. Galileo-sønnen Australia har haft betydelig succes som avlshingst, og han er allerede far til fire Gruppe-1-vindere.

I Danmark er Australia far til Lone Kaj-Nielsens 3-årige, endnu ustartede hoppe Champagne Please, der er i træning hos Bent Olsen og fuks som sin far. Her fotograferet af Burt Seeger under årets staldrundgang på Klampenborg.

Point Lonsdales eneste nederlag i sine fem starter som 2-årig kom i National Stakes (Gr.1), hvor han var slået af Native Trail. Inden da havde han vundet Futurity Stakes (Gr.2) på The Curragh og bl.a. sejret på Ascot i Chesham Stakes (L) før Dronning Elizabeths Reach for The Moon.

Point Lonsdale er meldt i Engelsk og Irsk 2000 Guineas samt i Dante Stakes (Gr.2), inden han forventeligt stiller op i Epsom Derby den 4. juni.



GODOLPHIN KAN VINDE EPSOM DERBY IGEN.

Sidste år vandt Godolphin Epsom Derby med Adayar (Frankel). I år har de umiddelbart ud over med Native Trail mulighed for en ny sejr med Dubawi-sønnen Coroebus. Han vandt i sin sidste start i fjor Emirates Autumn Stakes (Gr.3), og inden da var han kort slået i Gruppe-2-løbet Juddmonte Royal Lodge Stakes – også på Newmarket.



VINDER DRONNING ELIZABETH II ENDELIG EPSOM DERBY?

Det eneste klassiske løb i England, som Dronning Elizabeth ikke har vundet, er Epsom Derby. I år har hun chancen, og der er ingen tvivl om, at det vil glæde galopelskere verden over og mange andre, hvis det sker.

Reach For The Moon er efter Sea The Stars og ud af Golden Stream (Sadler’s Wells) og er Dronningens eget opdræt. Han løb fem gange som 2-årig, og det blev til tre andenpladser og to sejre. Han vandt Betway Solario Stakes (Gr.3) på Sandown, og han var kort slået i sin sidste start, Gruppe-2-løbet Champagne Stakes, i Doncaster.

Reach For The Moon er ikke tilmeldt 2000 Guineas-løbene i England og Irland, men står til gengæld anmeldt i Dante Stakes (Gr.2).



FRANKEL-DATTER FAVORIT I 1000 GUINEAS OG OAKS.

Cheveley Park Studs eget opdræt Inspiral efter Frankel og ud af Starscope (Selkirk) vandt alle sine fire starter i fjor. Bl.a. blev det til sejr i Cazoo May Hill Stakes (Gr.2), og hun sluttede sæsonen med sejr i Fillies Mile (Gr.1) på Newmarket. I begge løb var Prosperous Voyage anden.

Inspiral er bookmakernes favorit til at vinde 1000 Guineas, og hun står sammen med Tuesday som øjeblikkets favorit til også at vinde Epsom Oaks. Frankel er allerede far til en Oaksvinder, Anapurna, der vandt i 2019.



KAN TUESDAY SIKRE GALILEO ENDNU EN EPSOM OAKS-VINDER?

Epsom Oaks er på mange måder forbundet med nu afdøde Galileo. Han er far til halvdelen af vinderne de sidste seks år. Minding, der vandt i 2016, Forever Together, der vandt i 2018 og Love, der vandt i 2020.

I 2017 vandt Enable efter Nathaniel, som Galileo er far til. I 2019 vandt Anapurna efter Frankel, som Galileo er far til. Og i 2021 vandt Snowfall ud af Best In The World, som Galileo er far til.

I år har Galileo med Tuesday muligheden for endnu en Epsom Oaks-vinder. Men inden da er der 1000 Guineas, hvor Tuesday også er blandt favoritterne.


TUESDAY DEBUTEREDE MED SEJR I ÅR.

Tuesday er som sidste års overlegne Oaks-vinder, Snowfall, ejet af Coolmore-teamet, og hun er opdrættet på Coolmore. Hun er ud af den dobbelte Gruppe-1-vinder Lillie Langtry (Danehill Dancer) og således helsøster til vinderen af 1000 Guineas og Epsom Oaks i 2016 Minding og til vinderen af 1000 Guineas i fjor Empress Josephine.

Tuesday løb kun en enkelt gang i fjor, hvor hun var kort slået af Niarcos familiens Discoveries, der senere på året vandt Moyglare Stud Stakes (Gr.1) på The Curragh. Discoveries er også blandt favoritterne til årets 1000 Guineas.

I år har Tuesday løbet en enkelt gang i et maidenløb i Naas hvor hun vandt sikkert i et felt med 17 deltagere.



COOLMORE ALL OVER.

Som altid står Coolmore-teamet stærkt, når det gælder de klassiske løb i England, såvel på ejer- som opdrættersiden. På hoppesiden har især to hopper ud over Tuesday gjort sig bemærket.

Dubawi-hoppen Concert Hall, der er opdrættet på Coolmore, løb seks gange som 2-årig, og i sin næstsidste start vandt hun Gruppe-3-løbet Weld Park Stakes på The Curragh. Moderen Was (Galileo) vandt Epsom Oaks i 2012, hvorfor Concert Hall især i Oaks-sammenhæng påkalder sig en vis interesse.



I Oaks-sammenhæng figurerer også en anden Dubawi-datter, Agave, der er i træning hos André Fabre i Frankrig. Agave er ejet og opdrættet af Juddmonte, og hun er ubesejret i sine tre hidtidige starter. Hun vandt et listed-løb som 2-årig, og i år vandt hun den 2. april Prix Pénélope (Gr.3) på Saint-Cloud.



Coolmores Tenebrism er ubesejret i sine hidtil to starter. Efter en overlegen maidensejr vandt hun i fjor Juddmonte Cheveley Park Stakes (Gr.1) på Newmarket.

Tenebrism er efter topsprinteren Caravaggio, der gik i avlen i 2018. I fjor var han førende 1st Crop Sire i Europa. Moderen Immortal Verse (Pivotal) vandt i sin løbskarriere i 2011 såvel Coronation Stakes (Gr.1) på Ascot som Prix Jacques Le Marois (Gr.1) i Deauville. I december 2013 blev Immortal Vase solgt til Coolmore som avlshoppe på Tattersalls for 4,7 millioner guineas, hvilket skulle være europæisk rekord for en avlshoppe.

Tenebrism er blandt favoritterne til at vinde 1000 Guineas, og hun er også meldt til irsk 1000 Guineas, men ikke til Epsom Oaks.


Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll til toppen