fbpx

RaceTime: Niels Petersen er urørlig – men hvad med fremtiden?

Igen i år bliver Niels Petersen skandinavisk trænerchampion. Og han vinder som i fjor trænerchampionatet i Danmark samt i Norge – som altid.  Niels Petersen har forsøgt sig med filialer i Chantilly og på Jägersro. De seneste år har han også haft en filial på Klampenborg. Hvordan synes Niels Petersen selv det er gået i året der gik, og hvad med fremtiden?


Kommer vi også til at se Niels Petersen juble over storsejre mange gange i sæsonen 2023? Formentlig. Foto: Burt Seeger.

DE STORE.

Niels Petersen er blandt de helt store, stadig aktive trænere i Skandinavien. Hvis man kan tro på de statistikker, der offentliggøres af de skandinaviske jockeyklubber – og sætter aktuelle valutakurser ind – overgås han kun af Wido Neuroth.

Endnu. Niels Petersen haler ind på Wido Neuroth, der har indtjent lidt over 100 millioner danske kroner som træner. Niels Petersen lige under 100 millioner danske kroner. Af øvrige aktuelle championtrænere følger så Lennart Reuterskiöld Jr., Bent Olsen og Søren Jensen.



SKANDINAVISK CHAMPION.

Niels Petersen bliver skandinavisk championtræner igen i år. Galopsæsonen i Skandinavien er ikke forbi, men indtjeningen kommer til at lyde på op mod 8 millioner danske kroner.

Det vil vise sig at være ca. det dobbelte af, hvad hans nærmeste konkurrenter Wido Neuroth og Lennart Reuterskiöld Jr. kommer til at indtjene i år.

Samtidig bliver Niels Petersen trænerchampion i såvel Danmark som i Norge. Niels Persen har været championtræner i Norge 12 gange.

Lennart J:r Reuterskiöld bliver klart bedste træner i Sverige. Det er syvende gang de sidste 10 år. Kun i 2018, 2014 og 2013 glippede det. Da var Niels Petersen championtræner i Sverige.


GODT TILFREDS MED SÆSONEN.

Niels Petersen, der blev 50 år i fjor, er godt tilfreds med galopåret, som det er forløbet indtil nu. “Set i relief har det været et fint år. Der har været problemer hist og her, men det har alle trænere”.

Det glæder ham meget for andet år træk at blive trænerchampion i sit oprindelige hjemland. Niels er født i Gentofte tæt på Klampenborg Galopbane.

Han er dog ked af, at en række af hans allerbedste heste i denne sæson har haft skader og overvejende har måttet se til fra sidelinjen. Det drejer sig om Kick On, Square De Luynes, Tuwaiq og Bullof Wall Street. Heldigvis har de det nu alle godt.


GODT 2,5 MILLIONER KRONER I INDTJENING FRA HESTE PÅ KLAMPENBORG-FILIALEN.

I december 2020 åbnede Niels Persen sin filial i de nybyggede stalde på Klampenborg Galopbane. Heste i træning på Niels Petersens Klampenborg-filial har i 2022 indtjent godt 2,5 million kroner.

De store pengeslugere er King David, Slava Ukraini, White Heart og Masseto. De fire heste har tilsammen indtjent over to millioner kroner, og King David alene næsten 1,3 millioner.

Det blev til to storsejre i år på Klampenborg med heste i træning på Klampenborg. Slava Ukraini vandt Dansk Galops Auktionsløb og King David Pokalløb (L).

I fjor oplevede Niels Petersen en historisk ”Super Seven” som træner på Klampenborgs Derbydag. Det blev det ikke til i år, men dog en ”Fourtimer” med fire sejre – tre i storløb – og to andenpladser, bl.a. i Dansk Derby.

De vindende heste var King David, Could Be King, Ascot Brass og Brunello. I alt indløb Niels Petersen-trænede heste på den danske derbydag i år 727.500 kroner. En del mere en de fleste danske trænere indtjener på Klampenborg på et år.


Ascot Brass (Per-Anders Gråberg) besejrer sidste års danske derbyvinder Iron Butterfly (Carlos Lopez) i Fawzia Stakes på den danske derbydag i år. Begge heste er i træning hos Niels Petersen. Foto: Burt Seeger.

DET FUNGERER GODT MED KLAMPENBORG-FILIALEN.

Niels Petersen er overordnet tilfreds med filialen på Klampenborg Galopbane. “Min daglige leder Stephan Heiler er dygtig og meget hestekyndig, og han er en god rytter”, udtalte Niels, da vi mødtes på Klampenborg Galopbane før starten på årets sidste galopdag.

“Vi forstår hinanden, og vi taler sammen flere gange dagligt”, fortsatte Niels Petersen.

Stephan Heiler er født i Berlin og levede sine første år i Tyskland, inden han flyttede til Canada i 1997. Her boede han i 25 år, og Stephan Heiler er canadisk statsborger.

Han har en fortid både som professionel jockey med over 1900 sejre og som assistent for Hall Of Fame-træner Josie Carroll på Woodbine.


Niels Petersen med sin Klampenborg-assistent Stephan Heiler og jockey Sandro de Paiva. Stephan er siden januar i år daglig leder af filialen på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

“DET ER IKKE ALTID NEMT”.

I samtalen understregede Niels Petersen, at det ikke er uproblematisk med stalde flere steder i Skandinavien. “Det er tidskrævende at skulle være ‘to steder’, og det er bl.a. blevet dyrt at flyve fra Oslo til København og retur”.

“Logistisk er det ikke altid nemt. Og så er der samvittigheden”, nævnte Niels. “Er det rigtigt eller forkert, hvad jeg gør. Det kan være svært altid at være på rette sted.”

Niels Petersen har 11 heste i træning i øjeblikket på Klampenborg. Færre end før. Og han lægger ikke skjul på, at han meget gerne vil have flere. Det har knebet med tilgangen af nye hesteejere. “Det kan være en udfordring at være en succesrig norsk træner i konkurrence med etablerede danske trænerkoryfæer”.


Niels Petersens filial på Klampenborg.

Jeg spurgte Niels, hvordan han i samråd med hesteejerne bestemmer, hvor hestene skal være i træning. Især hvad angår de danskejede heste, der ejes af Mme Fernande, Miga Horses, The J.C. Organization og Elkær Stutteri.

“Det afhænger af flere ting”, svarede Niels. “Stutteri Elkær har fem heste i træning på Øvrevoll. De lægger vægt på, at hestene er, hvor jeg især opholder mig”.

“Det spiller også en rolle, hvilke planer, der er med de pågældende heste. Hvad de skal manageres efter. Om de skal løbe på dirt. En række importer kan med fordel stå i stalden på Øvrevoll, fordi der er flere storløb for importer på Øvrevoll og Bro Park”.

“Endelig er der naturligvis hensynet til nærhed. Flere hesteejere vil gerne være så tæt på deres galopheste, som det er muligt, så de kan komme i stalden og besøge dem”.


LANGT FLEST HESTE PÅ ØVREVOLL.

Niels Petersen har 45 heste i træning på Øvrevoll.

Øvrevoll er Niels Petersens base. Her startede han som selvstændig træner i 1998, og det er med heste trænet på Øvrevoll, at han har høstet sine største triumfer.

Det er umuligt at fremhæve de bedste. Men Bank Of Burden, Icecapada, Our Last Summer Square De Luynes og Beat Baby er blandt de heste, som jeg især husker.


Niels Petersen med Bank Of Burden. Per-Anders Gråberg I sadlen. Bank Of Burden var ejet af Stall Trick Or Treat og er en af de heste, der boostede Niels Petersens karriere og derfor altid vil have en speciel plads i hans hjerte. Foto: Svensk Galopp.

ENDNU ET ÅR MED MANGE STORLØBSVINDERE.

Niels Petersens ‘Øvrevoll-stald’ hjemtog igen i år adskillige storløb. Listen er imponerende. Nedenstående er et sammendrag over de af Niels Petersens Øvrevoll-trænede heste, der har gjort det bedst i år (præmiesummerne er i norske kroner).

Hear The Drums: Sejrede fire gange og indtjente 1.843.000 kroner. Sejrene kom i Svenskt 2000 Guineas på Bro Park, i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer på Øvrevoll, i Jockeyklubbens Grand Prix på Bro Park og i Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll. Endvidere var Hear The Drums anden i Dansk Derby på Klampenborg.

Could Be King: Vandt i alle sine seks starter i Skandinavien og indløb 1.270.000 kroner. Det blev til tre Listed-sejre. Bro Park Vårsprint, Polar Cup på Øvrevoll og Bro Park Sprint Championship. På Klampenborg vandt Could Be King Zawawi Sprint Cup.


Ingermarie og Thorkild Møller Nielsen samt træner Niels Pedersen tager imod Could Be King efter sejren på Klampenborg i Zawawi Cup. Carlos Lopez red. Efter min mening er Could Be King (i hård konkurrence med Hard One To Please) ”Horse of the Year” i Skandinavien, hvor han vandt storløb i alle de skandinaviske lande. Foto: Burt Seeger.

Ascot Brass: Indtjente 987.000 kroner i år. Hun vandt to Listed-løb på Bro Park, Lanwades Stud Stakes og Bloomers’ Vase, og på Klampenborg vandt hun Fawzia Stakes. Den 5-årige Juniper Tree-datter har nu i alt vundet 4,5 million kroner.

Iron Butterfly: Sidste års danske derbyvinder har sejret tre gange i år og indtjent 618.000 kroner. Hun vandt Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg før Good Fortune, og hun blev Listed-vinder, da hun vandt Lanwades Stud Stakes på Øvrevoll.

Crack The Sky: Gav Niels Petersen endnu en klassisk sejr, da Nathaniel-datteren vandt Norsk Oaks før den danske Oaksvinder Sea Lodge. Crack The Sky var fjerde i Norsk Derby, og hun har i år indtjent 418.000 kroner.

Cotton Eye Joe: Vandt Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer i sin debut. Siden da er det blevet til to andenpladser på Bro Park. I Breeders’ Trophy Juvenile blev han slået af Maxmartin og i Vinterfavoriternes Pris af Got A Lot. Cotton Eye Joe har indtjent 416.000 kroner i år.


HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE OPLEVELSE SOM TRÆNER I ÅR?

På det spørgsmål opstod der en længere tænkepause hos Niels. “Jeg havde flotte derbydage på såvel Klampenborg som på Øvrevoll i år. Jeg tror dog, at jeg især vil huske 2022 for to outstanding heste. Could Be King og King David“.

Could Be King, der var ubesejret i Skandinavien i år, er en dejlig hest. Fin og sød. Enhver træners drøm. Og så King David, som jeg næsten var lidt nervøs for at få i træning, fordi han allerede havde opnået så flotte resultater. Men jeg synes, at vi har forbedret ham yderligere, og nu skal vi til Bahrain”.


Mme Fernandes King David (Oliver Wilson) vinder Pokalløb 2022 for tredje år i træk. Derefter gik turen til Øvrevoll, hvor King David vandt Marit Sveaas Minnelöp. (Gr.3). Og nu går turen til Bahrain, hvor der er rigtig mange penge på spil. King David er opdrættet af Stutteri Stork. Foto: Burt Seeger.

BAHRAIN BLIVER EN HÅRD OPGAVE FOR KING DAVID.

Niels Petersen tror på, at King David vil klare sig pænt i Bahrain International Trophy (Gr.3), der løbes på græs over 2000 meter den 18. november.

“Han skal møde nogle topheste, blandt dem Godolphins Dubawi-søn Dubai Future, der vandt et Listed-løb på Royal Ascot i år. Men King David er Gruppe-3-vinder. Banen bør passe ham. Der er et langt, fint opløb, som King David kan lide det. Distancen er også OK – måske lige i overkanten”.

King David har bestilt fly til Bahrain den 11. november, og Niels Petersen og Oliver Wilson, der skal ride King David, tager også afsted i god tid inden løbet, så alle kan vænne sig til forholdene. Der er en samlet præmiesum i Bahrain International Trophy på godt 5 millioner kroner med 3 millioner kroner til vinderen.


INGEN DERBYVINDERE I ÅR.

Niels Petersen er forvænt med derbyvindere. I fjor vandt han Dansk Derby med Iron Butterfly. Og i 2020 vandt han Svenskt Derby med Bullof Wall Street og Norsk Derby med Whispering Ocean. Men i år glippede det. Han var dog anden med Hear The Drums i Dansk Derby.

Niels Petersen har vundet 14 skandinaviske derbyer. Syv norske, fire danske og tre svenske.

Den første derbyvinder kom i 2010. Det var Stall Treat or Treats Go Go Gadget.


Stall Trick Or Treats Go Go Gadget/Eddie Ahern vandt Norsk Derby 2010 foran Sir Lando/Fredrik Johansson. Foto: Øvrevoll.
Niels Petersens første derbyvinder Go Go Gadget (Edward Ahern) vinder Norsk Derby i 2010 foran Sir Lando (Fredrik Johansson). Sir Lando var trænet af Wido Neuroth. Go Go Gadget er i dag opstaldet som avlshingst på Stutteri Thorskovgaard, og han er far til mange vindere. Foto: Øvrevoll.

VINDER STALL TRICK OR TREAT DANSK DERBY IGEN?

Stall Trick Or Treat, der drives af Morten Myhre, som Niels er gode venner med, var også ejer af Niels Petersens første danske derbyvinder, Quite A Mission, der vandt Dansk Derby i 2013. Og i år var Stall Trick Or Treat igen tæt på, da Hear The Drums blev anden slået af Titannia.

Hvad der ikke lykkedes i år, lykkes måske næste år. Stall Trick Or Treats Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre – Jungle Julia), der er i træning hos Niels Petersen, er helbror til Hear The Drums. Cotton Eye Joe er med et handicap på 83 nummer to på listen over heste meldt til Dansk Derby i 2023.

Kikser alt kan Stall Trick Or Treat håbe på, at en halvsøster efter Giant Sandman til Hear The Drums og Cotton Eye Joe, som de har købt af Stutteri Hjortebo, kan vinde Dansk Derby 2024.


Got A Lot vinder Vinterfavoriternes Pris på Bro Park før Cotton Eye Joe. Got A Lot er nummer to i derbyrankingen til Svenskt Derby sammen med Cotton Eye Joe, der også er nummer to i derbyrankingen til Dansk Derby næste år. Slava Ukraini topper nu rankingen begge steder Foto: Wolfram Meyer/ WM Racing.

FLERE KLASSISKE KANDIDATER TIL NÆSTE ÅR.

Cotton Eye Joe er ikke det eneste kort, som Niels Petersen har på hånden til næste års klassiske løb og andre storløb for 3-åringer. “Jeg har et rigtigt godt hold parat til derbysæsonen, og det er ikke min ambition ikke at vinde skandinaviske derbyer i 2023″.

Især er der fokus på Moohaajim-sønnen Slava Ukraini ud af Sceptre Stakes-vinderen Rayna. Slava Ukraini, der er trænet i Niels Petersens Klampenborg-filial, vandt Dansk Galops Auktionsløb, og han var anden i Vinterfavoritternes Ærespræmie efter Eagle Eye.

Senest vandt Slava Ukraini i opvisningsstil Basnæsløb over 1800 meter, årets længste toårsløb.


Niels Petersen-trænede Slava Ukraini (Carlos Lopez) vinder med 11 længder Basnæsløb før Macia. Han ligner sin far Moohaajim, der er opstaldet som avlshingst på Stutteri Hjortebo, og han kan give Moohaajim sit skandinaviske gennembrud som avlshingst. Foto: Burt Seeger.

Efter sejren blev Slava Ukraini hævet til 84 i handicap. Det er sandsynligt, at han skal overvintre i Dubai.

Fra Klampenborg-filialen nævner Niels Petersen også Wilshire Boulevard-sønnen Gravity ud af den danske Oaks-vinder Elektra Art. Gravity var med fremme i sine to starter i år.

Niels Petersen har også flere andre kandidater, der alle er i træning på Øvrevoll. US Navy Flag-sønnen Stripesof Stars vandt i sin debut, og han var anden i Norsk Kriterium slået af Ami De Vega.

Senest vandt The J.C Organizations Stripes Of Stars knebent på Øvrevoll den 6. november over 1600 meter dirt. Den anden sejr i tre starter. “Stripesof Stars er endnu en stor baby”, mener Niels, “men han oser af klasse”.

Soulofchess (Gutaifan) vandt overlegent i sin eneste start i år på Øvrevoll, og Chadwick (Ekspert Eye), har flere gange løbet med op med de bedste i årgangen.

Niels Petersen nævnte også Mozart og Facone, der begge er ustartede. Le Havre-sønnen Mozart ejes af Karin Salling, og han er opdrættet på Stutteri Hjortebo. Facone er efter den amerikanske Grade-1-vinder Creative Cause, og han har indtil nu været opstaldet i Frankrig.


ET GODT TOÅRSHOLD OG ADSKILLIGE ÆLDRE KLASSEHESTE ER KLAR TIL NÆSTE ÅR.

Niels Petersen forventer at have et flot toårshold på 12 heste klar til næste år. Derudover kommer der måske nogle Breeze Up-indkøb.

Blandt andet har Karin Salling to hopper, der er opdrættet på Stutteri Hjortebo. En skal i træning på Klampenborg og en på Øvrevoll. Der er også fire åringer på vej hjem fra Frankrig, hvor de er blevet købt på auktion.


Bullof Wall Street så vi sidst den 12. juli 2020, da han vandt Svenskt Derby før Yoker. Her fotograferet efter sejren med Niels Petersen og jockey Carlos Lopez. Nu er han igen klar til væddeløb, og turen går formentlig til Dubai. Foto: Stefan Olsson/ Svensk Galopp.

Som allerede nævnt optrådte en række af Niels Petersens bedste heste, Kick On, Square De Luynes, Tuwaiq og Bullof Wall Street mest på sidelinjen i år, men de forventes alle klar til næste sæson.

Her vil de blive suppleret af dette års ældre stjerner King David, Could Be King og White Heart, der er blevet kastreret, og Niels Petersen kunne oplyse, at hans to stjernehopper, Ascot Brass og Iron Butterfly begge tager en sæson mere.

Og så skal det vise sig, hvordan Hear The Drums og f.eks. den meget lovende Zarak-søn Chianti, der netop har vundet på Øvrevoll, vil klare sig i ældre topselskab.


Niels Petersen er ambitiøs. Han har allerede nået meget, men han vil mere. Udforske nye muligheder. Foto: Burt Seeger.

VINDUET I SKANDINAVIEN ER FOR SNÆVERT.

Niels Petersen har opnået næsten alt, man kan som skandinavisk træner. Og som han selv siger “Det kommer ikke af sig selv”. Blandt sine styrker nævner han, at han er i stand til at placere kortene rigtigt, at han kender sine ‘modstandere’, samt at alt ikke er ‘A4’.

Og Niels glemmer aldrig at omtale den uvurderlige støtte, som han får af sin søster Marianne. “Jeg har travlt, men min søster sørger for, at jeg er i sikker havn. Hun er en fantastisk hestekender, og det er hende, der fodrer hestene og sørger for deres ve og vel”.

Niels hviler ikke på laurbærrene. Han higer efter mere. Han vil fortsat udforske nye muligheder. Han vil gerne forlænge sæsonen, så der bliver flere muligheder for hans hesteejere.

“Vinterpausen i Skandinavien er for lang. Især i Norge er de klimatiske udfordringer store. Vinduet bliver for snævert med en sæson, der reelt kun varer fra juni til slutningen af september”.

Derfor tager han nu hvert år til Dubai, og lige nu er han ved at fastlægge dette års Dubai-hold. Og han glæder sig meget til King Davids Bahrain-tur. Det bliver et nyt og spændende eventyr.

“Men opholdene bliver for korte. Stabiliteten mangler, og Niels er lidt misundelig på de europæiske kolleger,der har en længere løbssæson, meget bedre træningforhold og bedre klimamæssige betingelser, end vi har i Skandinavien”.


FAMILIEN SKAL OGSÅ PASSES.

Mobilen ringede. Det var Niels’ søn Frederik. Han er 13 år, og han var alene hjemme.

Niels’ mangeårige sambo, Camilla, var til ridestævne med deres datter. “Frederik er en god golfspiller”, nævnte Niels, “og han er meget interesseret i galop, og han følger nøje med i, hvordan mine heste klarer sig”.

Datteren Julie på 17 er grebet af ridebanespringning, og hun er på det norske landshold. Hendes ønske er snart at blive færdig med skolen, så hun kan forsætte karrieren i Belgien.

Camilla, der er datter af Hans Petter Eriksen, den tidligere direktør på Øvrevoll, kender galopmiljøet bedre end nogen anden. “Hun er en enorm støtte for mig i det daglige”, nævnte Niels. “Der hviler meget på hendes skuldre”.


Interviewet foregik på Klampenborg Galopbane umiddelbart før sidste løbsdag. Her er jeg fotograferet med Niels Petersen. Foto: Bertram Nielsen.
Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll til toppen