I starten af marts måned i år afgik Stutteri Thorskovgaards norske derbyvinder Go Go Gadget ved døden. Så desværre kommer Go Go Gadget ikke til at opleve den succes, som hans afkom har i år. På GalopSports nyligt opdaterede ranking til Dansk Derby 2025 er Go Go Gadget far til tre af de 12 heste, der lige nu med sikkerhed er kvalificeret til start i Derbyet.

SPÆNDINGEN STIGER.
Jydsk Derby er afviklet. Derby Trial Stakes er afviklet, og det er Svenskt Derby nu også. Frem til den 2. august, hvor Bet25 Dansk Derby står på kalenderen, vil diskussionerne i den skandinaviske galopverden i stigende omfang dreje sig om, hvem der kan vinde Dansk Derby 2025.
Hvilke trænere står stærkest? Hvilke opdrættere står stærkest? Hvilke fædre til Derbykandidaterne står stærkest? Og så videre. Især det sidste fokuseres der på i denne artikel.

APPEL AU MAITRE OG GO GO GADGET ER FÆDRE TIL HALVDELEN AF DE P.T. KVALIFICEREDE HESTE TIL DANSK DERBY 2025.
Stall Perlens Appel Au Maitre er opstaldet på Stutteri Hjortebo, der som opdrætter har vundet Dansk Derby fire gange de sidste 10 år.
Suspicious Mind (Appel Au Maitre) vandt i 2016, Sir Herman (Zoffany) i 2017, Queen Rouge (Lord Of England) i 2019 og Brigadier (Moohaajim) i fjor.
Og Appel Au Maitre er allerede far til to af de sidste ti års danske Derbyvindere. Ud over Suspicious Mind, Titannia, der vandt i 2022.
For god ordens skyld skal nævnes, at Appel Au Maitre også er far til sidste års vinder af Svenskt og Norsk Derby, Schamyl.
I år er tre af de heste, der p.t med sikkerhed er kvalificeret til start i Dansk Derby efter Appel Au Maitre.
I Dansk Derby 2022 var Appel Au Maitre far til tre af de fire første i mål.
Årets tre højestrankede kandidater er den svenske kriteriumsvinder Sir Diamond, vinderen af Svensk Derby Consolation, Theonello, og vinderen af Svenskt 1000 Guineas, Zarina.

Sir Diamond var senest femte i Svenskt Derby. Og da Suspicious Mind i 2016 overlegent vandt Dansk Derby kom han netop fra en femteplads i Svenskt Derby – og året forinden havde han vundet Svenskt Kriterium!
Da Master Bloom (Pastorius) vandt Dansk Derby i 2018 kom han fra en sejr i Svenskt Derby Consolation, ligesom Theonello nu gør.
Og Zarina ejes af Karin Salling, der tre gange tidligere har vundet Dansk Derby. I 2010 med Sir Henry (Academy Award). I 2017 med Sir Herman (Zoffany). Og i 2019 med Queen Rouge (Lord Of England).
Queen Rouge kom – ligesom Zarina – med en sejr i Svenskt 1000 Guineas på Bro Park i bagagen.

BLIVER DET TIL EN DANSK DERBYVINDER FOR GO GO GADGET I ÅR?
Det kan ikke overraske nogen, at Appel Au Maitre som far endnu engang ser ud til at blive stærkt repræsenteret i Dansk Derby.
Men de færreste havde nok ikke forventet at se Go Go Gadget som far til tre af de heste der jf. GalopSports rankingliste til Dansk Derby 2025, er sikre deltagere, hvis de ønsker at starte.
To gange har afkom efter Go Go Gadget (Aerion) vundet det Jydske Derby. I 2020 vandt Speedman og året efter Smooth N Royal.
I år var det tæt på en tredje sejr, da Go Go Gadget-sønnen Go Go Flame var anden, kun slået af Acapulco Sunrise (Almanzor), men foran de to svenske Guineas-vindere No Surrender (Giant Sandman) og Zarina (Appel Au Maitre).

Til gengæld er det aldrig blevet til sejr for et afkom efter Go Go Gadget i Dansk Derby. Men i år er chancen der med Grab The Moment, Go Go Flame og Wiggle Wine, der alle har 80 eller mere i handicap.
Især de to førstnævnte påkalder sig interesse, da der sættes spørgsmålstegn ved, om de to foran dem på rankinglisten til Dansk Derby, No Surrender og Wassim (Zarak), står Derbydistancen.
No Surrender er halvbror til King Ferdinand, (Elusive City) der vandt Jydsk Derby, men generelt finder sig bedst tilpas på de kortere distancer.
Og Giant Sandman, der er far til No Surrender, var topsprinter. Han har dog med Careless Whisper fået et afkom, der slog nogle af de bedste hopper i Skandinavien på derbydistancen.
Om Wassim (Zarak) står derbydistancen, er også tvivlsomt. Men da Sir Herman, der som Wassim var ejet af Karin Salling og opdrættet på Stutteri Hjortebo, vandt Dansk Derby i 2017, tvivlede man også på hans distanceformåen. Men Sir Herman stod distancen på derbydagen.

GRAB THE MOMENT STÅR STÆRKT.
Grab The Moment ser ud til at være en stayer, og det tyder afstamningen også på.
Grab The Moment ejes af Stall Trick Or Treat, der også ejede Go Go Gadget (Areion), da han i 2010 vandt Norsk Derby. Det var med Eddie Ahern på ryggen, og hingsten blev den første Derbyvinder, som Niels Petersen sadlede.
Også Grab The Moments mor, Xaar-hoppen Tatoosh, var igennem hele sin løbskarriere i træning hos Niels Petersen.
Tatoosh er nu opstaldet på York Stutteri, hvor Grab The Moment er født og opvokset under ejerskab af norske Tanja Ravn Myhre.
I Niels Petersens træning vandt Tatoosh som 3-årig Mowerinaløb og Pompøs Cup på Klampenborg.
Siden udviklede hun sig støt med årene og havde sin bedste sæson som 7-årig, hvor hun både slog til i Bloomers’ Vase (L) på Täby, Lanwades Stud Fillies Stakes (L) på Øvrevoll og Fawzia Stakes på Klampenborg.

Efter en overlegen sejr i sin debut tidligere i år på Bro Park, var Grab The Moment en flot tredje i Svenskt 2000 Guineas på Bro Park, slået af No Surrender (Giant Sandman) og Wassim (Zarak).
Og intet tydede ved den lejlighed på, at Grab The Moment ikke kunne løbe længere – tværtimod.
Senest var Grab The Moment anden i Jockeyklubbens Grand Prix over 2100 meter på Bro Park slået af Karla With A K (Swipe).
Løbet kan vise sig at blive en god rettesnor for Dansk Derby, da Grab The Moment igen i Derbyet kan komme til at møde flere af de heste, som han slog ved den lejlighed.

Sir Diamond, Theonello, Glendevon (Gleneagles), Firstof All (Juniper Tree) og Wiggle Wine. Det skal dog bemærkes, at de alle sluttede relativt tæt (indenfor godt fem længder) på Grab The Moment.
Niels Petersen har vundet Dansk Derby hver anden gang de sidste fire år. Sidst med Slava Ukraini (Moohaajim) i 2023!
Stall Trick Or Treat har vundet Dansk Derby to gange. I 2005 med Mission Possible (Groom Dancer) og i 2013 med Quite A Mission (Eishin Dunkirk).
SKIMLE GO GO FLAME HAR IMPONERET.
Go Go Flame er ejet af Arslev Racing og opdrættet af Falkonertjenesten.
Han er i træning hos Rikke Rohbach Bonde.
Han er første afkom ud af den lynhurtige sprinter Persona (Kendargent), der nåede et maximum-handicap på 78 og vandt fire gange i løbskarrieren, bl.a. i to supersprint-opgør over 650 meter på Klampenborg.
Go Go Flame debuterede først som 3-årig med en andenplads bag No Surrender, men før Acapulco Sunrise.

Ingen forestillede sig på det tidspunkt, at de samme tre heste (om end i modsat rækkefølge) godt to måneder senere skulle blive første, anden og tredje i Jydsk Derby.
Senere blev Go Go Flame fjerde i Dansk 2000 Guineas og aflagde nemt sit maidentitel på Klampenborg, inden han stillede op i Jydsk Derby som fjerdefavorit.
Acapulco Sunrise kunne Go Go Flame ikke slå, men efter en stærk finish blev det til en andenplads før de to Guineas-vindere No Surrender og Zarina.
Go Go Flame er skimmel som sin mor Persona, og det skal blive spændende at se, om han står distance som sin far Go Go Gadget.
WIGGLE WINE BLEV GO GO GADGETS FØRSTE KLASSISKE VINDER.
Wiggle Wine er opdrættet af Stutteri Thorskovgaard (Lone og Bo Hansen), der også ejer hende. Hun er i træning hos Lea Olsen i Århus.
Hun er første afkom ud af den veltrukne Mayphie’s Girl (Olympic Glory), der kun startede en enkelt gang som 3-årig.
Wiggle Wine var som 2-årig tredje i såvel Dansk Galop Auktionsløb som Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Wiggle Wine og Sandro De Paiva sejrer i Mowerinaløb foran First, Sov Gott, Sisi og Firstof All. Foto: Burt Seeger.
Hun vandt Mowerinaløb i sin anden start i år, og hvor hun samtidig aflagde sin maidentitel.
Det er kun blevet til én start siden da i Jockeyklubbens Grand Prix på Bro Park, hvor hun var 10. i mål slået med otte længder af Karla With A K.
Sejren i Mowerinaløb var Go Go Gadget og Thorskovgaard Racings første klassiske vinder. Dansk Derby kan måske blive den næste.
GO GO GADGET HAR HAFT SUCCES SOM AVLSHINGST TRODS SMÅ ÅRGANGE.
Som væddeløber startede Go Go Gadget (Aerion) kun fem gange, og alle som 3-årig. Han vandt i fire ud af de fem starter. Sejren i Norsk Derby blev hans sidste løb.
Stutteri Thorskovgaard lejede i en årrække Go Go Gadget, men de købte ham i 2021.
Trods små årgange har Go Go Gadget haft en betydelig succes som avlshingst.
Ud over de to vindere af Jydsk Derby, Speedman og Smooth N Royal og de tre omtalte derbykandidater, er Go Go Gadget far til tre afkom, der har nået et handicap på 80 eller derudover.
Forever Young, Go Go Dancer og Itoldyouso.
Go Go Gadget nåede ikke at bedække nogen hopper i 2025, men han bedækkede 14 sidste år. Heriblandt moderen til Wiggle Wine, Mayphie’s Girl.

KUN FÅ DERBYKANDIDATER EFTER UDENLANDSKE AVLSHINGSTE.
Intet er sikkert i denne verden. Og slet ikke, når det drejer sig om galopløb.
Men lige nu ser Appel Au Maitre og Go Go Gadget ud til at stå med rimelige chancer for at blive far til vinderen af Dansk Derby 2025.
Men naturligvis kan andre avlshingste også løbe med æren.
Fire gange de sidste 10 år er Dansk Derby blevet vundet af heste efter fædre opstaldet udenfor Skandinavien.
Sir Herman (Zoffany) i 2017, Master Bloom (Pastorius) i 2018, Queen Rouge (Lord Of England) i 2019 og Ready Teddy (Maxios) i 2020.

Af de 12 heste der p.t. med sikkerhed er kvalificeret til start i Dansk Derby 2025 er kun ét afkom efter en udenlandsk avlshingste: Wassim (Zarak).
Svenskt Derby blev vundet af Juniper Tree-sønnen Celtic Lullaby.
Juniper Tree (Galileo) får i Dansk Derby i år muligheden for at blive far til endnu en derbyvinder med The JC Organizations Firstof All, der ligesom Grab The Moment er opvokset på York Stutteri.

Moohaajim (Cape Cross) er far til vinderen af Dansk Derby de sidste to år. Slava Ukraini og Brigadier.
I år er ingen af de med sikkerhed kvalificerede til Dansk Derby efter Moohaajim, men Mowerina-toeren og vinderen af Petit Prix på Jydsk Væddeløbsbane, First, der har et handicap på 77, får eventuelt muligheden for deltagelse.
























































