fbpx

RaceTime: Det startede med hestehår.

Det er syv år siden, at Pia og Michael Garbers, Miga Horses, gik ind i galopsporten. Miga Horses A/S har satset stærkt på meget veltrukne galopheste. Indsatsen er lykkedes med storløbsvindere og klassiske vindere som Nippozano, Alwaysonmymind, Brunello, Palazzi og Masseto. Det seneste indkøb er Sassicaia, en lillesøster til Masseto. Michael Garbers er ejer af den odenseanske familievirksomhed Migadan, der sælger gulvtæpper, vinyler og hårde gulve en gros.


Pia og Michael Garbers fotograferet efter sejren med Masseto i Larch Ærespræmie på derbydagen i fjor. Foto: Privatfoto.

GODE NABOER.

I familien Bustrup har vi en loge, der oftest er optaget af min storebror Per, min søn Thomas og jeg selv. I logen ved siden af sidder Pia og Michael Garbers, hvis heste løber under pseudonymet Miga Horses.

De er der ofte, men ikke altid. Der er trods alt et stykke vej fra Odense, hvor de bor. Men når de har heste startende – og det er ofte – eller, når der er storløb, så er de der.


Pia og Michael Garbers i deres loge på Klampenborg Galopbane. I logen tv. på billedet min søn Thomas Bustrup og min storebror Per Aagaard Bustrup. Foto: Klaus Bustrup.

Vi er glade for naboskabet. Pia og Michael er dejlige mennesker, som det er spændende og berigende at tale med. I starten spurgte de mig om, hvordan jeg troede, at deres heste ville blive placeret. Jeg ramte pænt rigtigt i en periode.

Men da Brunello vandt Tattersalls Grand Cup i år før Go On Carlras og gentog sidste års Oaks-triumf før Go On Carlras, tog jeg fejl – som de fleste andre. Brunello overrasker hver gang, hun vinder.

Jeg blev lagt på is – i al venskabelighed – i en periode. Men nu er vi på talefod igen, og så spurgte jeg, om jeg ikke skulle interviewe dem til RaceTime, og det ville de gerne.


MEGET TILFÆLLES.

Og det viser sig, at vi har mere tilfælles, end vi troede. Sådan er det ofte. Omtalte Brunello er helsøster til netop pensionerede Steinway, der var ejet af Galopkompagniet, som min bror Per var medejer af.

Steinway vandt over en million kroner, og bl.a. sejrede han i Dansk St. Leger, Dansk Breeders Cup og Skandinavisk Grand Prix. Så lillesøster skal stadig have mere ind på præmiekontoen, inden hun når Steinway.

I 1963 vandt skimlede Matador Dansk Derby. Han var ejet af Stald Odin /Walter Garbers, Michaels far. Matador var trænet af Henning Højelse, og han blev redet til sejr af Vincenz Vogel. Matador var opdrættet af den danske godsejer Niels Bech i Skåne. Michael Garbers, der dengang var syv år gammel, var med på Klampenborg Galopbane i 1963, og han overværede i sin fars arme sejrsceremonien efter Derbyet.


Billeder og omtale fra Matadors derbysejr i 1963. Øverst th. Michael i armene på sin far Walter Garbers.

I 1963 var både Per og jeg også til Dansk Derby. Og i 1963 vandt vores forældres hest Faust det største løb for ældre heste på Klampenborg på det tidspunkt, Skandinavisk Cup. To år tidligere havde Faust vundet Norsk Derby med Vincenz Vogel i sadlen.

1963 var også på andre områder et begivenhedsrigt år. John F. Kennedy blev skudt i Dallas. The Beatles udgav Please Please Me. Og Carmen Curlers blev sat i produktion af Arne Bybjerg, som det fremgår af den aktuelle TV-serie.

Willy Bechmann, der var medstifter og medindehaver af Carmen Curlers blev senere et af de helt store koryfæer i dansk, skandinavisk og europæisk galopsport.

Måske stødte Michael og jeg ind i hinanden i 1963. Næppe. Men jeg kan huske Michaels far.


ODENSE KRØLHAARSFABRIK BLEV TIL MIGADAN A/S.

Michael Garbers er ejer af Migadan A/S, der er en meget velkonsolideret og voksende virksomhed med bopæl i Odense. Migadan, der har 10 medarbejdere, sælger et bredt sortiment af gulvtæpper, vinyler og hårde gulve en gros.


Migadan er beliggende i Bellinge i udkanten af Odense. Familien Garbers har snart ejet virksomheden i 90 år. Foto: Migadan A/S.

Migadan A/S blev grundlagt i 1892 under navnet Odense Krølhaarsfabrik. ”Dengang spandt virksomheden krølhår af hestehår til møbelindustrien. Så heste spillede tidligt en rolle i virksomheden”, understregede Michael. Kort efter 2. verdenskrig påbegyndtes en import af møbelstoffer samt et lille udvalg af tæpper.

I slutningen af 1960erne startede virksomheden som nogen af de første i Danmark med at importere tuftede (bløde) gulvtæpper med gummibagside. I dag anvendes denne teknik stadig til produktion af tæpper.

”Men siden 1999 har det været muligt at producere væg til væg-tæpper med filtbagsider i stedet for gummibagsider”, forklarede Michael Garbers. ”Og tæpper med filtbagside er i dag så populært, at der nu kun er få tæpper tilbage med gummibagside”.

Familien Garbers har ejet virksomheden siden 1933, hvor Walter Garbers overtog Odense Krølhaarsfabrik. I 1984 gennemgik virksomheden et generationsskifte, hvor Michael Garbers overtog aktiemajoriteten efter sin far.

Da virksomhedens forretningsområder havde ændret sig markant, besluttede Michael nogle år senere at ændre navnet til Migadan A/S og samtidig at skabe en ny profil.

”Og nu står en ny generation klar til at tage over, kunne Michael berette. ”I 2019 overtog min søn Morten Garbers 30 % af Migadan Holding A/S, som ejer Migadan A/S, så Morten kan føre familievirksomheden videre”.


Nipozzano med Oliver Wilson i sadlen fotograferet efter sejren i Voterlöpning i 2019. På billedet ses Michael Garbers i hvid skjorte med sin søn Morten tv. på billedet og træner Marc Stott til højre for Michael. Foto: Stefan Olsson /Svensk Galopp.

Pia og Michael blev gift i 2000. Pia, der er fysioterapeut, har en datter fra første ægteskab, Sofie. Og Michael har en søn, Morten. De har ingen børn sammen. ”Men vi har heste sammen”, som Pia gav udtryk for. Når man taler med Pia og Michael står det hurtigt klart, at Galopheste er en interesse, som de begge sætter pris på.

Pia og Michael benytter tit lejligheden til at tage kunder med til væddeløb. En god idé. Forhåbentlig falder nogle af dem for fristelsen til selv at købe galopheste.

Pias datter, Sofie, var med på Galopbanen, da jeg interviewede hendes mor og Michael, og hun fortalte, at hendes mor og Michael vidt og bredt fortæller om deres galopinteresser og meget ofte tager hende og hendes familie og venner med til galop på Klampenborg. Det er godt. Der er allerede stadig flere unge på galopbanen i Klampenborg. Men vi vil gerne have endnu flere.


Interviewet foregik som nævnt på galopbanen i lørdags, hvor Brunello startede, og familien var i paddocken for at mødes med Brunellos træner og jockey, Niels Petersen og Carlos Lopez. Fotomontage: Klaus Bustrup.

HVORFOR GALOPHESTE?

Der skulle gå mange år fra Matadors derbytriumf til Michael igen satte sine ben på Klampenborg Galopbane. Pia og Michael bor tæt på Fyens Væddeløbsbane, og en dag tog Michael sin cykel og kørte til Væddeløbsbanen.

Det regnede. Og der var travløb! Efter tre omstarter cyklede Michael tilbage og sagde til Pia. ”Jeg vil have en væddeløbshest, men det skal være en galophest – aldrig en travhest”.

Klaus Schmidt, der er medarbejder på Migadan, blev konsulteret. Han ved meget om galopsporten og er i dag bl.a. medejer af Slava Ukraini, der efter endnu en dårlig start blev anden i Vinterfavoritternes Ærespræmie i lørdags. Klaus satte Pia og Michael i forbindelse med Marc Stott, der på det tidspunkt var træner på Fyens Væddeløbsbane.

Sådan startede det. Deres første hest var Coolcalmcollected. Marc Stott flyttede hurtigt til Århus, og da han stoppede flyttede Miga Horses deres heste til Niels Petersen.

ELSKER KLAMPENBORG.

Michael har altid ønsket sig engang at vende tilbage til Klampenborg Galopbane. At opleve stemningen på den meget idyllisk beliggende bane, hvor der modsat mange andre væddeløbsbaner kun løbes galopløb.

Og at se skiltene på Den Kongelige Tribune med derbyvinderne – og naturligvis især skiltet med faderens hest Matador.


Matador i fint selskab. Bolzano var kun 10 cm. fra at blive tredobbelt derbyvinder, men han blev slået af Faust i Norsk Derby. Tinto vandt året efer alle de tre skandinaviske derbyer. Foto: Klaus Bustrup.

Når valget faldt på Niels Petersen var det især fordi han havde etableret en filial med nye stalde på Klampenborg Galopbane, hvor også Karin Salling og The J.C. Organization flyttede nogle af deres heste til.

Jeg spurgte, hvordan det er med nogle af deres heste opstaldet på Øvrevoll. Det er Pia og Michael ikke helt enige om. Pia er følelsesmæssigt engangeret i hestene. Hun vil gerne besøge dem ofte, og hun synes, det er underligt næsten aldrig at se nogle af dem. Michael lytter til Niels Petersen, der bl.a. understreger, at der er flere løb til importer på Øvrevoll som f.eks. Chianti og Chadwick.

De lytter i øvrigt meget til Niels Petersen, som de lyttede meget til Marc Stott, og de har begge rådgivet omkring nye indkøb. Pia og Michael erkender, at de ikke ved alt om galopheste. Derfor må man lytte til de erfarne. Til dem hører i stigende grad også Søren Hjorth og datteren Iben, og turen går flere gange om året forbi Stutteri Hjortebo.


Miga horses seneste indkøb, en halvsøster til Larch-vinderen Masseto, som de også ejer. Hun er efter Moohaajim og opdrættet på Stutteri Hjortebo, og hun er blevet døbt Sassicaia. Foto: Stutteri Hjortebo.

NY HEST TIL MIGA HORSES.

I dag ejer Miga Horses fem heste.  Brunello, Masseto, Chianti, Chadwick og Sassicaia, som Pia og Michael Garbers købte i tilslutning til Scandinavian Open Yearling Sale i år. Sassicaia er halvsøster til Masseto (Appel Au Maitre) efter Moohaajim og ud af Noblesse Oblige (Alfred Nobel). På auktionen gik hun tilbage for 120.000 kroner.

Moohaajim har sin første årgang løbende i Skandinavien i år, siden han blev opstaldet som avlshingst på Stutteri Hjortebo. Og dagen efter åringsauktionen på York Stutteri fik Moohaajim en stor triumf som far til Slava Ukraini, der vandt Skandinaviens bedst betalte toårsløb, Dansk Galops Auktionsløb, på Klampenborg.

Slava Ukraini bekræftede formen med sin andenplads i Vinterfavoriternes Ærespræmie over 1600 meter i en blød bane og efter en dårlig start.

Sassicaia skal i træning hos Niels Petersen på Klampenborg.


FLERE HESTE ER OPKALDT EFTER ITALIENSKE VINE.

En af Miga Horses første heste, Gibson, er opkaldt efter Gibson Brands, en af verdens bedst kendte fabrikanter af guitarer. Inspirationen kom fra halvbroderen Steinway, der er opkaldt efter en flygel- og klavervirksomhed og samme ejers Stradivarius, opkaldt efter den kendte violin bygget af Antonio Stradivari.

Siden da har de fleste af Pia og Michaels heste fået navn efter italienske vine fra Toscana, som især Michael er en stor fan af. Nippozano, Granello, Brunello (di Montalcino), Masseto, Chianti og senest Sassicaia.

Chadwick er en af undtagelserne.



Michael var løbet tør for gode forslag til nye navne. Men så gik Pia ned i vinkælderen og så på, hvad der lå. En af dem var en flaske Chadwick. Og så var den hest døbt, selvom vinen er fra Chile.

En anden undtagelse er Alwaysonmymind. Hendes mor Mon Fleur (Academy Award) er halvsøster til Suspicious Mind (Appel au Maitre), så Iben Hjorth Buskop og Pia var enige om, at hun selvfølgelig skulle døbes Alwaysonmymind, den kendte amerikanske countrysang.


ALWAYSONMYMIND I AVLEN PÅ YORK STUTTERI.

Oaksvinderen Alwaysonmymind er i øvrigt nu solgt til York Stutteri som avlshoppe. Som nævnt er Alwaysonmyminds mor Mon Fleur halvsøster til nu 9-årige Suspicious Mind (Appel Au Maitre). Han har en fantastisk sæson og senest brillerede Suspicious Mind i sin løbskarrieres efterårmed en syv længders sejr på Jägersro i Skånska Fälltrittklubbens Jubileumslöpning.

Men Alwaysonmyminds helbror My Poet viser også lovende takter, og han var tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg efter Eagle Eye og Slava Ukraini.

Alwaysonmymind havde en flot karriere med tre sejre, bl.a. i Svensk Oaks og en indtjening på 862.000 kroner. Som 2-årig var hun tredje i såvel Dansk og Svenskt Kriterium som Breeders Trophy Juvenile.

Michael betragter – indtil videre – Alwaysonmyminds sejr i Svenskt Oaks som deres største sejr til dato.


Alwaysonmymind med Oliver Wilson i sadlen vinder let Svenskt Oaks 2020. Havana Red var anden. Alwaysonmymind var Miga Horses første klassiske vinder og i træning hos Marc Stott på det tidspunkt. Der var 700.000 svenske kroner til vinderen. Foto: Stefan Olsson/ Svensk Galopp.

VELTRUKNE IMPORTER.

Blandt de første heste, som Miga Horses erhvervede sig, var de meget veltrukne importer Nipozzano og Granello.

Breeze-Up importen Nipozzano (War Command), der blev købt gennem Marc Stott på Goffs UK Breeze Up Sale i 2018, står for en af Miga Horses største sejre indtil videre – i hvert fald pengemæssigt – da han vandt Voterlöpning på Jägersro før Irish Trilogy og Amon Ra. Der var 600.000 svenske kroner til vinderen.

Nipozzano viste allerede sine evner som 2-årig,” fortalte Michael” da han vandt Fyens 2-års Grand Prix og var anden i såvel Lambada Cup som Svealandlöpning. ”Det var en fantastisk hest”, nævnte Michael, ”som desværre måtte aflives på grund af en betændt ledkapsel”.


Nipozzano og Oliver Wilson. Som 3-årig slog den Plantstepsdream, der i dag har et generalhandicap på 92. Foto: Stefan Olsson/ Svensk Galopp.

Intello-sønnen Granello ud af Bella Ida (Hernando) blev købt som åring i Deauville i august 2018 i en privat handel af Morten Buskop på vegne af Michael Garbers. Det er Miga Horses hidtil dyreste indkøb. Faderen Intello vandt i 2013 Fransk Derby, og senere på året var han tredje i Prix de l’Arc.

”Vores forventninger til Granello, der var i træning hos Marc Stott, var store,” erindrer Pia og Michael”, og han indfriede dem også i første omgang som storfavorit, da han endelig debuterede som 3-årig og vandt.

Granello løb efterfølgende flere udmærkede løb, men det blev ikke til flere sejre i løbskarrieren, der sluttede som 3-årig”, fortsatte de ”og desværre måtte han aflives på grund af sygdom”.


DERBYHÅB, DER SVIGTEDE.

De fleste hesteejeres drøm er at vinde et Derby. Det er ikke lykkedes for Miga Horses – endnu. ”Så vi må nøjes med, at vi allerede to gange har vundet hoppernes derby med Alwaysonmymind og Brunello”, bemærkede Pia.

Palazzi efter Center Divider og ud af Marigold (Cajun Cadet), der er halvsøster til derbyvinderen Master Kid, startede forhåbningerne om en derbyvinder hos Pia og Michael. Palazzi er opdrættet på Stutteri Hjortebo med dets mange derbytriumfer i bagagen.

Palazzi blev sendt i træning hos Marc Stott. Han vandt i sin debut, og han afsluttede sin toårssæson med en sejr i Vinterfavoritternes Ærespræmie og overvintrede som favorit til Dansk Derby 2020. Han blev også kåret som Årets 2-årige Hest ved Hestesportens Galla 2019.


Palazzi (Oliver Wilson) vinder Vinterfavoritternes Ærespræmie i 2019 før New Target og Tassmania. Foto: Burt Seeger.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det kan især ejere af galopheste tale med om. Palazzi skuffede som 3-årig, og han er senere blevet solgt. Palazzi er stadig aktiv, og han vandt så sent som den 24. september et Klasse IV-handicap for Stald Dream Team. Palazzi er i øvrigt nu igen til salg.

Gibson var som Palazzi efter Center Divider og ud af Acqualina Beauty (Montjeu)og dermed halvbror til Steinway og Garcon, hvilket gav håb om en flot løbskarriere. Og efter sejr i starten af treårssæsonen i Trial Trip på Jydsk Væddeløbsbane og efterfølgende en andenplads i Jyllandsløbet i 2019 efter Sankt Peder steg derbyforventningerne til Gibson.

Desværre måtte Michael Garbers dog efter Gibsons næste start i Bro Park Trial, hvor Gibson skuffede som niende i mål, konstatere, at Gibsons karriere var forbi, og at han ikke ville komme til start i Dansk Derby. Gibson havde så store problemer med halsen, at han, selvom han blev opereret, næppe ville kunne vende tilbage som væddeløbshest. I dag er Gibson ridehest.

Heldigvis havde Miga horses allerede da sikret sig Gibsons halvsøster Brunello (Appel Au Maitre) gennem et køb nogle uger tidligere hos Stutteri Hjortebo.


Pia og Michael Garbers fotograferet på Stutteri Hjortebo sammen med Brunello. Måske kommer Brunello med sin fine afstamning en dag tilbage til Stutteri Hjortebo som avlshoppe. Foto: Stutteri Hjortebo.

BRUNELLO OVERRASKER KONSTANT.

Brunellos mor Acqualina Beauty er en af de mest succesfulde avlshopper i Danmark i dette århundrede. Hun er efter den franske og irske derbyvinder og vinder af Prix de l’Arc de Triomphe Montjeu. Han er som Galileo efter Sadler’s Wells, og han havde enorm succes i avlen som far til bl.a. fire vindere af såvel Epsom Derby som Irsk Derby.

Ud over famieslægskabet med Steinway, Garcon og Gibson er Brunello også halvsøster til ustartede Eko Palace Bay (Siyouni), der bl.a er mor til storløbsvinderen Good Fortune (Appel Au Maitre).


Stor tilfredshed i kredsen omkring Brunello efter sejren i Dansk Oaks. Maj-Britt Hjort-Petersen overrakte sejrsdækkenet. Th. på billedet ses Pias datter Sofie og svigersøn Dennis. Foto: Burt Seeger.

Brunello, der er i træning hos Niels Petersen på Klampenborg, har gjort det godt. ”Hun har vundet tre gange”, fremhævede Michael. ”Én gang hvert år. Og altid i storløb, da sæsonen var godt i gang – og til høje odds”.

Som 2-årig, da hun var i træning hos Marc Stott, vandt hun Vinterfavoritternes Ærespræmie til næsten 30 gange pengene. Brunellos til dato største sejr kom, da hun vandt Dansk Oaks i 2021 foran derbyfavoritten og derbytoeren Go On Carlras, der var storfavorit.

Brunello gav dengang mere end 15 gange pengene tilbage til de spillere, der havde tillid til hende.

I år var der revanchedyst, da Brunello og Go On Carlras igen mødtes i Tattersalls Grand Cup. Brunello med Carlos Lopez i sadlen vandt – til ni gange pengene – efter kamp med Go On Carlras, som gav Brunello tre kilo.

Det er meningen, at Brunello skal fortsætte løbskarrieren, men også at hun på et tidspunkt med sin gode afstamning skal opstaldes som avlshoppe.


Brunello i Miga Horses velkendte blå og hvidstribede jockeydragt med Marcos Robaldo i sadlen vinder Dansk Oaks i 2021 før Go On Carlras. Niels Petersen træner Brunello. Foto: Burt Seeger.

MASSETO SEJREDE I LARCH ÆRESPRÆMIE.

En anden af Miga Horses aktive væddeløbere, der gør det godt er Masseto. Endnu et Appel Au Maitre-afkom ud af Noblesse Oblige (Alfred Nobel) og opdrættet på Stutteri Hjortebo.

Masseto er som Brunello i træning hos Niels Petersen på Klampenborg. Masseto har haft en flot karriere. Han har indtil nu vundet fem gange og indtjent 400.000 kroner. Som 2-årig vandt Masseto, og han var femte i Dansk Kriterium, der blev vundet af My Jamil, som Masseto er stødt på mange gange senere.

I Dansk 2000 Guineas var Masseto således anden til My Jamil, men han fik revanche i sin indtil videre største sejr til dato, da han vandt Larch Ærespræmieløb i 2021 før vinderen af Dansk 1000 Guineas, Marshi, og My Jamil, der kom fra en sejr i Dansk 2000 Guineas.

I år har Masseto sejret to gange, og han var fjerde i Dansk Breeders Cup slået af Iron Butterfly, Good Fortune og My Jamil.

Massetos sæson er ikke forbi endnu. Han er meldt til løb på Jägersro den 26. oktober.


Masseto efter sejren i Larch Ærespræmieløb omgivet af bl.a. ejerne Pia og Michael Garbers, Miga Horses, opdrætteren Stutteri Hjortebo repræsenteret ved Iben Hjort Buskop og hendes mand Morten Buskop samt træner Niels Petersen. Foto: Burt Seeger.

TO HESTE I TRÆNING HOS NIELS PETERSEN PÅ ØVREVOLL.

Danskfødte Niels Petersen har fortsat langt hovedparten af sine heste i træning på Øvrevoll i Norge, og her er to af Miga horses heste, Chianti og Chadwick, opstaldet.

Chianti har en spændende historie bag sig. Han blev købt på Arqanas December Sale i Deauville i 2019 for 6000 euro af Morten Buskop som pinhook for året efter at blive sat til salg på Scandinavian Open Yearling Sale i 2020. Her gik Chianti tilbage for 470.000 kroner, inden han efterfølgende blev solgt til Miga Horses.

Chianti er efter Dubawi-sønnen Zarak, der er vinder af Grand Prix de Saint Cloud (Gr.1) og var anden i Fransk Derby. Zarak gik i avlen i 2018, og han er opstaldet på Haras de Bonneval i Frankrig til en bedækningstakst på 25.000 euro og nr. to på listen over 2nd crop sires i Europa lige nu efter Churchill.

Chianti havde en flot toårssæson med to sejre på Øvrevoll, en tredjeplads i Dansk Kriterium efter Zunzina og Charming Knight samt en fjerdeplads i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park.

”Desværre fik Chianti en skade i vinter, da han var i Dubai”, fortalte Pia og Michael, og derfor kom han først sent i gang i år”. Han debuterede direkte i Norsk Derby med en sjetteplads. Senere var han uplaceret i Breeders’ Trophy Classic på Bro Park.

Men i Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll den 2. oktober kom Chianti meget stærkt igen. ”Kort før mål troede vi, han ville vinde” berettede Pia og Michael ”, men på de sidste meter måtte han desværre se sig slået af Hear The Drums og I Rest My Case.


Chianti med Michael Narvaez Bravo i sadlen før starten i Breeders´ Prize Classic på Øvrevoll, hvor han blev tredje kun slået med en længde af Hear The Drums. Foto: Privatfoto.

Senest var Chianti i et stærkt besat felt anden efter Running Rolf slået efter målfoto i Mischa Kahns Minneslöpning over 1600 meter dirt på Bro Park.

Chianti har vist høj klasse i sine seneste starter på såvel græs som dirt, og med sin fine afstamning er der ingen tvivl om, at han kan gå en stor sæson i møde som 4-årig, hvor bl.a. Breedersløbene står på dagsordenen.

2-årige Chadwick har løbet fire gange i år – hver gang med de allerbedste. Chadwick har været anden to gange i maidenløb på Øvrevoll. Den 2. oktober blev det til en fjerdeplads I Norsk Kriterium slået med fem længder af Ami De Vega.

Senest var Chadwick femte i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park i det nok stærkest sammensatte 2-årsløb i Skandinavien i år. Han var slået med fire længder af vindende Got A Lot, der nedkæmpede to andre af toårsstjernerne Cotton Eye Joe og Ami De Vega. Det lover godt for Chadwicks treårssæson.

Chadwick er efter Breeders Cup Mile (gr.1) vinderen Expert Eye.

Chadwick blev oprindeligt købt af Niels Petersen og var midlertidigt opstaldet på Klampenborg på vej til Øvrevoll, da Pia spottede ham. Hun faldt for ham. ”Han var så sød”, som Pia sagde.


Chadwicks far Expert Eye er opstaldet på Banstead Manor Stud sammen med koryfæer som bl.a. Frankel og Kingman. Expert Eye har sin første årgang på banen i år, og han er nr. syv på listen over 1st. crop sires i Europa.

ET MIDDELMÅDIGT ÅR.

I 2022 har Miga Horses haft fem startende hest. Det er blevet til 26 starter. Tre sejre, bl.a. i Lyngby-Tårbæk Kommunes Ærespræmie (Masseto) og i Tattersalls Grand Cup (Brunello). 11 gange har heste fra Miga Horses været blandt de tre første, og i alt har de indløbet godt 400.000 kroner.

”Det er ikke tilfredsstillende”, mener Michael, ”men flere af vores heste har også været ramt af sygdom. Og vi har haft pæne resultater, de senere år”.

Michael påpeger, at det er dyrt at være hesteejer, og især har han set sig gal på de dyre forfeits. ”På grund af dårlig skandinavisk koordinering kommer man ofte til at betale forfeits til løb, hvor ens heste ikke kommer til start”.

Derfor er han meget enig i de synspunkter, som Jessica Long fornylig har fremsat om større skandinavisk samarbejde.

På Klampenborg gælder det også om at samarbejde og om at se fremadrettet og undgå alt det brok og al den splid, som man momentvis oplever, mener Pia og Michael.


DRØMMEN ER EN DERBYSEJR.

Siden de kom ind i galopsporten, har Pia og Michael/ Miga Horses satset på veltrukne og derfor også dyre heste. De har opnået flotte resultater i de syv år, de indtil nu har været i sporten.

Målet er et vinde storløb. En derbysejr står nok lige nu som det højeste ønske.

Det fortjener Pia og Michael – ligesom de mange, der gennem deres investeringer i galopheste bidrager til, at galopsporten kan bevares i Danmark.

Og forhåbentlig bliver Michael og Jessica Longs og mange andres – f.eks. Iben Hjorth Buskops tilsvarende opfordring – til øget samarbejde på en række områder indenfor galopsporten mellem de skandinaviske lande taget alvorligt hos beslutningstagerne.

Det kan på længere sigt vise sig at være en forudsætning for fortsat galopsport i alle de tre skandinaviske lande.


Pia og Michael Garbers. De smiler. Det har de god grund til. De har kun været syv år i galopsporten, men de har allerede vundet flere klassiske løb og storløb, Og med deres store satsning på veltrukne heste kan der meget vel være mere på vej. De har gode heste i stalden til næste sæson. Foto: Klaus Bustrup.
Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top