Med sejre i Dansk Oaks og Breeders’ Trophy Classic i weekenden, kom træner Bent Olsen tæt på tre millioner kroner i indtjening i år. Det gør ham til langt den mest vindende danske træner i indeværende sæson. Og datteren Lea Olsen, samt Rikke Rohbach Bonde, Søren Jensen og Bettina Andersen har alle en indtjening på over en million kroner. Det var en flot weekend med danske galopaktører i centrum – og en fantastisk optakt til Scandinavian Open Yearling Sale.

CHAMPAGNEPROPPERNE SPRANG.
Der var mange penge på bordet i weekendens storløb. I Dansk Kriterium og Dansk Oaks på Klampenborg, og i de tre Breeders’-løb på Bro Park.
Stutteri Hjortebo, Oliver Wilson og Bent Olsen tog godt for sig af retterne.
Stutteri Hjortebo vandt Dansk Kriterium på Klampenborg og var samtidig opdrætter af vinderne af alle Breeders’-hovedløbene på Bro Park. Heste opdrættet på Hjortebo indløb i weekenden næsten 1,5 millioner danske kroner.

Bedre optakt til Scandinavian Open Yearling Sale kan Stutteri Hjortebo næppe forestille sig.
Stutteriet topper nu ikke alene den danske opdrætterliste, men også den svenske topliste over opdrættere med næsten 5 millioner svenske kroner. Mere end dobbelt så meget som nr. to Rävdansens Stutteri.
Og Appel Au Maitre, der er opstaldet på Stutteri Hjortebo, topper listen over de bedste avlshingste i Sverige før Juniper Tree og Giant Sandman.

OLIVER WILSON I TOPFORM.
Carlos Lopez ser ud til at være på vej mod et nyt jockeychampionat på Klampenborg. Med 26 sejre indtil nu – dobbelt så mange som Oliver Wilson – bliver det meget svært for Oliver at nå Carlos.
Men Oliver kan trøste sig med en særdeles flot weekend.
På Klampenborg blev det i weekenden til sejr med Cosmopolitan (Make Believe) i Dansk Kriterium, hvor træner Søren Jensen og Stutteri Hjortebo begge kunne fejre dobbelttriumf, da Taifuu (Japan) var anden.
På Klampenborg vandt Oliver også med toeren i Dansk 2000 Guineas, Golden Dreams (Girolamo), der er i træning hos moderen Bettina Andersen.

Dagen efter på Bro Park var Oliver Wilson igen i hopla med sejre i to storløb, og i den forgangne weekend indred Oliver over én million danske kroner til sine ejere.
Oliver brugte samme taktik i sine to storsejre, der blev vundet fra start til mål.
Den første kom i Breeders’ Trophy Mile, hvor My Fortune (Appel Au Maitre) sejrede overlegent.
Med sejren bekræftede My Fortune, der tidligere på året på Klampenborg vandt Dansk Breeders’ Cup, sin position som Skandinaviens bedste 4-årige hest på distance.
Sidste sæsons danske Derbyvinder, Brigadier (Moohaajim) gik desværre bort sidste år, og den dobbelte Derbyvinder fra i fjor, Schamyl (Appel Au Maitre) har vi ikke set i år. Han er ved at komme sig ovenpå en skade, og forventes først til start igen i 2026.

Weekendens største sejr kom, da Oliver vandt Breeders’ Trophy Classic med Bent Olsen-trænede No Surrender (Giant Sandman).
Efter løbet har den skandinaviske generalhandicapper Nicholas Cordrey hævet No Surrender til 86 i handicap, et kilo mindre end Wassim (Zarak), der vandt Larch Ærespræmie på den danske derbydag foran netop No Surrender.
No Surrender, der tidligere på året vandt Svenskt 2000 Guineas, er nu den mest vindende hest i Sverige i år med 1.392.900 kroner i indtjening. Nummer to er den svenske derbyvinder Celtic Lullaby (Juniper Tree).

BENT OLSEN ER STILL GOING STRONG.
Championtræner Bent Olsen har fortsat stor succes, selvom han i år har lidt færre heste i træning end tidligere.
Lørdag sejrede Bent Olsen overraskende med Rock Of Gibraltar-datteren Happy Legend i Dansk Oaks, og søndag blev det på Bro Park til årets pengemæssigt mest indbringende sejr, da No Surrender vandt Breeders’ Trophy Classic.
Med sejren lagde Bent Olsen yderligere afstand til de bedste af hans danske trænerkolleger.

Ud over weekendens sejre med No Surrender og Happy Legend har Bent Olsen i år vundet storløbssejre med No Surrender, der også vandt Svenskt 2000 Guineas på Bro Park, samt med Cool Magic (Moohaajim), der vandt Produce Stakes på Klampenborg.
Weekenden bød også på sejr i Racing Club Klampenborgs Racing Bowl til Great Wish (Night Of Thunder), der igen imponerede. Han er nu oppe på et handicap på 93. 10 kilo mere end ved årets start, og han har allerede i år indtjent mere end 300.000 kroner.

Datteren Lea Olsen har vundet to klassiske løb i år. Svenskt 1000 Guineas med Zarina (Appel Au Maitre) og Dansk 1000 Guineas med Wiggle Wine (Go Go Gadget).
Leas tre 3-årige hopper Zarina, Wiggle Wine og Sov Gott (Appel au Maitre) har vundet over 800.000 kroner i år, Zarina over halvdelen.
Det er ikke blevet til storsejre i år for Rikke Rohbach Bonde, men flere af hendes heste har været tæt på i mange storløb og skæppet godt i kassen.
Det gælder især Derbytoeren og -treeren Firstof All (Juniper Tree) og Go Go Flame (Go Go Gadget), Chappel (Appel au Maitre), nu pensionerede King David (Elusive City) og Lady Macallan (Al Shemali).

”Kriteriumskongen” Søren Jensen gjorde det igen og vandt på ny Dansk Kriterium. Og denne gang blev det tilmed til en dobbelttriumf.
Søren Jensen har et spændende 2-årshold i stalden. Ud over ubesejrede Cosmopolitan, der også har vundet Goffs Futurity Stakes i år og Taifuu, har Søren Jensen tre meget veltrukne, ustartede 2-åringer, som han venter sig meget af.
Cosmopolitans Kriteriumssejr var ikke Søren Jensens eneste sejr i weekenden.
Søndag vandt I Can Do It (Hurricane Red) Breeders’ Trophy Classic Consolation på Bro Park.
Efter en længere skadespause vendte I Can Do It, der sidste år vandt Dansk Galops Auktionsløb før No Surrender, tilbage til turfen med en sikker sejr.

Bettina Andersens helt store pengesluger i år har været My Fortune med sejre i Dansk Breeders’ Cup og Breeders’ Trophy Mile.
Men også Lucien (Hurricane Red) har gjort det godt, og i weekenden blev det som allerede nævnt også til årets anden sejr til Golden Dreams.
Det var en flot galopweekend, og som dansker kan man naturligvis ikke lade være med at glæde sig over de mange flotte sejre, som aktørerne i dansk galopsport stod for.

























