fbpx

Propositioner: Nyt storløb for 3-årige i Sverige

Svensk Galopp publicerede tirsdag de længe imødesete storløbspropositioner gældende for 2021 og 2022. Set over en bred kam er der tale om nedskæringer, men der er til gengæld en smule godt nyt for ejere af skandinaviskopdrættede 3-årige heste.


Svensk Galopp introducerer nemlig storløbet Jockeyklubbens Grand Prix over 2100 meter græs – et opgør for 3-årige skandinaviskopdrættede heste med en samlet præmiesum på 800.000 svenske kronor og halvdelen til vinderen.

Jockeyklubbens Grand Prix har præmier til de seks første gennem mål og skal rides for første gang den 29. august på Bro Park.

Bullof Wall Street leder feltet gennem svinget i Svenskt Derby 2020. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Svensk Galopp har bibeholdt 2021-niveauet hvad angår præmiesummerne i de fem klassiske løb i 2022.

Det betyder, at der i Svenskt Derby 2022 rides om 2.490.000 SEK; Svenskt 1000 Guineas og Svenskt Oaks om 1.162.000 SEK; Svenskt 2000 Guineas og Svenskt St. Leger om 830.000 SEK.

Der meldes til de klassiske opgør 2022 i Sverige den 22. marts.

Til gengæld er der mindre godt nyt for ejere af de skandinaviske eliteheste, idet præmiesummerne i opgørene for disse heste er blevet beskåret betragteligt over hele linjen.

Kick On vinder 2020-udgaven Stockholms Stora Pris (Gr.3) foran King David og Duca Di Como. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Således bliver den samlede præmiesum i Pramms Memorial (L) sænket fra 1.000.000 til 800.000 SEK; Stockholms Stora Pris (Gr.3) sænkes fra 1.000.000 til 900.000 SEK; Zawawi Cup (L) fra 800.000 til 600.000 SEK og så videre.

Der er tale om ganske store ændringer set over kort tid.

Da Hurricane Red vandt Stockholms Stora Pris for tredje gang i 2018 blev han belønnet med 700.000 SEK, mens vinderen af dette års opgør får 540.000 SEK.

I 2017 vandt Brownie Pramms Memorial på Jägersro, hvilket også betød en førstepræmie på 700.000 SEK ud af den samlede præmiesum på 1,2 millioner, mens vinderen af dette års Pramms kan se frem til 480.000 SEK ud af den samlede præmiesum på 800.000 SEK.


Det samlede propositionshæfte for storløb i hele Skandinavien kan downloades hér.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top