Petite Fleur klar til Mowerina

Selv om der stod Bent Olsen på det meste af lørdagen i Klampenborg, havde championtræner Søren Jensen også meget at glæde sig over.


Bedst gik det for Petite Fleur og Kim Andersen, der efter en medrivende opløbskamp sejrede i Goffs 1000 Guineas Trial med hals foran Freja/Rafe Schistl og yderligere to længder til Tears Go By/Jacob Johansen.

Det var Petite Fleurs blot anden karrierestart efter hun få uger tidligere havde aflagt maidentitlen over 1400 meter.

Hoppen fik en perfekt rejse og fik tidligt overtaget i opløbet, hvor der dog kom kraftigt pres fra Freja som gav vinderen hård kamp hele vejen til målstregen. Tears Go By, der løb med to kilo mere på ryggen end Petite Fleur og et enkelt mere end Freja, havde yderligere tre længder til Klampenborg-debutanten Western Memory/Manuel Martinez, som akkurat holdt sig foran Air Strike Eleven/Manuel Santos.

Næste opgave for de fire første gennem mål bliver netop Mowerinaløb den 24. maj, og selv om de her ser ud til at løbe ind i Wido Neuroths “tre-mands-hær” bestående af Wellness, Alyshakeys og Distant Beat, så kan man ikke bortskrive nogen af dem på forhånd. Både Petite Fleur og Freja blev af handicapperen hævet til 77.


Larchmont endnu en Guineas-kandidat fra Bechmann

Ugen forinden sadlede Hanne Bechmann en oplagt Guineas-kandidat i Bye Bye Bandit, der på besnærende vis vandt sin debut foran ældre heste, og denne lørdag meldte endnu et stort Guineas-håb sig i form af debuterende Larchmont.

Under Lennart Hammer sprang Larchmont ud af startboksen som en ældre sprinter, og derefter havde duoen totalt styr på begivenhederne hele vejen til mål, hvor det blev en overlegen tre længders sejr før forbedrede Big Molly/Annelie Hollstenius og Sikorsky/Manuel Santos.

Larchmont, der er andet startende afkom ud af championhoppen Wings Of A Dove (Hernando), kan næsten ikke undgå at få mange venner i totalisatoren i Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas den 24. maj, og sidenhen venter årets helt store mål – J Lauritzen Dansk Derby den 27. juni. Academy Award-sønnen deler i øvrigt både far og morfar med den nuværende Derbyfavorit, norske Buckham.


Lys fremtid for 4-årige Snowburst

Sandie Kjær Nortoft og ejerparret Lone og Jens Westh har fået en virkelig god start på 2010 igennem heste som Alpacco og Sydney, og denne lørdag var teamet klar til at tage endnu en sejr med den 4-årige nyimport Snowburst (Diktat), der i sit livs femte start aflagde maidentitlen med mange længders afstand til Hongkong Dancer og Somerville.

Snowburst tabte nogle længder i starten, men lærling Danny Patil red friskt mod føringen og hoppen trak derefter feltet i småstykker for til sidst at vinde afstooppet. Snowburst blev købt for 20.000 euro på Goffs February Sale for tre måneder siden, efter som 2- og 3-årig at have løbet fire gange i Sheikh Mohammeds farver for træner Henri Pantall i Frankrig.

Seneste artikler

Scroll to Top