fbpx

Pedroza kommer ikke – Johansen på Contiki

Hightowers afbud til HK Entreprise Dansk Derby betyder alligevel ikke, at Jacob Johansen står uden Derbyridt. Træner Søren Jensen fik nemlig tidligere ligeledes et afbud fra Panamas stolthed, Eduardo Pedroza, der skulle have redet Contiki.


Pedroza skal i stedet ride for sin arbejdsgiver, Andreas Wöhler, i det tyske Oaks (Gr.1) i Düsseldorf på søndag, og turen til København er aflyst.

Det betyder, at Jacob Johansen ikke behøvede at stå uden Derbyridt særlig længe, og han skal nu for første gang sætte sig i sadlen på Derbyfeltets mindste hest.

På trods af sin størrelse har Contiki ikke været bange for nogen, og i sin tredje start som 2-årig fløj hun i hænderne på Rafael Schistl forbi hele feltet i Elkær Stutteri Skandinavisk Opdrætningsløb på Klampenborg og sænkede storfavoritten Harbour Light med halvanden længde.

Strategic Prince-datteren sluttede aldrig uden for præmierækken som 2-årig og tjente 211.960 kroner i syv starter. 2013 bød desuden på en andenplads i HK Entreprise Vinterfavoritternes Ærespræmie, en tredjeplads i Dansk Kriterium og en fjerdeplads i Dansk Galops Auktionsløb.

Contiki kommer højst sandsynligt til at springe ud af startboksen på søndag som én af feltets mindst spillede heste, men hun er i dén grad en interessant Derbydeltager.

Ikke fordi det også var den første søndag i august i fjor, at hun besejrede Harbour Light i Opdrætningsløbet, men også fordi hun har lignet en “Oaks-hoppe” hele sæsonen igennem, og det er afgjort ikke umuligt, at et steppet op til de 2400 meter bliver en større fordel end de fleste regner med.

Contiki ejes af Stald Jack, hvor bogstaverne i JACK står for Jonna, Alexander, Carsten og Karina. Alias Jonna og Carsten Nørgaard og Karina og Alexander Elsass.

Kvartetten har ligeledes opdrættet Contiki sammen, på trods af at hendes mor, Mara Chaparral, var tæt på fuldstændig at misse transporten hjem fra Irland tilbage i november 2010.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top