fbpx

Out and about med Bundgaard 4

Fyens Væddeløbsbane byder fredag på sæsonens foreløbigt største program for fuldblodsporten. Tre løb med præmier for i alt 90.000 kroner og med totalt 24 heste til start.


Karl K. Pedersens Mindeløb og H.C. Andersen-løbet som bedst doterede med begge 35.000 kroner i præmiepuljen.

Klampenborg-træner Flemming Poulsen gæster sin tidligere hjemmebane med Vera Volkova, som måske lidt overraskende ikke har fundet vej til tipsrammen i baneprogrammet på Fyn.På ryggen sidder Oliver Wilson, som også har ridt i de to øvrige løb.

Første galopløb er programsat til klokken 18.31, mens sidste løb forventes igangsat 19.01. Det forekommer meget optimistisk, idet løb nummer to for fuldblodsheste skydes i gang klokken 18.51!


Efter den flotte Jyllandsløbsdag melder hverdagen sig igen for Jydsk Væddeløbsbane.

Et enkelt galopløb supplerer søndagens stærke program for traverne. Syv fuldblodsheste sætter hinanden stævne. Hjemmebanens Jane Grove starter for blot anden gang i år.

Våbenet på søndag er Do It Tiger med velridende Rikke Rohbach Bonde. Galopløbet er første løb på søndag med start klokken 13.15.


Efter snart en tredjedel af sæsonen afviklet på Øvrevoll, er det med kvinder i Top2 i banens trænerliga inden løbene i morgen, torsdag. Annike Bye Hansen fronter foran Cathrine Erichsen. Ingen kvindelig træner har nogensinde vundet kongetitlen på Norges enlige galopbane.


Søren Jensen søger en jockeylærling til omgående tiltrædelse.


Mange tidligere store navne gæstede Gert Hansens reception forleden i anledning af hans 80 års fødselsdag.

Den dobbelte derbyvinder Ken Stott havde taget turen fra Fyn, men også forhenværende topjockey Ryan Parnell lagde vejen forbi. Ryan Parnell, som vandt det første Skandinavisk Grand Prix i Klampenborg, da han red svenske Gold til sejr i 1959.

En sejr ekvipagen gentog i 1962, to år efter at Lester Piggott henrykkede i Ordrup Mose med sejr i Skandinavisk Grand Prix på ryggen af Alterani.


Sætternissen var på spil i sidste uges spalter, hvor vi skrev, at Kinky Spot hidtil kun har et fuldblodsafkom i den klassiske vinder Madame Esprit. Hun har i år folet en hoppe efter den norske Derbyvinder Go Go Gadget.


Bent Olsen-trænede Hattrick, der aflagde maidentitlen i sin seneste start og var meldt til start i lørdagens Derby Testen på Klampenborg, blev i går så alvorligt skadet, at hun måtte aflives.

Sabiango-datteren forbedrede sig fra start til start og var med 75 i handicap kun få kilo fra at være rigtigt inde i Derbyvarmen.

Et tungt tab for kredsen bag hesten.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top