fbpx

Out and about med Bundgaard 25

Hanne Bechmann-trænede Stinger jagter hattrick i torsdagens Mischa Kahns Minneslöpning på Täby. Der er genvalg i bøjlerne til jockey Carlos Lopez i det ni heste store felt.


Fra Danmark deltager også Søren Jensen trænede Sir Edward, mens den svenske 2000 Guineas-vinder Brazil Jack og Voter-triumfatoren Tiglath udgør største trussel fra henholdsvis Stockholm og Malmö. Løbet rides på dirten som aftenløb med forventet starttidspunkt klokken 19.50.


For længst afdøde Michael Kahn vandt både Svenskt og Norsk Derby, men aldrig Dansk Derby, og det var min egen skyld, sagde Michael Kahn til DR-sporten, da Danmarks Radio besøgte træneren i Stockholm til optagelse til en større udsendelse.

”Min største fejl som træner var, at jeg ikke startede Homosassa på Klampenborg inden Dansk Derby. Hesten tabte koncentrationen på bagsiden, og det blev for stor en afstand op til Russian og Clarion King. Min jockey Gunnar Nordling var helt uden skyld, fejlen var ene og alene min, oplyste Michael Kahn til DR-sporten.

Homosassa blev tredje i Dansk Derby efter en forrygende afslutning. Den vandt til gengæld både Svenskt og Norsk Derby.


Niels Petersen-trænede Ruler Of Course/Carlos Lopez nedkæmpede Karaliene/Rafael De Oliveira i Vinterfavoriternas Pris. Danske Beaufort Twelve/Nicolaj Stott blev tredje. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Karaliene (til højre). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Et andet af torsdagens storløb på Täby er de 2-åriges Svealandlöpning over 1200 meter dirt. Her ender favoritværdigheden hos Cathrine Erichsens gode Karaliene, der senest var anden i Vinterfavoriternas Pris på græsset i Stockholm. Karaliene skal først og fremmest kæmpe med Roy Arne Kvislas dobbelte vinder Chuky og Patrick Wahls Double End.


Energia El Gigante. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Energia El Gigante. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Og det er i det hele taget et kanonprogram Täby byder på torsdag aften. I Listed-opgøret Songline Classic over 2000 meter får Hurricane Red mulighed for at revanchere choknederlaget i SFK Jubileumslöpning til Niels Petersen-trænede Energia El Gigante. Dengang var Hurricane Red på hjemmebanen nedspillet til 12:10 i totoen, men Energia El Gigante har vundet endnu en overlegen sejr siden de to heste mødtes senest, og denne gang kan favoritværdigheden meget vel ende på norske hænder.


Øvrevoll ”varmer” op til Täbys program med lunchløb onsdag på dirten. Adskillige danske trænere tager turen. John Nielsen, Lone Bager, Marc Stott og Jan Bødker Sørensen.


Niels Petersen ser ud til at forsvare trænerchampionatet i den norske hovedstad, med tre løbsdage tilbage.


Syv træningsstalde har passeret millionen på Øvrevoll i år. Sidste medlem i klubben Are Hyldmo.


Øvrevoll har lunchløb resten af sæsonen, og åbner også 2016 med væddeløb til frokosten. Onsdag den 20. april.


Efter kun tre starter har Mount Nelson-sønnen Mount Blanc afsluttet karrieren som væddeløber. “Han skal nu være ridehest”, oplyser træner Bettina Andersen om den 3-årige hest. “Vi har ikke flere startheste i år, og det er bare at glemme den her sæson og tænke mod 2016”, siger Bettina Andersen.


2015 har bestemt heller ikke været nogen jubeldans for Klampenborg-træner Helle Christensen. Hesten Runners Sister er nu indlagt på Landbohøjskolen med en alvorlig skade, som følgevirkning af dens prøveløb i Klampenborg på årets næstsidste løbsdag.

”Hun blev bange da jockeyen sprang op på hende bagfra inde i startboksen. Hun sparkede bagud og ramte bokslågen så hårdt, at hun kom skadet hjem”, siger Helle Christensen. “Det er fifty-fifty om hun bliver væddeløber igen. Ellers bliver det avlen for hendes vedkommende”, konstaterer Helle Christensen.


Travsportens Opdrætterforenings daglige leder, Mikkel Stub Jørgensen, overvejer nu også at begive sig ind i galopsporten – præcis som Bo Seisbøll på Stutteri Laser gjorde med stor succes, med en både Derby- og Oaks-vinder ud af en årgang på tre. Mikkel Stub Jørgensen har residens på Bornholm, hvor der for mange år siden var en enkelt fuldblodsopdrætter. Vibeke Basse Mortensen.

”Jeg har gode forbindelser til Berner Olsen, og vil sikkert rådføre mig hos ham, hvis jeg vælger at købe en eller to følhopper”, oplyser Mikkel Stub Jørgensen.


Provinsgaloppens medarbejder Anna-Grete Jensen sidder klar ved telefonen for at modtage anmeldelser i morgen mandag til årets sidste væddeløbsdag i Danmark for fuldblodshestene. Løbsdagen finder sted lørdag den 21. november i Aarhus. Der bliver ingen TV-billeder fra løbene og der kan kun gøres indskud til spilet på selve banen – i spilleformerne vinder og plads.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top