fbpx

Out and about med Bundgaard 11

Jägersro har løb her til lunchen onsdag med et syv løbs stort program. Hovedløbet er Aramus Handicap til minde om banens tidligere topsprinter i Francisco Castros træning.


I feltet indgår den tredobbelte millionær, Uppercut Action. Jägersro har to ændringer.

3. løb: Udgået 10 Blue Ranger
4. løb: Udgået 10 Ikc Moneypenny


Talk My Talk og Nicolaj Stott vinder Bobbie Killicks Minneslöpning på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Talk My Talk og Nicolaj Stott vinder Bobbie Killicks Minneslöpning på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Nicolaj Stott ser ud til at gribe chancen hos Lennart Reuterskiöld Jr.

På den svenske Derbydag vandt han storløbet Sofierolöpning på 3-årige Mrs Loreen for Sveriges førende træner, og tirsdag aften fulgte han op med endnu en storløbssejr i sadlen på 4-årige Talk My Talk i Bobbie Killicks Minneslöpning.

Der var 100.000 kroner til vinderen, som ejes af Stall Gransäter.


Derbysejren til Manacor i søndags var den første hoppesejr i Dansk Derby siden 2011, hvor Tigress Eleven vandt. Forinden Tigress Eleven blev det til hoppesejr i 2003-udgaven til Halfsong.


Ingen kvindelig jockey har fortsat vundet et Derby på kloden. Tre har været tæt på i Skandinavien, som nummer to. Dina Danekilde i kompagni med Aladar og Sofia Nordgren i par med Prado, begge i Dansk Derby, samt Yvonne Durant med Rambo Flyer i Svenskt Derby.

“Rambo Flyer tabte på målfoto til Chirac”, oplyser Yvonne Durant, som var oppe imod Fredrik Johansson i den tætte finish.


Tre jockeys fik udelukkelser på derbydagen i søndags. Rafael Schistl, Dina Danekilde og Kevin Stott. “Jeg red mit første toårsløb i Skandinavien på derbydagen, og kendte ikke til piskereglerne, som er anderledes end i England”, fortæller Kevin Stott.


Efter en stærk sidste uge med navnlig sejren i Polar Cup (Gr.3), er Niels Petersen ny mand i gult i trænerligaen på Øvrevoll. Som den enlige træner over millionen. Cathrine Erichsen og Rune Haugen er de nærmeste vidner.

I amatørligaen fører Arne O. Karlsen foran Klampenborgs Bente Slot, som har mulighed for at hale ind på konkurrenten torsdag aften. Bente Slots fløjchance er Øvrevoll-specialisten Manchego i Sølvdivisionen Stayer med 60.000 nkr. til vinderen.


Et velkendt navn var savnet på derbydagen i søndags. Fuldblods-entusiasten Martin Iversen gik bort natten til derbydagen, kun 40 år gammel. “Iver” var gæst på Klampenborg Galopbane siden barnsben og en ægte “Skovser”. Æret være hans minde.


Aalborg Væddeløbsbane har sin årlige galopsportsdag på lørdag med syv løb. V5-spillet fra 2. til 6. løb. Med 57.024 kombinations-muligheder er V5-garantien på dobbelt up i farezonen. Danske Spil giver nemlig dobbelt up, hvis der kun findes en enkelt række med fem rigtige.

Hjemmebanens Keld Chr. Karlsen sadler fem heste på stordagen på landets nordligste væddeløbsbane. Staldens medarbejder Emilia Hvitved Pedersen har disse kommentarer til kvintettens chancer:

“Waltzing Mathilda (1. løb – nr. 7) har været taget roligt fra starten, for at lære hende at løbe væddeløb. Vi begynder at skærpe hende mere fremadrettet. Forventer trio chance”.

“The Professor (2. løb – nr. 6) har ikke været så skarp, som han plejer. Det bliver muligvis sidste sæson for hans vedkommende. Men regner med at han gør en god indsats”.

“Malgoof (3. løb – nr. 5) har adskillige gange fået bokslågen tilbage i hovedet, hvorfor han har mistet modet til at hoppe ud af boksen. Vi har startbokstrænet ham frem mod denne start. Hvis hesten får en ordentlig start, forventer vi han er i trioen”.

“Redford (5. løb – nr. 1) fik 2 kilo for sejren sidst, men det skulle ikke forringe hestens chance for at være mellem de tre første”.

“Danzing Princess (7. løb – nr. 1) er på for kort distance, men er med for at få løbet igennem. Med lidt held forventes hun at være i pengene”.

På fredag har vi mere spilinfo til den spændende dag på landets nordligste væddeløbsbane.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top