fbpx

Omar Bradley klar til Tysk 2000 Guineas

Flemming Velin fik lørdag eftermiddag det bedst mulige comeback som professionel træner, da hans 3-årige Omar Bradley med Per-Anders Gråberg i bøjlerne vandt årets første løb på Klampenborg.


Omar Bradley/Per-Anders Gråberg vinder let foran All Or Nothing/Jacob Johansen.
Omar Bradley/Per-Anders Gråberg vinder let foran All Or Nothing/Jacob Johansen.

War Front-sønnen, der startede for første gang siden han i fjor var slået med hals til tredjepladsen i Prix de la Rochette (Gr.3) på Longchamp, lå anden undervejs bag Bent Olsens All Or Nothing/Jacob Johansen, som sørgede for et godt tempo på det 1400 meter lange opgør.

Rundt sidste del af opløbssvinget rykkede Omar Bradley op på siden af sin svenskfødte konkurrent, og kort inde på den lige strækning fik han det afgørende overtag.

Gråberg fik lov at minde sin hest om opgaven hele vejen op mod stregen, og udtalte også efterfølgende, at Omar Bradley fortsat virkede urutineret.


Flemming Velin tager imod Omar Bradley og Per-Anders Gråberg efter sejren i iKeyVet Series. Foto: Burt Seeger.
Flemming Velin tager imod Omar Bradley og Per-Anders Gråberg efter sejren i iKeyVet Series. Foto: Burt Seeger.

“Men han har også kun startet tre gange tidligere, og i Frankrig rides løbene anderledes. Han har været vant til, at sætte angrebet ind til allersidst og aldrig prøvet at være i front så tidligt.

Det var en ny oplevelse for ham og noget han har lært af”, sagde en tilfreds Flemming Velin efter debutsejren i IkeyVet Series.

Omar Bradley har nu ikke mange opgaver tilbage på Klampenborg eller i Skandinavien i det hele taget, og nærmest venter højst sandsynligt en start i Mehl-Mühlens-Rennen (Gr.2) – det tyske 2000 Guineas – den 16. maj i Köln.

“Det tyske 2000 Guineas har hele tiden været hovedmålet i foråret, men for at have en chance dernede skal han mindst vise 95, og det gjorde han jo nok ikke i dag”, fortsatte Velin.


Flemming Velin med Omar Bradley. Foto: Burt Seeger.
Flemming Velin med Omar Bradley. Foto: Burt Seeger.

Omar Bradley vandt fra lige vægt med 3½ længde foran All Or Nothing, der kom ind i løbet med et handicap på 74, og derefter var der 5½ længde til Focus On Me med 68.

Alligevel kunne den amerikanskopdrættede hingst ikke gøre meget andet end at vinde, og All Or Nothing kan også sagtens vise sig at blive en af årgangens overraskelser.

Dermed lever håbet også for, at Omar Bradley kan give Flemming Velin den eftertragtede succes i et af kontinentets store gruppeløb.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top