fbpx

Olsen og Robaldo satte sig på finaledagen

Træner Bent Olsen, jockey Marcos Robaldo og ejer Lone Kaj-Nielsen satte sig tungt på sæsonfinalen i Ordrup Mose med to indledende 2-årssejre.


Finaledagen, der blot bød på seks opgør, blev desværre også skæmmet af to voldsomme styrt, der gik ud over rytterne Luis Santos og Shane Karlsson.

De 2-åriges længste opgør i Danmark, det 1800 meter lange Basnæsløb, fik en legende let vinder i Falco-sønnen Cabanac, som med ni længder henviste staldveninden Frøken Smilla til andenpladsen.

Bent Olsen var tæt på at tage en ren trippel i løbet, men akkurat til slut nåede Bettina Andersens Fighter Carlras forbi Naga Jolokia og snuppede tredjepladsen.

Cabanac/Marcos Robaldo vinder Basnæsløb foran Frøken Smilla og Fighter Carlras. Foto: Burt Seeger.
Cabanac/Marcos Robaldo vinder Basnæsløb med ni længder foran Frøken Smilla. Foto: Burt Seeger.

Cabanac startede for tredje gang i karrieren og han kom ind i opgøret med to fjerdepladser.

Han debuterede med en meget grøn præstation for en måned siden i Århus som fjerde bag formstærke King Charles, og senest var han en klart forbedret fjerde i HK Entreprise Vinterfavoritternes Ærespræmie, slået med ni længder af vindende Suspicious Mind, samt Marlborough og Elektra Art.

Denne gang var scenen sat for Cabanac, der uden problemer sagde farvel til sine konkurrenter i begyndelsen af opløbet og gav Marcos Robaldo en let opgave.

Førstepræmien i Basnæsløb var 30.000 kroner værd for Lone Kaj-Nielsen, der blot betalte 8.000 euro for Cabanac på sidste års oktobersalg i Deauville.

Bent Olsen, Marcos Robaldo og Lone Kaj-Nielsen med Cabanac. Burt Seeger.
Bent Olsen, Marcos Robaldo og Lone Kaj-Nielsen med Cabanac. Burt Seeger.

Hun fik hammerslaget igennem MAB Agency, og det ser ud til at være lidt af et lykkekøb. Cabanac deler i Falco far med samme ejer og træners superstjerne Falconet, men til forskel for Falconet er Cabanac opdrættet i England og dermed ikke meldt i Dansk Derby.

Han står til gengæld i både den svenske og norske udgave i 2016, og i dag beviste han, at distancen ikke bliver noget problem til næste år.

Cabanac er ud af den ustartede Elusive Quality-hoppe Ibizane.

Hans mormor, Gruppe-3-vinderen Ing Ing (Bering) er bl.a. halvsøster til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen Execute, til Gruppe-2-vinderen Tot Ou Tard og til avlshoppen She Is Zen, der igen er mor til Wido Neuroths tidligere svenske Derbyvinder Handsome Hawk.


All Or Nothing aflægger maidentitlen unde Marcos Robaldo. Foto: Burt Seeger.
All Or Nothing aflægger maidentitlen unde Marcos Robaldo. Foto: Burt Seeger.

All Or Nothing skød dagen i gang

Kort før Cabanacs triumf i Basnæsløb havde trioen Bent Olsen, Marcos Robaldo og Lone Kaj-Nielsen fejret dagens første sejr i 2-års Maiden Serien, hvor Eishin Dunkirk-sønnen All Or Nothing pulveriserede konkurrenterne med seks længder.

Andenpladsen gik til Murano, der akkurat kunne holde Sybille bag sig, mens Saw Box Carlras og Fleurie fik de sidste penge.

All Or Nothing skulle nå at starte syv gange før han fik karrierens første sejr, men han har fra første færd været matchet blandt de bedste skandinaviskfødte heste i årgangen og bl.a. været kort slået anden af staldkammeraten Hongkong Paradigm i Skandinavisk Opdrætningsløb.

Med sejren rundede All Or Nothing 100.000 kroner i samlet præmiesum.


Hovsa og Naveen Lakshminarayan på vej mod en overlegen sejr. Foto: Burt Seeger.
Hovsa og Naveen Lakshminarayan på vej mod en overlegen sejr. Foto: Burt Seeger.

Ny sejr til formstærke Hovsa

Søren Jensen-trænede Hovsa har for alvor fundet tilbage til storformen i efteråret, og han tog på finaledagen årets tredje sejr med næsten syv længders afstand til Borodino, efterfulgt af Dustin, Exquest og Storm.

Hovsa med sin træner Søren Jensen og ejer Jane Eldrup Jensen. Foto: Burt Seeger..
Hovsa med sin træner Søren Jensen og ejer Jane Eldrup Jensen. Foto: Burt Seeger.

Hovsa vandt i midten af juni HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie, og derefter har han på nær en enkelt svipser været stabil i præmierækken.

Efterårsformen været fortræffelig med to sejre og en andenplads i de seneste tre starter, alle med Søren Jensens lærling Naveen Lakshminarayan i bøjlerne.


Little Quest og Sara Slot tager endnu en overlegen sejr sammen. Foto: Burt Seeger.
Little Quest og Sara Slot tager endnu en overlegen sejr sammen. Foto: Burt Seeger.

Fødselsdagssejr til Sara

Sara Slot fejrede fødselsdag i sadlen og hun fik en sejr med hjem fra Klampenborg på ryggen af Allan Thelix-trænede Little Quest, der fortsat er i fremragende form og denne gang vandt med fem længder til Black Angel og Pull In Carlras.

Little Quest har nu vundet to af sine fire seneste starter og dertil hentet en anden- og en tredjeplads.

Little Quest sørgede for en flot fødselsdagssejr til jockey Sara Slot. Photo: Burt Seeger.
Allan Thelix-trænede Little Quest sørgede for en flot fødselsdagssejr til jockey Sara Slot. Photo: Burt Seeger.

Det var Sara Slots 18. sejr i kun 122 ridt i 2015, og hun har allerede nu næsten fordoblet sidste års præmieindtjening, hvor hun vandt otte gange i 108 ridt.

Den tidligere Scandinavian Open-vindende rytter har afgjort haft sin bedste sæson i mange år.


Validus/Ulrikke Nielsen vinder foran Barnaby og Lomax. Foto: Burt Seeger.
Validus/Ulrikke Nielsen vinder foran Barnaby og Lomax. Foto: Burt Seeger.

Ulrikke cementerede championatet

Ulrikke Nielsen havde allerede forud for finaledagen sikret sig titlen som Championlærling på Klampenborg, og hun cementerede triumfen ved at vinde årets næstsidste løb i bøjlerne på Maria Qvist Ladefogeds Validus.

Championlærling Ulrikke Nielsen modtages efter sejren i sadlen på Validus. Foto: Burt Seeger.
Championlærling Ulrikke Nielsen modtages efter sejren i sadlen på Validus. Foto: Burt Seeger.

Validus var som vanligt hurtigt ud af startboksen og dirigerede feltet ind på opløbsstrækningen, hvor Ulrikke smart tog den korteste vej og skød frem til flere længders føring.

Selv om de udvendige konkurrenter Barnaby og Lomax kom faretruende nær på de sidste meter, lykkedes det Ulrikke Nielsen at sende Validus først over stregen til årets første sejr i ni starter.


Rutalkingtome og Jonna Larsson vinder årets sidste løb på Klampenborg foran Fool To Cool/Anne-Sophie Toubro. Foto: Burt Seeger.
Rutalkingtome og Jonna Larsson vinder årets sidste løb på Klampenborg foran Fool To Cool/Anne-Sophie Toubro. Foto: Burt Seeger.

Jonna Larsson lukkede og slukkede

Årets sidste løb på Klampenborg var forbeholdt amatørrytterne, og her vandt svenske Jonna Larsson med sin egentrænede Rutalkingtome, som havde langt frem ind på opløbsstrækningen, men alligevel formåede at afslutte stærkest af alle og besejre Fool To Cool/Anne-Sophie Toubro med hals, hvorefter der var 2½ længdes afstand til Touareg/Lucas Olsen på tredjepladsen.

Det var karrierens første sejr i otte forsøg for 5-årige Rutalkingtome, der er søn af den tidligere Pramms-vinder Mandrake El Mago.


Ryttere i alvorlige styrt

Desværre bød Klampenborgs sæsonfinale også på to kedelige begivenheder.

I Basnæsløb styrtede Luis Santos kort efter start af Fred Belloni, mens Shane Karlsson røg af Bayonet ved indgangen til opløbet i Rent Handicap.

Episoden hvor Bayonet glider ved indgangen til opløbet og Shane Karlsson kort efter kastes til jorden.
Episoden hvor Bayonet glider ved indgangen til opløbet og Shane Karlsson kort efter kastes til jorden.

Det er i skrivende stud fortsat småt med oplysninger omkring de to rytteres tilstand, men det forlyder, at Luis Santos har pådraget sig skader i hovedregionen og at Shane Karlsson blev trådt i maven og muligvis både har brækket ribben og sin kæbe.

Vi følger naturligvis op på de to ryttere og ønsker dem god bedring.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top