Lørdag lagde USA sig til at sove efter én af de største præstationer i væddeløbshistorien, og søndag er de vågnet til visheden om, at Flightlines triumf i Breeders’ Cup Classic (G1) blev hingstens sidste meter på væddeløbsbanen.
Helt frem til og med Breeders’ Cup Classic (G1) var det ej besluttet, om den ubesejrede 4-årige Tapit-søn skulle tage en sæson mere i 2023 – med Pegasus World Cup, Saudi Cup og Dubai World Cup som tre store opgaver i januar, februar og marts.
Siden kunne han hvile henover sommeren, hvorefter en back-to-back-triumf i Breeders’ Cup Classic var det endelig mål.
I timerne efter Flightlines sejr lørdag aften var spørgsmålet fortsat ubesvaret, men søndag morgen kom meddelelsen så fra syndikatet bag “The New Secretariat”: Hingsten har startet for sidste gang, og han indleder til februar sin avlskarriere på Lane’s End Farm i Kentucky.
Den officielle meddelelse kom også i tide med hensyn til mandagens auktion i Keeneland, hvor 2,5% af hingsten kommer under hammeren og uden sidestykke bliver det mest overvågede salg i det nye millennium.
Flightline kostede en million dollars som åring i netop Keeneland, og i løbet af sin karrieres blot seks starter nåede han at indløbe lidt over 4,5 millioner dollars for sin træner John Sadler.
Det er dog blot en brøkdel af, hvad han nu er værd i avlen, og mens det hører til de yderste sjældenheder, at man kan sætte en reel værdi på en international superstjerne – ja, så bliver det rent faktisk muligt nu.
Og hvor meget er Flightline så værd? Det får vi et helt præcist svar på mandag den 7. november.
Det forventes i forlængelse af mandagens auktion også, at Lane’s End Farm publicerer bedækningsprisen for 2023.
I den forgangne bedækningssæson har det store stutteri har 21 avlshingste stående til tjeneste, og blandt disse er Quality Road (Elusive Quality) den dyreste med en takst på 200,000 dollars – svarende til ca. 1,5 millioner danske kroner.
Gense Flightlines kæmpe triumf i Breeders’ Cup Classic (G1) herunder: