fbpx

Øvrevoll, 17. maj: Sæsondebut til Privilegiado

Øvrevoll står foran et pragtprogram når græssæsonen endelig indledes fredag 17. maj. Der bliver bl.a. sæsondebut til Kriteriumsvinderen Privilegiado i tillæg til flotte felter i Nationaldagens tre storløb.


Privilegiado. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Privilegiado. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Niels Petersen gav i fjor Privilegiado debut direkte i hjemmebanens The Heatherwold Cup – et løb Sea The Moon-sønnen vandt med tre længder foran staldkammeraten Izakaya.

Næste start blev i Norsk Kriterium, hvor den fukse hingst var oppe imod en anden ultra-talentfuld kandidat i Wido Neuroths Nouvelle Lune (ligeledes efter Sea The Moon).

Privilegiado og Nouvelle Lune kæmpede en brav kamp langt foran resten af feltet, og det endte med en halv længdes sejr til førstnævnte.

Privilegiado kom derfor som ubesejret forhåndsfavorit til Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris på Bro Park, hvor han for første gang måtte bøje sig efter en hårdnakket duel med Irish Trilogy.

De to heste fik handicaps på henholdsvis 83 og 82 efter Vinterfavoriterna, men Irish Trilogy kom som bekendt hjem fra Dubai med et handicap på 90, mens Red Cactus – der sluttede femte i opgøret, lige foran Nouvelle Lune – kom tilbage med 87.

Privilegiado efter sejren i The Heatherwold Cup. Foto: Øvrevoll.
Privilegiado efter sejren i The Heatherwold Cup. Foto: Øvrevoll.

Dermed er Privilegiado én af de mest interessante sæsondebutanter overhovedet i den klassiske årgang, og selv om han på næste fredag skal give mellem 3,5 og 9,5 kilo til sine fire konkurrenter i Nationaldagens indledende opgør, kan man ikke andet end forvente en sejr.

Niels Petersens statistik i Nationaldagens 3-årsløb over 1600 meter græs er også temmelig stærk. I 2016 sadlede han de tre første heste gennem mål med Our Last Summer foran Busy Earning og Busybeingfabulous, og i 2017 vandt han løbet med Spitzbergen.

I fjor havde Petersen også en klar forhåndsfavorit i Nordic Defense, som dog endte på fjerdepladsen bag Duca Di Como, Buddy Bob og Jet Pilot. Nordic Defense slog sidenhen til i Svenskt Derby (L), mens Duca Di Como vandt Norsk 2000 Guineas foran Buddy Bob.

Ramone/Per-Anders Gråberg vinder Breeders' Trophy Juvenile foran Candyflower/Jan-Erik Neuroth. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Candyflower slutter anden bag Ramone i Breeders’ Trophy Juvenile. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

17. maj på Øvrevoll byder på endnu et spændende opgør for den klassiske årgang – Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer over 1800 meter.

Hér er Wido Neuroth repræsenteret ved Candyflower (Eishin Dunkirk), som ikke vandt i tre starter i fjor, men som til gengæld afsluttede sæsonen med en andenplads bag Ramone i Breeders’ Trophy Juvenile.

Candyflower møder bl.a. Niels Petersens danske Derbykandidat Wishformore (Center Divider), der er halvbror til Suspicious Mind.

Familien Einar Nagell-Erichsens Hoppeløp over 1800 meter får deltagelse af bl.a. High As A Kite og Seaside Song, mens det 15 heste store felt i Øvrevoll Sprint Cup rummer navne som Shantou, Dardenne og Monza.


Startliste: Øvrevoll, Nationaldagen fredag 17. maj – første start kl. 15:25

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top