fbpx

Nyquist fortsat ubesejret efter det 142. Kentucky Derby

Nyquist (Uncle Mo) er stadig ubesejret i otte starter efter lørdagens Kentucky Derby på Churchill Downs.  Breeders’ Cup Juvenile- og Florida Derby-vinderen beviste med al tydelighed, at han er årgangens superstjerne blandt hingstene i USA.



Nyquist sejrede med 1 1/4 længde efter at have afværget et sent angreb fra Santa Anita Derby-vinderen Exaggerator. Under løbet var han velplaceret på en tredjeplads og han galopperede altid som en kommende en vinder.

Nyquist ejes af Reddam Racing, blev redet af Mario Gutierrez og trænes af Doug O’Neill. Samme træner-jockey kombination som i 2012 vandt Kentucky Derby med I’ll Have Another.

O’ Neill udtalte efter løbet: “Nyquist er en meget, meget speciel hest.  Man kan se det i hans øjne hver dag. Han ved hvordan han skal levere sit “A Game”. Hvis han var en menneskelig atlet ville han blive fejret som en superstjerne.”

Danskejede Mor Spirit skuffede sine tilhængere.

Efter en fornuftig start var han godt med i ca. 1000 meter, hvorefter han ifølge Gary Stevens trak sit hoved længere og længere ned, og da vidste Stevens, at det ville blive et meget langt løb for ham.

Træner Bob Baffert udtalte, at banen efter regnen ikke passede hans hest – ligesom det var tilfældet i Santa Anita Derby.

Løbet blev overværet af 167.227 tilskuere, hvilket er det næst højeste antal nogensinde.

Nyquist blev købt for 400.000 dollars som 2-årig på Breeze Up på Gulfstream Park i Florida.

Hammerslaget tilfaldt Doug O’Neills bror Duncan, og Nyquists samlede indtjening er nu landet på $4.950.000.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top