De to norske Listed-opgør på Øvrevoll søndag eftermiddag blev på vinderpladsen en tro kopi af Stockholm Stora Pris (Gr.3) og Täby Vårsprint (L) i Stockholm, idet Fredrik Reuterskiölds Jubilation og Bendik Bö-trænede Waquaas atter viste sig som de bedste.
Jubilation, redet af Manuel Martinez, sejrede sikkert i Polar Mile Cup (L) over 1600 meter foran Salt Track/Lennart Hammer og Firello/Trond Jørgensen, mens Kim Andersen måtte kæmpe lidt mere for sejren på Waquaas i Norsk Jockeyklubs Sprintløp (L) over 1200 meter, hvor den 10-årige slider med kort hoved slog King Nov/Gustavo Solis med Pipoldchap/Jose Luis Sanchez yderligere en længde efter på tredjepladsen.
Der var 90.000 norske kroner i førstepræmie i begge opgør.